Curt Liliegreen: Regeringen kan næppe forhindre de store byers fremmarch

Den traditionelle socialdemokratiske styrkeposition, boligpolitikken, røg i årevis i baggrunden.

Boligpolitikken blev så uvedkommende, at Anders Fogh Rasmussen nedlagde ministeriet, da han dannede sin første regering i 2001. Hvorfor endte boligområdet på reservebænken?

Svaret er nok, at de største problemer på området simpelthen blev løst af velfærdsstaten, i takt med at man i stor stil byggede og byfornyede frem til den dag, hvor Danmark stod med noget nær verdens højeste boligstandard.

Allerede i 1988 havde Ølgaard-udvalget spået boligmarkedets mætning, og når alle er mætte, er det svært at mobilisere sultens slavehær til et ideologisk opgør om flere boliger.

Geografisk sammensværgelse
Nu er billedet af fred og idyl krakeleret. Det moderne service- og informationssamfund og urbaniseringen volder problemer.

Under storbyernes glamourøse overflade gemmer der sig manglen på betalbare boliger for helt almindelige mennesker. I landdistrikterne står et stort antal boliger omvendt ubeboede.

Det føjer en geografisk udfordring til boligpolitikken. Filialbestyreren i lokalbanken i provinsen kan stå med et hus, der de sidste 20 år knap nok er steget i værdi, mens arbejderfamilien i Vanløse høstede store kapitalgevinster.

Det er ikke underligt, hvis dette skaber en oplevelse af uretfærdighed hos dem, hvis postnummer ikke var adgangsbillet til festen.  Det er som om, at selveste geografien har sammensværget sig mod de boligsøgende og politikerne på boligområdet.

Da geografien – forskellen mellem land og by og det lokale element – er afgørende, er det indlysende, at en sammenlægning af indenrigsområdet med boligområdet og ikke mindst en flytning af planloven til det nye ministerium er væsentlig.

Med geografen Kaare Dybvad (S) i spidsen.

Planområdet kom tilbage til Boligministeriet, hvor det hele startede, inden området blev kapret i 1973 af et nyoprettet Miljøministerium.

Planloven er et centralt element. I kampen for at bygge billige boliger i København har planlægning spillet en stor rolle, for eksempel ved ændring af bestemmelser om "midlertidighed" (containerboliger) og gennem muligheden for at stille krav til andelen af almene boliger i nye byudviklingsområder.

Emmer af ideologi
Hvad kommer der konkret ud af sammenlægningen?

Her skal man væbne sig med tålmodighed, for vi befinder os på et tekniktungt område, men det handler om andet og mere end opvarmning til kommunalvalget 2021.

Et "Danmark i balance" er et ideologisk projekt om national sammenhængskraft, og ordene giver mindelser om den svenske statsminister Per Albin Hanssons tanker i 1930'erne om "folkhemmet".

Det emmer af ideologi, og kunne det før opfattes som floskler, er det i 2021 ramme alvor. Det er både kampen om "det gule Danmark" og Venstres "land-Danmark" såvel som en del af en gryende ulighedsdiskussion.

Sammenlægningen – og flytningen af planloven – rejser tre agendaer:

For det første balancen mellem "by og land", for det andet betalbare boliger i de store byer via brug af planloven og for det tredje manglen på koordination og overordnet planlægning i Region Hovedstaden, hvor det faglige og ideologiske grundlag fortsat hviler på fingerplanen helt tilbage fra 1947.

Oven i kommer forudsigelige, men tekniktunge arbejdsopgaver som en ændret finansierings- og huslejemodel for den almene sektor. Og en vals med realkreditsektoren om udlån i landdistrikterne.

Med det aber dabei, at realkredit hører til ovre hos Simon Kollerup (S) i Erhvervsministeriet.

Ikke noget traktor-oprør
Begrebet "by og land" giver associationer om en strid mellem Hovedstaden og landdistriktsdanmark. Dén holder ikke.

Urbaniseringen med væksten af hovedstaden og Aarhus med opland har lagt afstand mellem disse kraftcentre og en række provinsbyer. Det er ikke kun landdistrikterne, der er kørt bagud, men også en hel række provinsbyer.

Derfor er det naivt at tro, at vi har et større "traktoroprør" i gang i Nord- og Vestjylland. Den samlede beskæftigelse inden for landbrug, fiskeri og skovdrift i Nord- og Vestjylland er på blot 24.900 personer. Det er færre, end der er beskæftiget hos "frisører, vaskerier og anden servicevirksomhed" i Danmark.

Det handler ikke om vestjyder mod københavnere, modsætningen er snarere mellem Lemvig og Aarhus og mellem Nakskov og København.

Den geografiske skævhed skyldes, at Danmark er gået fra at være et landbrugs- og industriland til at blive et service- og vidensamfund.

Det ramte ikke København og omegn, hvor der lå få af disse produktionsarbejdspladser, men det gør ondt i for eksempel Region Syddanmark, hvor man på 25 år tabte 39.000 arbejdspladser i industrien og 14.000 i landbrug og fiskeri.

Uanset hvor mange statslige arbejdspladser regeringen udflytter, så kompenserer det ikke det tab. Udviklingen har også medført befolkningsmæssige ændringer, som ingen regering kan omgøre inden for en overskuelig årrække.

Opgør med centraliseringen
Urbaniseringen stopper ikke, uanset om regeringen vil eller ej, og det vil ikke være fair at bedømme regeringens indsats herpå. Man skal heller ikke tro, at boligpriserne i provinsen nogensinde indhenter Region Hovedstaden eller noget, der ligner.

Problemerne er af statsminister Mette Frederiksen (S) italesat som, at der er centraliseret for meget. Det forhold handler ikke om befolkningsfordelingen København kontra landdistrikterne, men om organiseringen af opgaverne ude i regioner og kommuner og de lokale borgeres oplevelse af velfærden som følge heraf.

Hvor en boligminister kunne adressere yderområdernes problemer gennem nedrivningspuljen til forladte boliger i landsbyerne, så kan en indenrigs- og boligminister sætte ind på en helt anden måde, der ikke er symptombehandling.

Den indsats bliver i høj grad at sætte dagsordener, fordi løsningen nødvendigvis kommer til at involvere flere andre ministerier. Det handler for eksempel om, hvor mange nærpolitistationer vi skal have. Senest vedtog man i december 2020 at oprette 20 nye stationer. Det er den type indsats, som man må vente, at regeringen leverer mere af. 

I 2007 havde Danmark 1.314 grundskoler. I 2020 er der 1.080. Specialskoler for børn er faldet fra 173 til 123, efterskoler fra 259 til 244 og dagbehandlingstilbud og behandlingshjem fra 237 til 172. Den lokale skole har stor betydning for lokalsamfund og boligmarked. Her må vi forvente, at centraliseringen bremses.

Kan ministeren levere på den bane? Det bliver ikke her-og-nu, men ja, det tror jeg. Vil det sætte fingeraftryk på boligmarkedet til gavn for yderområderne? Ja, det vil jeg mene.

Det kommer dog næppe til at ændre grundlæggende i fortællingen om de store byers fremmarch.

debat@altinget.dk