Dansk Firmaidræt genvælger formand

Peder Bisgaard er blevet genvalgt som formand for Dansk Firmaidrætsforbund. Han har siddet på posten siden 2001.

Peder Bisgaard, der har været formand for Dansk Firmaidrætsforbund siden 2001, kan nu se frem til fire år mere på posten.

På Dansk Firmaidrætsforbunds generalforsamling blev han nemlig genvalgt med 134 stemmer ud af 146 afgivne stemmer.

Det skriver Dansk Firmaidrætsforbund.

Peder Bisgaard har været medlem af forbundsstyrelsen i Dansk Firmaidrætsforbund siden 1991 og er nu ikke kun formand for Dansk Firmaidrætsforbund, men er derimod også vicepræsident i det europæiske forbund for firmaidræt, EFCS.

63-årige Peder Bisgaard har ved siden af formandsposten været medlem af byrådet for Socialdemokratiet i Hillerød Kommune siden 2005, men valgte dog ikke at genopstille ved det netop overståede kommunalvalg.

Forrige artikel DF'er bliver løsgænger i protest Næste artikel Godhavnsdreng får menneskerettighedspris