Lokal fiskeriforening: Et stykke af Bornholms identitet forsvinder

Af Thomas Thomsen
formand, Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening

Kunstmalere plejer at sige, at hvis man skal male noget fra Bornholm, og folk skal vide, det er Bornholm, så skal man male et røgeri. Det synes jeg, er et godt billede på, hvad fiskeriet har betydet for Bornholm.

Fiskeriet har altid været en del af Bornholm, og øen vil ikke være, hvad den er i dag, hvis ikke det var for fiskeriet. For fiskeriet har bidraget med vigtige arbejdspladser og udgjort grundlaget for de mange små havne, der i dag er med til at give Bornholm sin enestående charme og sjæl, der tiltrækker turister fra nær og fjern.

Desværre er det ikke sådan længere. Ganske vidst har vi stadig røgerierne. Men i dag ryger de ikke fisk, der er fanget på Bornholm. Det er en saga blot. Og det er en trist en af slagsen.

Lave kvoter og bøvlede regler

De bornholmske fiskere har dybest set befundet sig i den situation, fiskerne i den vestlige Østersø befinder sig i nu, de sidste tre år. For fiskerne har de sidste år skulle leve med en beskeden bifangstkvote.

Det har betydet, at fiskeriet er flyttet væk fra Bornholm. Nogle har været nødsaget til i perioder at være bosat i andre dele af landet langt fra deres familier for at holde fiskeriet i gang. Andre har måtte sige stop.

Vi har eksempelvis en lokal fisker, der fisker med kroge. Han er nødt til at ligge stille, selvom han har en lille torskekvote, han kan fange. For som reglerne er lige nu, må man ikke fiske målrettet efter torsk grundet bifangstreglerne. Og da man ikke kan fange fladfisk med kroge, er han tvunget til at indstille fiskeriet.

Det til trods for, han bedriver et fiskeri, som alle betegner som skånsomt. Det er trist. Og sådan går det til, at folk må kaste håndklædet i ringen. Endda til trods for, at de har en kvote at fange.

Derfor er der ingen tvivl om, der er brug for ophugning. For mange fiskere har brug for hjælp, hvis de skal ud af fiskeriet med skindet på næsen. Og det mener jeg, vi skylder dem. For de har fulgt eksperternes anbefalinger, og det er ikke deres skyld, det er kommet hertil.

Havmiljøet er blevet svigtet

Når det er gået så galt i Østersøen, som tilfældet er, så skyldes det, at havmiljøet er dårligt. Selvom vi de sidste mange år har reduceret fiskeriet, har det ikke været nok til at vende skuden. DTU skriver sådan her om situationen:

"Der er flere årsager til, at torsken ikke trives i Østersøen. Dårlige iltforhold på bunden er medvirkende til, at torsken mangler bunddyr til at spise. Der er heller ikke særlig mange brislinger i den sydlige del i Østersøen, hvor torsken færdes. Desuden er der mange gråsæler. De spiser torsk, men et endnu større problem er de mange parasitter torsken har, som kommer fra gråsælen".

Det dokumenterer, at problemerne i Østersøen stikker langt dybere end fiskeriet. Og det skal indsatsen for at genoprette havmiljøet afspejle. I dag lider 97 procent af Østersøen af iltsvind, og landene omkring Østersøen har det til fælles, at de ikke overholder forpligtende internationale aftale om at reducere forureningen af havmiljøet, som de har indgået.

Det kalder på selvransagelse. For det er et stort politisk svigt, at der ikke er blevet taget hånd om det her problem. Og det er altså naivt at tro, at vi kan løse problemerne gennem et enøjet fokus på at begrænse fiskeriet. Det duer ikke.

Hvis fiskeriet på Bornholm skal vende tilbage, og der igen skal være lokale fisk i de bornholmske rygeovne, så skal der gøres noget ved forureningen. Det er uomtvisteligt. Det gælder i Danmark. Og i endnu højere grad i de øvrige lande omkring Østersøen, hvor Polen, Sverige og Rusland tegner sig for de største udledninger.

Dernæst er der heller ingen vej uden om, at der skal gøres noget ved sælerne. Det er så godt som umuligt at fiske med garn fra Bornholm. For sælerne ødelægger det. Enten æder de torsken eller smitter torsken med leverorm. Og så bliver det altså umuligt at få genoprettet bestanden.

debat@altinget.dk