Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri: De gode hensigter smuldrer væk i embedsværket

For os der lever af at fiske i Østersøen, er krisen blevet en normaltilstand. Kvoterne på torsk er markant reduceret, og der er gennemført en lang række tiltag, som skal forsøge at begrænse fiskeriets påvirkning af fiskebestandene. I år var reduktionen af torskekvoten på hele 88 procent i den vestlige Østersø.

Bevæggrunden for denne omfattende reduktion er en klar anbefaling fra biologerne i det europæiske havforskningsråd ICES, som i mange år har påpeget at dødeligheden for torsk i Østersøen er alt for høj.

En torsk kan dø af mange forskellige årsager – naturlige såvel som unaturlige. Den kan blive spist af en anden fisk, fugl eller sæl, dø af kemisk forurening eller iltsvind som konsekvens af udledninger fra landbrug og rensningsanlæg.

Den kan få sine ynglepladser ødelagt af sandsugning eller klapning af det miljøaffald som blot er én af de mange følgevirkninger, når der bygges kunstige energiøer og havneudvidelser. Sidst men ikke mindst, kan torsken blive fanget af fisker som mig. Som erhvervsfisker har man selvfølgelig et ansvar.

Myndighederne bærer dog også sin del af ansvaret for den nuværende situation i Østersøen.

Pengene nåede aldrig frem

Den politiske linje har været soleklar i mange år – både fra europæisk og national side. Man ønsker et bæredygtigt fiskeri i ordets egentlige forstand. Udvikling af kystfiskeriet.

Det er helt centralt i vores fælles fiskeripolitik, og der blev afsat midler til dette siden reformen i 2002. Beklageligvis er det er kun gået den modsatte vej. Fartøjerne er kun blevet større og fiskekvoterne mindre.

Pengene nåede aldrig frem til kystfiskerne og afviklingen i de mindre havne er eskaleret lige siden. De gode politiske hensigter smuldrer simpelthen væk ned i embedsværket og den omstilling, som er så afgørende for både fisk og fiskere i fremtiden, bliver desværre ofte fanget i et net af uforståeligt bureaukrati, berøringsangst og frygten for at træde erhvervet over tæerne.

Af selvsamme grund står vi nu i en håbløs situation i Østersøen. Mange lokale fiskere er kommet i økonomisk klemme grundet den drastiske reduktion af kvoterne. Der er for mange fartøjer og for få fiskemuligheder. Derfor er det bydende nødvendigt med en igangsættelse af ophugningsordningen nu.

Museumsfiskeri

Kvoterne fra de fartøjer, som bliver ophugget for vores skattekroner, bør dog gå til dem, som forbliver i fiskeriet, så der ikke spekuleres i at leje dem ud. En midlertidig oplægningsordning er ligeledes helt nødvendig for at de tilbageværende fiskere kan komme igennem krisen.

På langt sigt rummer den seneste vedtagelse af Bælthavet som en trawlfri zone nemlig muligheder. Mange forskere påpeger, at biodiversiteten og fiskebestandene i Øresund har det langt bedre end i andre farvande, som følge af mindre bundpåvirkning og bifangst.

Nogle stemmer i erhvervet vil måske indvende, at økonomien ikke kan hænge sammen, hvis ikke der må trawles – og at det skånsomme kystfiskeri er et 'museumsfiskeri'.

Til det første kan man påpege, at det samlede, økonomiske worst-case-scenarie for indførslen af trawlforbuddet er et samlet tab på 7,5 millioner kroner. Dette blev fremlagt på seneste samråd. Beløbets undseelige størrelse taler tydeligt for at vi lader en politisk tvivl om de gunstige effekter komme torsken til gode – jo før, jo bedre. Sunde fiskebestande er forudsætningen for al fiskeri.

Omlægge tilbage

For at forstå argumentet om museumsfiskeri skal man vide, at trawlfiskeriet i mange kredse anses som den teknologiske videreudvikling af fiskeriet. Derfor opfattes et forslag om en omlægning til skånsomme redskaber, som ét stort tilbageslag.

Det er som at blive hevet ud af en 600-hestes mejetærsker og smidt om bag et muldyr igen. Det føles på ingen måder som fremtiden.

Men som vi har set i de økologiske landbrug kan der være sund fornuft og god forretning i at 'omlægge tilbage' til mindre miljøbelastende produktionsformer – kombineret med den teknologiske viden og de markedsmuligheder vi har i dag.

De mindre fartøjer med passive og semi-passive redskaber vil være lettere at elektrificere, da energiforbruget er langt lavere. De er dermed mindre sårbare overfor stigende energipriser, da de er mere fleksible, mere selektive og mindre miljøbelastende.

Derfor er det vigtigste at fremtiden i Østersøen, for både fisk og fiskere, skal findes i en udvikling af det skånsomme kystfiskeri. Det store potentiale vil på lang sigt ‘bære fisk’, hvis vi alle tør satse mere og hurtigere på den grønne omstilling i fiskeriet.

{{toplink}}

debat@altinget.dk