S i EU: Arktis er fortsat en storpolitisk linedans

Arktis er en ombejlet region, og nu har EU kastet flere kræfter ind i kurtiseringen ved at melde ud, at man vil åbne et kontor i Nuuk. Interessen er ikke uden grund.

Råstoffer, handelsruter og strategisk, sikkerhedspolitisk placering gør det arktiske område interessant for alt fra verdens stormagter, der håber området kan give en forlomme i den globale dominans, til mindre nationer, der af åbenlyse geografiske grunde har en interesse i områdets udvikling. Midt i det hele står Grønland og dermed Rigsfællesskabet og Danmark.

EU-Kommissionen forklarer sin interesse i Arktis med klimaforandringerne, der får det arktiske område til at opvarmes tre gange hurtigere end resten af kloden, og med behovet for fortsat lavspænding i et konstant mere anspændt internationalt politisk klima.

Den Europæiske Union har uden tvivl en vigtig rolle at spille, når det gælder bekæmpelsen af klimaforandringerne på globalt plan – også i Arktis. Ikke mindst og ikke kun fordi EU’s drivhusgasudledning påvirker det arktiske område og klimaforandringerne i det arktiske område tilsvarende påvirker det samlede, globale økosystem.

USA spiller naturlig rolle i Arktis

Men EU’s vigtige rolle skyldes også, at det netop er i mødet med grænseoverskridende problemer, at det europæiske samarbejdes grænseoverskridende løsninger bliver allerbedst. EU skal være en globalleder, når det kommer til at løse klimakrisen. Men om det ligefrem kræver et kontor i Nuuk at have fokus på klimaforandringernes ødelæggende konsekvenser i Arktis, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved.

Kontoret i Nuuk skal nok nærmere ses i lyset af, at EU-Kommissionens øgede interesse i Arktis også er et led i planen om at skabe mere europæisk, strategisk autonomi. Man vil ikke længere lade USA, Nato eller de få EU-lande, herunder Danmark, repræsentere EU’s interesser i Arktis alene.

Som jeg har slået fast i tidligere indlæg til Altinget, kan Danmarks - og Rigsfælleskabets - interesser ikke alene varetages af EU. Danmark er medlem af NATO og vi er tæt allieret med USA. Derfor spiller både USA og NATO også en naturlig rolle i Arktis.

Den europæiske skuffelse over USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan og den franske skuffelse over den amerikanske ubådsaftale med Australien må ikke åbne døren for øget russisk eller kinesisk pres på Arktis. Når vi vælger vores venner i det internationale diplomati, skal venskabet bygge på et værdifælleskab.

Både EU og Rigsfælleskabet har mere tilfælles med USA, end vi har med Kina og Rusland. Vi skal gøre, hvad vi kan for at styrke det regelbaserede samarbejde.

Øget interesse skal ske i tæt dialog

Vi ser en øget russisk aktivitet i Arktis og en markant øget kinesisk interesse. Derfor skal vi selvfølgelig fortsætte vores tætte samarbejde internt i Rigsfælleskabet for lavspænding i området, samtidig med at vi styrker vores forsvar mod cyberangreb og -spionage.

{{toplink}}

Her kan et tættere samarbejde med EU give god mening for at sikre kritisk infrastruktur i Grønland. Jeg håber, at EU’s formaliserede tilstedeværelse i Grønland kan føre til et positivt øget fokus på regionen, både når det gælder økonomisk EU-støtte og opbakning til den grønne omstilling.

Men jeg håber også, at EU’s øgede strategiske interesse i Grønland bliver i fortsat tæt dialog med Rigsfælleskabet, USA og Nato.

debat@altinget.dk