Danmarks Fiskeriforening: Trawlforbud går ud over alle danske fiskere. Og det er ikke deres skyld

"Et totalt forbud mod bundtrawling forventes dermed ikke at øge biodiversiteten af fisk, havpattedyr og fugle med mindre det suppleres med restriktioner på brugen af andre redskaber".

Sådan skrev landets fremmeste eksperter i havmiljø til Folketinget sidste forår.

Alligevel er vi nu endt med, at et flertal i Folketinget har forbudt fiskeri med trawl i Lillebælt, Storebælt og Langelandsbæltet.

Det er jeg rigtig ærgerlig over. For det får store konsekvenser for mange af de små fiskerihavne, der er afhængige af trawlfiskeriet. Samtidig er et forbud mod trawl ikke den medicin, som havmiljøet kalder på.

Det er forurening fra land, der sætter havmiljøet under pres

Det siger meget om den her sag, at miljøminister Lea Wermelin under et samråd om havmiljøets ringe tilstand i Lillebælt ikke nævnte trawlfiskeriet med et eneste ord i sin samrådstale.

Hun slog derimod fast, at belastning med næringsstoffer er det altoverskyggende problem i Lillebælt såvel som i de øvrige danske kystvande.

Wermelin sagde direkte: "Den væsentligste presfaktor i forhold til danske kystvande er påvirkning med næringsstoffer – kvælstof og fosfor". Og det skal indsatsen for havmiljøet afspejle!

I dansk fiskeri er vi afhængige af et godt og et sundt havmiljø. Og vi er også afhængige af, at der skrues op for indsatsen for vores havmiljø. Vi vil også gerne gøre vores bidrag.

Vi har blandt andet foreslået at frede ti procent af vores farvande sammen med Danmarks Naturfredningsforening, ligesom vi de sidste mange år har fisket mindre og mindre for at beskytte vores bestande.

Men det er altså naivt at tro, at man redder havmiljøet ved at afvikle fiskeriet, når det, som Wermelin ganske klart siger, er et andet sted, skoen trykker.

Derfor opfordrer vi de danske politikere til en gang for alle at få gjort noget ved udledningerne fra land. Både her til lands. Men i den grad også i landene omkring Østersøen. Det er på høje tid. For virkeligheden er, at det ikke er fiskeriet, der sætter havmiljøet under pres. Det er forurening fra land.

Garnfiskerne taber også

Blandt de partier, der har bakket op om finanslovsaftalen, lader der til at være opfattelsen, at forbuddet mod trawl bliver en stor gevinst for landets garnfiskere.

Men det er ganske enkelt ikke rigtigt. For den virkelighed, garnfiskerne nu står i, er, at logistikken og infrastrukturen omkring de små havne kommer til at lukke.

Forklaringen er, at garnfiskerne ikke kan fange tilstrækkelige mængder fisk til at holde infrastrukturen i gang. Det bliver urentabelt, og det ender i en situation, hvor fiskerne må give op, fordi det ikke er muligt at afsætte fisken. Det bliver døden for de små havne.

Hvis man virkelig vil gøre noget godt for garnfiskeriet, bør man gøre noget ved de massive problemer med sæl og skarv.

Derfor opfordrer vi også til, at man nok en gang overvejer, om ikke tiden er inde til at regulere. For det bliver vanskeligt at genoprette torskebestanden, når sælerne både spiser og smitter torsken med leverorm, mens skarven spiser torskens yngel.

Ophugning er nødvendigt

Situationen i Østersøen er så alvorlig, at der er brug for ophugning. Det har vi længe råbt om.

Og det behov blev kun endnu mere akut, efter kvoten på torsk blev reduceret med 88 procent. Som samfund mener jeg, vi har en forpligtelse til at komme fiskerne til undsætning.

For den her situation er ikke deres skyld. De har år efter år fulgt de fiskekvoter, som politikerne har vedtaget på baggrund af de videnskabelige anbefalinger udarbejdet af det Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES).

Alligevel er det gået galt. Derfor skal fiskerne have hjælp. For nogle af dem har investeret millioner i fiskekvoter, som lige pludselig intet er værd, og de står tilbage med en kæmpe gæld, hvis ikke der gribes ind. Det nytter ikke noget.

Min sidste opfordring til politikerne er, at der er brug for en oplægningsordning til de fiskere, der stadig ser en fremtid i fiskeriet i Østersøen.

En sådan ordning skal give fiskerne mulighed for at indstille fiskeriet i en periode mod kompensation. Det kan eksempelvis være i de perioder, hvor det er svært at undgå bifangster af torsk. Derved kan man hjælpe fiskerne igennem en svær periode i håbet om, at fremtiden ser lysere ud for fiskeriet i Østersøen.

{{toplink}}

debat@altinget.dk