Alternativet: Budgetloven blokerer grøn omstilling

DEBAT: Budgetloven giver Finansministeriet for stor magt på bekostning af anden faglig indsigt. Det betyder, at hensyn til mennesker, klima og miljø nedprioriteres i kommuner og regioner, skriver Josephine Fock (ALT).

Af Josephine Fock (ALT)
Finansordfører

Budgetloven lægger hindringer i vejen for den helt nødvendige grønne omstilling. Det bør en revision gøre op med.

Danmark står over for en radikal omlægning af vores samfund, hvis vi skal yde vores til at undgå en klimakrise – noget, der i mine øjne er en bunden opgave. For at gennemføre den omstilling er det helt afgørende, at den offentlige budgetstyring understøtter langsigtede dispositioner.

Kommuner, regioner og de statslige institutioner skal sættes fri fra snævre etårige budgetrammer, som den eksisterende budgetlov skaber, og der skal indføres flerårige budgetrammer. Samtidig skal Finansministeriet magt balanceres til fordel for de øvrige ministeriers faglighed, ikke mindst på det grønne område, hvor det er helt afgørende, at ressourcerne investeres på et fagligt fundament og på en omkostningseffektiv måde, for at vi kan løse klimakrisen.

Nytænkning af Finansministeriets rolle
Med Alternativets regeringsprogram lægger vi op til en nytænkning af Finansministeriets rolle, hvor et grønt superministerium – Ministeriet for grøn omstilling – overtager Finansministeriets rammesættende ansvar. Derudover vil vi arbejde med en langt mere helhedsorienteret tilgang til økonomi, så den økonomiske bundlinje aldrig får lov at stå alene, men suppleres af to andre bundlinjer; en social og en miljømæssig.

Hensynet til mennesker, klima og miljø må aldrig prioriteres lavere end hensynet til økonomi. Vores mål er et balancesamfund frem for et konkurrencesamfund. Skulle vi få regeringsmagten efter et valg, ville hele det økonomiske verdensbillede og de ”sandheder”, som vi i mange år mere eller mindre har taget for givet i Finansministeriet, i dén grad blive udfordret. Men indtil det sker, skal vi selvfølgelig starte et sted, og der er en revision af budgetloven et vigtigt skridt.

Overforsigtig i starten, rundhåndet til sidst
Vi skal hurtigst muligt bevæge os væk fra kortsigtet tænkning og central styring.

Budgetloven er blevet et magtfuldt redskab for Finansministeriet, som udstikker rammerne for de enkelte ministerområder. Når kommuner, regioner og ministerier er begrænsede af etårige rammer, skaber det et incitament til at bruge hele årets ramme, men lige præcis uden at overskride den.

Resultatet er, at man er overforsigtige i starten af året i frygt for at overtræde rammen, mens styringen bliver rundhåndet i den sidste del af året. Det skaber selvsagt en meget uhensigtsmæssig økonomistyring, hvor kriterierne for investeringer bliver, at der skal være hurtigt afløb for pengene i stedet for kvalitet, omkostningseffektivitet og politisk prioritering.

Budgetloven har betydet en svækkelse af fagministerierne og deres faglige indsigt – og i sidste ende muligheden for at hæve blikket og træffe de beslutninger, der er så afgørende for, at vi kan få en fremtid i balance – og ikke i konkurrence – med natur og mennesker.

Forrige artikel Opråb fra KL-formænd til Christiansborg: Tag nu fat på diskussionen om finansieringen af fremtidens velfærd Opråb fra KL-formænd til Christiansborg: Tag nu fat på diskussionen om finansieringen af fremtidens velfærd Næste artikel Dansk Byggeri: Affaldsregler skal ikke fortolkes kommunalt Dansk Byggeri: Affaldsregler skal ikke fortolkes kommunalt