Desværre har vi ingen klimaminister. Aagaard er ligeglad

Alarmklokkerne bimler og bamler:

Juli i år var den varmeste måned, der nogensinde er målt på kloden. Nogensinde! Alle, der har sat sig ind i sagerne, ved, at drømmen om, at den globale temperaturstigning kan holdes på halvanden grad, er en illusion. Det bliver meget værre.

Og bare for at holde os til alvoren: FN’s generalsekretær advarer mod et klimakollaps. Et kollaps, for pokker. Ny forskning fra to danske professorer er gået kloden rundt, fordi de vurderer, at havstrømmene er ved at bryde sammen, hvilket vil fremskynde kollapset.

Vi står i dag over for to kolossale kriser:

Den akutte krise: Ruslands invasion af Ukraine. Den eksistentielle krise: drivhusgassernes opvarmning af jorden. I den første kan vi sætte ansigt på fjenden: Vladimir Putin. I den anden er fjenden den, du og jeg kigger på i spejlet: Dig og mig.

Den første krise er regeringen parat til at bruge uanede af resurser på. Tak. Den anden virker det efterhånden, som om regeringstoppen prøver at løse med skåltaler og venstre hånd. Ingen, absolut, ingen tak for det. Alt taler ellers for action nu-og-her:

Det er menneskets afbrændinger af fossile brændstoffer, som skaber den globale opvarmning. Den CO2, der udledes, når vi brænder gas, kul og olie af, sander så at sige atmosfæren til, så solens varmestråler ikke slipper ud. Derfor bliver der stadig varmere. 

{{toplink}}

De, der naivt håber på, at temperaturstigninger foregår i et lineært tempo, så vi kan følge med via tilpasninger, tager fejl. Forskere i fysik, matematik, geologi med mere viser igen og igen, at vi står over for pludselige og fatale skift – tipping points. Eller point of no return.

Så hvad gør vores SVM-regering – altså den, der blev sat i verden med det selverklærede løfte om at have modet til at løse vores største kriser?

Tja, det ærlige svar er, at den ikke gør en dyt.

Den progressive klimakurs, som blev ført under S-mindretalsregeringen, skyldtes især to forhold:

For det første, at det parlamentariske grundlag (Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre) pressede regeringen i den rigtige retning. 70 procent-målet var rød-grøn politik i reneste form. Uden Uffe Elbæk (ALT), Pia Olsen Dyhr (SF), Martin Lidegaard (RV) og Pernille Skipper (EL) var det aldrig sket.

For det andet, at Dan Jørgensen (S) var klimaminister, idet hans fokus på og forståelse for klimaforandringerne er åbenlyse. Jørgensen, som har kæmpet for klimaet i årtier, var rette mand på rette sted. En progressiv socialdemokrat, som kunne flytte politikken.

Men med SVM-regeringen gik gassen (undskyld udtrykket) af ballonen. Vi ved, at Lars Løkke Rasmussen (M) og Jacob Ellemann-Jensen (V) historisk ikke går meget op i klima. Se bare på VLAK-regeringens sørgelige klimapolitik, som kun var skåltaler, aldrig handling. Et miskmask af rødt og blåt farver alt gråt.

I dag er både de progressive partier til venstre for regeringen og den stærke klimaminister skubbet ud i kulden. Landbrugets lobbyister er til gengæld inde i varmen. Og, ja, klimaministeriet er nu styret af en lobbyist, vi plejede at kende som, ja, Kul-Lars.

Når jeg ser på den såkaldte klimaminister, Moderaternes Lars Aagaard, så kommer jeg unægtelig til at tænke på det gamle Storm P-citat: ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.” Aagaard er symbolet på en bureaukrat. Siger mange ord. Handler aldrig. Ligeglad.

Aagaard blev hentet ind i regeringen i sidste øjeblik af Lars Løkke Rasmussen, da De Radikale (desværre) afviste at gå med. En popularitetsmåling i Altinget viser, at kun få ved, hvem han er, og derfor er også kun få, der er positivt eller negativt stemt for ham.

Men Aagaard er – trods alt – minister for klimaet, som er vor tids eksistentielle krise. Derfor er det diskvalificerende, at det eneste, han synes at gøre, er at sætte alting på pause, og fuldkommen opgive at udvise lederskab i klimakampen.

Lige før sommerferien udleverede Aagaard sig selv, da han i P1 Morgen faktisk sagde følgende:

”Klima er ikke det eneste problem, der skal håndteres.”

Jo, for en klimaminister er det faktisk ikke bare hovedopgaven, men selve missionen. Han tilføjede:

”Vi skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig i.”

Et udsagn, der er så barokt, at det næsten gør ondt. Dels bakker næsten alle danskere op om en progressiv klimapolitik. Dels har regeringen i andre tilfælde set stort på folkelig opbakning, tænk bare på Store Bededag. Dels er det ikke lederskab at vente på enighed.

”Jeg vil også gerne have, at vi kan diskutere nogle af de svære balancer,” sagde han forleden i Avisen Danmark.

Mens Aagaard beder os alle sammen om at slappe af – ’træk lige vejret’, ’tænke i balancer' – så er klimaet ved at kollapse. Alle, som er ved deres fulde fem, burde være dybt optaget af at gøre noget ved klimaet. Ikke i morgen, men i dag. Vil nogen, please, vække ministeren.