Søren Espersen: Vesten må ikke efterlade et magttomrum til Kina i Arktis

Magttomrum bliver fyldt ud af opportunistiske magter. På samme måde vil kineserne også kun få foden indenfor, hvis vi efterlader et tomrum til dem, skriver udenrigsordfører Søren Espersen.

Af Søren Espersen (DF)
Udenrigsordfører

Kina presser sig på i Arktis og overfor Rigsfællesskabet. Det er en tendens, vi har set tage til i styrke i løbet af det seneste årti, og som desværre er aktualiseret af de kinesiske bestræbelser på at få adgang til grønlandske råstoffer og infrastruktur.

Kinesernes ageren skal ses i lyset af den generelle geopolitiske tendens, hvor Kina forsøger at gøre sin magt gældende langt ud over, hvad der med nogen rimelighed kan betegnes som inden for en legitim kinesisk interessesfære.

Den tendens ser vi mange steder i verden, hvor kineserne opkøber infrastruktur, igangsætter råstofprojekter i blandt andet Afrika og Asien og lægger pres på nationale regeringer for at føre en pro-kinesisk politik.

Vi ser desværre også det kinesiske pres på vores breddegrader i Rigsfællesskabet. Tænk eksempelvis på den helt utilstedelige kinesiske ageren i forhold til Danmarks holdning i spørgsmålet om Tibet og kinesiske reaktioner på officielle møder mellem danske og tibetanske repræsentanter. Vi ser også kineserne presse sig på i Arktis med en stigende interesse for infrastruktur og grønlandske råstofprojekter.

Men med kinesisk indflydelse kommer også kinesisk pression, som vi har set i andre dele af verden. Der er som bekendt langt mellem de gratis frokoster i international politik.

Nato skal konsekvent afvise Kina

Kinesisk indflydelse i Arktis og Rigsfællesskabet er dog ikke en given ting. Det kommunistiske Kina får kun lov til at udbrede sine fangarme der, hvor vi giver dem plads.

Magttomrum får ikke lov til at være tomrum særlig længe. De bliver fyldt ud af opportunistiske magter. På samme måde vil kineserne også kun få foden indenfor, hvis vi efterlader et tomrum til dem. Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi – sammen med vores Nato-allierede, herunder særligt USA – er stærkt militært stede i Det Høje Nord og konsekvent afviser kineserne, når de forsøger at mase sig ind i eksempelvis råstofprojekter og udbud af kritisk infrastruktur.

Der er i det hele taget behov for at udvise den største forsigtighed overfor enhver form for kinesisk tilstedeværelse, som desværre ofte viser sig at være et brohoved for kinesisk indflydelse. Det værende sig kinesiske studerende på universiteter, kinesiske forskere, kinesiske venskabsbyer og de utallige andre måder, hvorpå kineserne forsøger at udøve kulturel påvirkning.

Oprust militært og kulturelt i Arktis

Derfor var det også helt forkert, at Danmark var med til at tildele Kina observatørstatus i Arktisk Råd tilbage i 2013 og den generelle leflen for kinesiske interesser og følelser, som vi eksempelvis så det myndighedernes behandling af demonstranter under de kinesiske statsbesøg i 2012-2014, som fortsat er ved at blive oprullet af Tibetkommissionen. 

Der er i stedet behov for at sætte foden ned overfor kineserne og opruste vores egen tilstedeværelse i Arktis – militært såvel som kulturelt. Det vil sige flere danske militære enheder i Arktis til vands og i luften og en aktiv indsats for at promovere Rigsfællesskabet og Rigsfællesskabets sammenhold i Arktis.

Den militære tilstedeværelse skal i øvrigt være i fortsat tæt samarbejde med vores gode amerikanske allierede, som ligeledes har en interesse i, at kineserne holdes ude. Vi har set mange sørgelige eksempler på rundt omkring i verden, hvad der sker de steder, hvor kineserne får magt, som de har agt. Vi må sikre os, at det ikke også bliver tilfældet i Arktis.

{{toplink}}

Forrige artikel Eva Flyvholm: Stormagtskonflikter skal ikke farve udviklingen i Arktis Eva Flyvholm: Stormagtskonflikter skal ikke farve udviklingen i Arktis Næste artikel Videnscenter: Ny aftale skal hjælpe PTSD-ramte veteraner tilbage til hverdagen Videnscenter: Ny aftale skal hjælpe PTSD-ramte veteraner tilbage til hverdagen