Steen Gade: Løkke-regeringens aflysning af 2020-klimamålet skal ikke ske igen

Klimaindsatsen skal femdobles, er det klare budskab i FN-rapporten om "CO₂-kløften" mellem mål og reel indsats. Rapporten blev offentliggjort samme uge som klimaminister Dan Jørgensens (S) indlæg i Altinget om regeringens pejlemærker i klimalovsforhandlingerne.

Det blev en lidt speciel og dramatisk timing til ministerens sproglige dans om begrebet "bindende" i forbindelse med 70-procents målet i den kommende klimalov. Han arbejder "grundlæggende for", at loven bliver "så bindende", at ingen regering kan kassere 70-procents målsætningen "efter forgodtbefindende".

Man kan ikke binde fremtidige flertal, skriver han, men en række værktøjer kan dog tages i brug, "som ikke blot kan afskaffes med et snuptag". Sproget afslører, at modstanden i systemet mod reelt bindende mål er stort.

Så efter denne sproglige rundtur må det være på sin plads at spørge, hvor bindende ordet "bindende" skal forstås? Jeg spørger, fordi vi stod i akkurat samme diskussion, da den nuværende klimalov blev forhandlet. Dengang med en overflod af – for mig meget sære – juridiske argumenter.

Dengang mente Justitsministeriet, at man hverken kan binde fremtidige regeringer på målsætninger (dengang 40 procent i 2020), og heller ikke pålægge fremtidige regeringer at udarbejde femårige klimamålsætninger. Ikke meget er tilsyneladende ændret, hvis ministerens dans udenom skal forstås.

I den nuværende klimalov førte det blandt andet til, at målet om 40 procent CO₂-reduktion inden 2020 blev flyttet over i bemærkningerne, der gjorde det alt for let for Løkke-regeringen at fjerne målet som noget af det første, da den trådte til efter valget i 2015.

Denne meget dårlige erfaring tilsiger altså, at det er afgørende, hvordan "bindende" formuleres, hvis det reelt skal være bindende.

Men egentlig er det hele mærkeligt. Der er nemlig ingen slinger i valsen, når det er noget, vi vedtager i fællesskab i EU. Et meget tydeligt eksempel er vandrammedirektivet. Det trådte i kraft i år 2000 og kræver god økologisk tilstand i alle vore vandløb, søer og nære havområder i 2027. Noget, alle regeringer siden er bundet af.

Det samme gælder utallige love og bestemmelser, der er vedtaget i EU. Det gælder også reguleringer, som for eksempel budgetloven. Det skyldes, at Danmark har tilsluttet sig finanspagten, skrev Justitsministeriet i 2013.

Men når det gælder klima og 70 procent, er det åbenbart ikke nok at henvise til Paris-aftalen? Og det betyder åbenbart slet ikke noget, at alle advarselslamper blinker.

Som borgere og som underskrivere af borgerforslaget om "Klimalov nu" med krav om bindende mål har vi tilsyneladende kun EU at støtte os til, hvis det står til Justitsministeriet? Man må spørge, om det virkelig fortsat skal være sådan?

Godt nok har vi ikke en domstol, ligesom vi har i EU-samarbejdet, men hvis det nu står helt klart (uden uld) i lovteksten – og ikke i bemærkningerne og ikke med alle mulige andre argumenter klistret på – vil en regering, der ikke følger målet, i det mindste skulle foreslå at ophæve hele loven og ikke bare køre videre, som om intet er hændt.

Desuden vil partierne kunne forsøge sig med en flerpartiaftale om at fastholde 70-procents målsætningen hele vejen frem. Underskrevet af alle de partier, der vil forpligte sig. Det vil være et ikke-juridisk instrument, så Justitsministeriet vil ikke kunne blokere.

Til gengæld har vi enormt gode erfaringer med en sådan aftale som en integreret del i en politisk beslutning, og hvor der er et folkeligt pres. Nemlig den måske længst varende politiske aftale nogensinde: Syvpartiaftalen fra det nationale kompromis i 1992 om, at vores EU-forbehold kun kan ophæves gennem en folkeafstemning. Den aftale overholdes jo stadig.

Dan Jørgensen står fast på de 70 procent, og hans bemærkning om ønsket om opbakning fra et bredt flertal er rigtig, men denne gang skal "bindende" blive reelt bindende.

Det kræver, at der ikke danses rundt om begrebet – det har vi prøvet – men at der skabes klarhed. På den ene eller anden måde. FN-meldingen om en femdobling af indsatsen kommer ikke af sig selv.

-----

Steen Gade (f. 1945) er tidligere folketingsmedlem for SF. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.