DI: Oprindelsesmærkning skal være frivillig

Svar på spørgsmål: Oprindelsesmærkning: Hvor skal vi hen efter hestekødsskandalen?

Af Gitte Hestehave og Mie Ole Lauritzen
Chefkonsulenter hos DI Fødevarer 

Lad os først rydde misforståelsen og mytedannelsen af vejen og slå fast: Oprindelsesmærkning har intet med hestekødsskandalen at gøre. Hestekødsskandalen var en svindelsag. Der var bevidst blandet hestekød i oksekød uden at oplyse om det. En klar overtrædelse af reglerne, som oprindelsesmærkning ikke kan forhindre.

Oprindelsesmærkning har altså intet med fødevaresikkerhed at gøre. Forbrugere over hele verden skal selvfølgelig kunne stole på den deklaration, der står på deres fødevarer. Det sikres bedst ved, at virksomhederne - som det er tilfældet nu - pålægges fuld sporbarhed for deres produkter. De kan kort sagt altid finde tilbage til den oprindelige råvareleverandør.

Oprindelsesmærkning er en oplysning til forbrugerne om, hvor maden kommer fra, så man som forbruger kan træffe et ønsket valg. Nogle forbrugere vil for eksempel gerne købe danske tomater og andre argentinske bøffer. Det har en værdi for dem at vide, hvor deres mad kommer fra. Derfor er der selvfølgelig også fødevarer, hvor fødevareproducenter frivilligt mærker med oprindelse, fordi det giver mening for deres forbrugere.

I EU's nye regler om forbrugerinformation er der lagt op til obligatorisk oprindelsesmærkning på flere fødevarer. Derfor bliver der udarbejdet en række analyser af de mulige konsekvenser.

Oprindelsesmærkning er penge spildt 
DI Fødevarer mener, at et krav om obligatorisk oprindelsesmærkning vil betyde store administrative byrder og unødvendige ekstra omkostninger for fødevarevirksomhederne.

Konkret betyder oprindelsesmærkning, at hver gang en virksomhed ændrer en råvares oprindelse, skal virksomheden ændre deres emballage. Fødevareproducenter er globale virksomheder, der indkøber råvarer over hele verden og sælger til hele verden. Derfor vil krav om oprindelsesmærkning skabe for store omkostninger. Men det giver heller ingen mening for forbrugerne, tværtimod vil det forvirre dem, hvis de produkter, som de er vant til at købe, konstant skifter emballage.

For fødevareproducenterne handler det om at levere den bedste kvalitet til prisen og producere gode fødevarer. Derfor har virksomhederne brug for fleksibilitet i deres indkøb, så de kan indkøbe den rigtige kvalitet til den rigtige pris eller købe råvarer i det land, hvor det er tilgængeligt.

En fødevarevirksomhed, der for eksempel fremstiller spegepølse, vil ofte anvende flere typer af kød, såsom oksekød, svinekød og spæk. Kravet om obligatorisk oprindelsesmærkning af kød anvendt som ingrediens vil kræve hyppige ændringer af emballagen, da råvarerne ikke altid købes samme sted.

Da hovedparten af kreaturslagterier i Europa er meget små, er det ikke muligt at købe hele råvaremængden til en dagsproduktion af spegepølser fra ét slagteri eller for den sags skyld fra ét land.

Obligatorisk oprindelsesmærkning vil derfor kræve omfattende løbende tilpasning af emballage og lange ingredienslister med landebetegnelser, der kan forvirre forbrugerne.

Kravet vil også betyde, at det ikke er muligt at bruge kød fra flere forskellige lande i den samme produktion. Det vil kraftigt sænke produktiviteten og øge madspild, fordi det tvinger virksomhederne til jævnligt at stoppe produktionen og rense hele anlægget for kød inden næste produktion. Det betyder i praksis, at virksomhederne er tvunget til flere gange om dagen at kassere fejlfrit kød for at kunne leve op til lovgivningen. Det vil øge prisen på det færdige produkt og forringe konkurrencekraften.

I sidste ende betyder oprindelsesmærkning for forbrugerne dyrere dagligvarer på grund af en mærkning, der ikke har noget med fødevaresikkerhed og kvalitet at gøre.

debat@altinget.dk