Direktør: Vi skal skabe demokratiske alternativer til Kinas presdiplomati i Arktis

Kineserne kommer, har vi hørt i en del år omkring Grønland og Arktis. Men hvis vi dermed tænker på gigantiske projekter i minedrift på Grønland, så har de ikke materialiseret sig endnu. Men den fremtid skal vi forberede os ordentligt på. Samt på at Kina – ret ubegrundet geografisk set – nu titulerer sig en nær-arktisk stat og vil spille en større rolle. 

Grønland har længe gerne ville have investeringer i fremtidig minedrift. Der findes både uran og de såkaldte sjældne jordarter i et stort omfang, som er grundmaterialer til vores teknologiske produkter. Den nye grønlandske regering har valgt at stoppe udvinding af uran, men er fortsat åben for andre mineprojekter – også med kinesiske investorer. 

Til gengæld har regeringen i København i stigende omfang set sig skeptisk på kinesiske investeringer, selvom at et kinesisk firma, Shenge, har 11 procent andel af Greenland Minerals Limited (GML), som er ansvarlig for Kvanefjeld projektet i Grønland.

I 2018 skred den danske regering ind og tilbød offentlig finansiering til udbygning af grønlandske lufthavne. Alternativet var et kinesisk firma. Og da den daværende amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, var i Danmark over sommeren i 2020, var hans klare budskab, at Kongeriget skulle afholde sig fra kinesiske investeringer på Grønland. 

Men samtidig må man anerkende, at den grønlandske regering har et helt legitimt ønske om at udvikle deres økonomi. I stedet for kun at bruge energien på at blokere for mulige kinesiske investeringer, bør energien bruges på at skabe alternative muligheder.

Derfor bør (kongeriget) Danmark, EU og USA samarbejde om at etablere investeringsalternativer fra demokratiske lande, så der kan komme minedrift på ordentlige vilkår og der ikke skabes unødig afhængighed af et autokratisk system.

Kinesiske bøllemetoder er kun blevet værre

Fra EU’s side passer det også ind i nye prioriteter med fokus på forsyningskæder og råmaterialer. Eksempelvis er Grønland fornylig indtrådt i EU’s Raw Materials Alliance. USA burde også have samme interesse. Særligt efter pandemien, som har givet fornyet opmærksomhed på svagheder i forsyningskæderne. 

Kina kontrollerer og bearbejder størstedelen af klodens sjældne jordarter. Kinas næsten-monopol status blev i 2012 brugt som et politisk våben mod Japan, hvor Kina truede med at lukke for eksport af sjældne jordarter. Også på den måde ville en grønlandsk produktion være med til at give værdifulde alternativer for den demokratiske verden. 

Kina kalder sig en nær-arktisk stat, og Kina blev optaget i Arktisk Råd som observatør i 2013. I min optik var det en forkert beslutning, særligt fordi Kina på det tidspunkt havde lagt Norge på diplomatisk is. Hvorfor? Fordi den norske men selvstændige Nobel-komite havde givet Fredsprisen til den kinesiske systemmodstander Liu Xiaobo i 2010. Det var faktisk i modstrid med Arktisk Råds grundprincipper, som fordrer samarbejde og respekt mellem alle deltagende lande.

Den norske regering valgte dengang alligevel at lade Kina indtræde ud fra misforstået nordisk multilateralisme. Tankegangen var, at hvis man inddrog Kina, så ville de nok opføre sig bedre derpå. Det er jo så ikke tilfældet. I stedet er det gået den anden og værre vej.

LÆS OGSÅ: Ny debat: Hvordan skal Vesten tackle Kinas fremmarch i Arktis?

Arktis Råd skal genoverveje Kina som observatør

Kina bruger løbende afpresningsmetoder mod demokratiske lande. De seneste år har det været Sverige, som Kina har udsat for sine bøllemetoder. Det eskalerede med den kinesiske bortførelse af en svensk statsborger, Gui Minghai, og som efterfølgende blev tvunget til at blive kinesisk, så han røg udenfor svensk jurisdiktion og kunne straffes hårdt efter kinesisk lovgivning.

Svenske politikere, der siden har pippet det mindste om sagen, er blevet truet af Kina – særligt den kinesiske ambassadør i Stockholm. Også derfor har den kinesiske ambassadør sat ny rekord og er blevet indkaldt omkring 40 gange til påtale i det svenske udenrigsministerium.

Derfor bør medlemmerne af Arktisk Råd hellere tage op til overvejelse, om Kina kan være observatør, hvis ikke landet kan opføre sig ordentligt overfor de oprindelige medlemmer.  

Endelig er Kina også med til at underminere den internationale havret med potentielle negative konsekvenser for Arktis.

I det Sydkinesiske Hav anerkender Kina ikke den internationale havrets jurisdiktion. Ej heller de mindre nabolande som Vietnam og Filippinernes krav på samme rev- og øgrupper (kendt på engelsk som Spratly og Paracel-øerne). I 2016 faldt en dom herom. Den var startet af Filippinerne, men Kina nægtede at anerkende dommens gyldighed. 

Kinesisk presdiplomati udfordrer i Arktis

Hvad betyder det for Arktis? I området ved Nordpolen har Rusland og blandt andet Kongeriget Danmark også overlappende krav. Disse er indbragt til havretsvurdering og mægling, hvilket først forventes afgjort om nogle år. 

Men hvis Kina får mulighed for at tilsidesætte international ret og overtage det Sydkinesiske Hav, mon ikke det kan inspirere Rusland til at droppe den internationale retstilgang og i stedet også tage sagen i egen hånd – en slags mere håndfast tilgang, som landet allerede viste sig villig til i 2007, da de plantede deres flag undersøisk ved Nordpolen.

På kort formel er Kina i Arktis en udfordring for os. Vi skal vågne op til, at der må stilles demokratiske alternativer til kinesiske minedriftsinvesteringer i Grønland, og til at der skal stilles skarpt på, hvor og hvordan Kina er med til at underminere multilateralt samarbejde igennem dets trussels- og økonomiske presdiplomati til undergravningen af den internationale havret.

debat@altinget.dk