EUs Frølov er afgørende vigtig

DEBAT: EU-Kommissionens forslag er i det store hele godt, men den efterfølgende debat skabte stor forvirring. Vi har derfor brug for gode MEPere, som kan få en ambitiøs lovgivning i hus. Det skriver Thor Gunnar Kofoed fra L&F i debatten.

Svar på spørgsmål: Europa-Parlamentet har indtil videre forkastet Kommissionens forslag til en frøforordning. Men hvad skal vi egentlig med en ny forordning, og hvordan skal den se ud?

Af Thor Gunnar Kofoed
Formand for L&F Frøsektionen og Brancheudvalget for Frø

Vi har haft en frølov siden begyndelsen af tredserne, fordi man især ville beskytte køberne af frø og udsæd, så de var sikre på, at det, de købte, havde den omtalte kvalitet og kunne spire. Reglerne er blevet ændret flere gange siden da, og hver ændring har været begrundet i faglige dokumenterede forbedringer.

EU Kommissionen har sidste år fremsat et nyt meget bredt forslag, der også indeholder forskellige politiske ønsker, fordi et lille mindretal ønsker en cykelsti ved siden af motorvejen, til at opbygge et alternativt økologisk marked af sorter, hvor der ikke er dokumenteret nogen kvalitetssikkerhed, og det er som regel gamle sorter. Vi taler om cirka 1 procent af markedet på EU plan.

90 procent af Kommissionens forslag er stort set udmærket, og rigtig godt i forhold til hensigten med loven, at give forbrugeren af frøet en sikkerhed for kvaliteten, og det koster selvfølgelig noget at gennemføre alle de nødvendige kontroller.

Det store problem, der også har ført til EUPs afvisning af forslaget, er den politisk bestilte "cykelsti,  der uden trafikregler kører på kryds og tværs af motorvejen", altså de gamle sorter og det plantemateriale, der ikke kan godkendes som en sort og komme på liste.

Visse økologiske og naturorganisationer i EU ønsker ingen regler overhovedet. Andre ønskede færre regler, og så var der dem, der bare ville have arbejdsmuligheder inden for reglerne.

Der var en meget forvirret debat i Europaparlamentet (EUP) om forslaget, og rigtig mange større eller mindre lobbyorganisationer løb Europaparlamentsmedlemmerne (MEPerne) på dørene, og forvirringen blev ikke mindre.

Heldigvis var der nogle MEPere, der holdt hovedet koldt og forsøgte at gennemskue konsekvenserne.

Det førte for første gang til, at EUP afviste et så stort forslag fra Kommissionen, nemlig Frøloven. I løbet af sommeren vil Kommissionen og Rådet lave et revideret forslag, der kommer til behandling i EUP som noget at det første i den nye samling.

Derfor er det vigtigt, at vi vælger,nogle MEPere, der for det første har chance for en plads i landbrugsudvalget, og for det andet at de seriøst vil gå konstruktivt ind i løsningsforslag, der gavner alle, altså forbrugeren af frøet, og ikke den politiske populisme alene.

Resultatet skal blive, at de økologer med særlige ønsker får en mulighed for at producere det, de ønsker. På den anden side er det afgørende, at man ikke smadrer de markeds- og eksportmuligheder, som de langt over 95 procent af markedet ønsker!

Vi ønsker en stærk og tillidsfuld lovgivning, der sikrer, at de frø man køber, har den beskrevne kvalitet.

Samtidig ønsker vi, at de økologer, der har ønske om at producere noget, der ikke har nogen kontrolleret eller dokumenteret værdi, skal have lov til det i mindre mængder, hvis det er meget klart mærket, at der ikke er nogen sikkerhed for produktet, dog uden det ødelægger tilliden til det eksportmarked, vi andre arbejder i.

 

Læs Anders Borgens indlæg om samme emne

 

Forrige artikel Økologisk dyrkning af misforståelser Økologisk dyrkning af misforståelser Næste artikel Fiskerireform kriminaliserer hele erhvervet Fiskerireform kriminaliserer hele erhvervet