Alternativet: Vi må ikke ofre Amager Fælled på bekvemmelighedens alter

Vores frygt er, at hvis alene Kalvebod Fælled får status som naturnationalpark, så vil det nemt kunne misbruges til at bygge endnu mere på Amager Fælled, skriver Troels Christian Jakobsen.

En ny naturnationalpark bestående af Kalvebod Fælled må ikke blive carte blanche for at bedrive rovdrift på resten af hovedstadens natur. Vi har det med at lave symbolske afladshandlinger i forhold til naturen, men alligevel ofre den – det billige skidt – når det kommer til stykket.

Vi så hvor nemt det skete for de ellers selverklærede grønne partier, SF, Radikale og Socialdemokratiet, da en vigtig del af Amager Fælled blev ofret til byggeri for at skaffe penge til at afvikle metro-gælden.

Hvorfor er det værd med en debat om at gøre Kalvebod Brygge til en naturnationalpark? Lige nu er det et Natura 2000 område, der også nyder en beskyttelse som natur. En nationalpark har et højere niveau af beskyttelse. Det alene kunne være grund nok.

{{toplink}}

Ole Birk Olesen har på Altinget gjort rede for en række gode naturhensyn som grunde til at gøre området til naturnationalpark, og Cille Hald Egholm har også givet en række grunde til, at området er værd at bevare som Natura 2000 område. Begge indlæg har deres merit. Her kommer Alternativets perspektiv.

En dyr fornøjelse

Den nylige flerårige budgetaftale mellem Lynetteholmpartierne viser med al tydelighed, at megaprojektet Lynetteholm er blevet styrende for Københavns udvikling. Et så kæmpe projekt set i relation til resten af byen må i sagens natur blive styrende.

Meget er på spil, og mange af byens ressourcer bliver bundet af projektet. Hvis noget går alvorligt galt, så er det også et projekt, der er ‘too big to fail’, hvilket betyder, at Lynetteholmpartierne vil blive ved med at smide ressourcer efter det.

Det kan blive en dyr fornøjelse. Både i kroner og øre, men så sandelig også for naturen i og omkring København.

Det er en fortsættelse af den byudvikling, hvor stor gæld til infrastruktur skal finansieres ved dyrt boligbyggeri. Et spil, hvor naturen altid ender med at være det billige skidt, man ikke tager hensyn til, når gælden skal nedbringes.

Det har vi allerede set i et mindre omfang med Amager Fælled, hvor Lynetteholmpartierne ofrede et pænt stykke af fælleden og en fremtidig belastning af resten af fælleden fra beboerne i de 2.000 boliger, som får fælleden som deres umiddelbare baghave.

Derfor er det vigtigste spørgsmål for Alternativet, hvordan vi skaber den stærkeste beskyttelse af naturområder, så de ikke ender som det billige skidt, der nemt kan inddrages, når det lige er bekvemt i forhold til at få et regnskab til at gå op. For dette har igennem moderne tid været vores gentagne syndefald.

Vi har ofret naturen hver eneste gang, nødvendigheden eller bekvemmeligheden krævede det. Og det sker igen og igen, at beskyttede naturområder affredes, når der skal laves motorveje og andre byggerier, som vi lige nu i det korte perspektiv synes er vigtige.

Umiddelbart tyder det på, at en naturnationalpark vil give Kalvebod Fælled den stærkeste beskyttelse, men Natura 2000 områder kan nemmere afklassificeres.

Ligesom Dansk Naturfredningsforening også argumenterer for her på Altinget, mener Alternativet også, at naturnationalparken bør medtage Amager Fælled.

Vi kender dynamikken omkring den gældsdrevne byudvikling, og vores frygt er, at hvis alene Kalvebod Fælled får den status, så vil det nemt kunne misbruges til at bygge endnu mere på Amager Fælled, hvis først Fælledby bliver bygget færdigt – så vil argumentet være, at skaden er sket på Amager Fælled, og nu har man jo Kalvebod Fælled i stedet.

Hvad er alternativet? Det er både at skabe den stærkest mulige beskyttelse af naturen, men så sandelig især at få stoppet den gældsdrevne byudvikling, som alt for nemt sælger naturen som noget billigt skidt.

Forrige artikel S til EL: Dobbeltmoralen gennemsyrer jeres angreb på Rådhusets brede flertal S til EL: Dobbeltmoralen gennemsyrer jeres angreb på Rådhusets brede flertal Næste artikel EL-medlem: Er der overhovedet behov for Lynetteholmen? EL-medlem: Er der overhovedet behov for Lynetteholmen?