Økologisk dyrkning af misforståelser

Af Poul Vejby-Sørensen
Faglig konsulent ved Bæredygtigt Landbrug

Under overskriften, Bæredygtigt Landbrugs 10 misforståelser om økologi, replicerer Økologisk Landsforenings næstformænd, Mads Helms og Kim Qvist, på min artikel fra 10. april, De 10 mest udbredte misforståelser om økologisk landbrug.

At jeg skulle gøre mig skyldig i 10 misforståelser, er nu nok at tage munden for fuld. De to forfattere afslører i hvert fald ikke, at jeg har misforstået noget. De gentager derimod en del af de "mest udbredte misforståelser" og afslører dermed, at de ikke har læst min artikel særlig grundigt.

De to forfatteres beskyldninger om "retorisk dyrkning af det økologiske landbrug som et fjendebillede" og "korstog mod økologi" er helt hen i vejret. Jeg synes fortsat, at økologisk produktion er helt OK for dem, der ønsker det og vil betale for det. Men det kan ikke være en statsopgave at yde tilskud til en produktionsmetode, der ikke fører til sundere fødevarer, ikke fører til bedre miljø, men derimod giver større belastning med klimagasser, reducerer verdens naturarealer og ofte giver fødevarehygiejniske problemer grundet angreb af svampe og insekter. Jeg anser min påvisning af de 10 misforståelser som fuldstændig saglig.  

Jeg er enig med forfatterne i, at økologisk landbrug har mange udfordringer, hvoraf nogle deles med det konventionelle landbrug, mens andre er unikke for det økologiske dyrkningssystem.

Markedsvilkår – et økologisk fremmedord
Forfatterne foregiver at være i tvivl om, hvad der skal forstås ved "markedsvilkår" og eksemplificerer det med, at "økologer er meget markedsorienterede, fordi de lytter til, hvad forbrugerne vil have". Når de så bagefter skriver: "94 procent af forbrugerne ønsker køer på græs. Det får de fra økologer", så tror jeg gerne, at de to forfattere har svært ved at forstå, hvad begrebet "markedsvilkår" går ud på. Når kun 5-10 procent vil betale for økologi, er det jo ligegyldigt, hvad 94 procent udtaler! Hvis man spørger, vil ca. 100 procent have billigere fødevarer. Og hvis man spørger, om det er i orden, at økologiske høns og økologiske smågrise har større dødelighed end konventionelle, er svaret formentlig også nej! Sådan er der så meget omkring spørgeundersøgelser.

Forfatternes forestilling om, at "omkostninger forbundet med de økologiske landmænds ekstraarbejde for beskyttelse af vand og natur og bedre plads for dyr … indarbejdes i økovarernes priser", bygger jo på uholdbare forudsætninger, når det (som jeg allerede gjorde i artiklen) kan dokumenteres, at vand og natur absolut ikke beskyttes bedre, men derimod dårligere, og når dødeligheden blandt økologiske høns og smågrise de facto er større.

Forfatterne klager over, at økologerne ikke har endnu større beskyttelse i form af garantipriser og reducerede miljøafgifter. De påstår endvidere, at de "går ud og henter en merpris på markedet i konkurrence med konventionelle varer".

Ja vel – men med særlige tilskud til produktion, markedsføring og afsætning.

Forfatternes påstand om, at priserne på konventionelle produkter "skjuler udgifter eller sideffekter", og at "det koster tre-fem mio. kroner for hver vandboring, der lukkes og skal erstattes på grund af forurening", er ren propaganda. 

Påstanden om, at økologi fylder syv procent af landbruget, men kun tre procent af offentlige fødevareforskningsmidler, er simpelt hen misvisende: Økologi er stærkt overrepræsenteret i bevillingerne til forskning og rådgivning.

Forfatterne bevæger sig ud i en snurrig momsdiskussion og nogle beregninger af momsindtægter contra forskningsbevillinger, som overført på den konventionelle produktion, ville få deres synspunkter til at blegne totalt.

Endelig opfordrer forfatterne til en saglig debat om økologi og økologisk landbrug fremover. Se, den er jeg med på, hvis den bliver gensidig.

Diskussion af de 10 misforståelser
I det følgende kommenterer jeg på, hvad forfatterne har skrevet under de pågældende numre. Men da de har gentaget de mest almindelige misforståelser, er svarene i flere tilfælde allerede giver ret præcist i min oprindelige artikel.

1. 

På dette punkt opfatter jeg, at forfatterne stort set giver mig ret, selv om de har vanskeligheder med at udtrykke det.

2.

Forfatterne imødegår egentlig ikke mine synspunkter, men forklarer hvilke udfordringer velfungerende økologiske landbrug har med afbalancering af sædskifter, en- og flerårige afgrøder, vår- og vintersæd, kløvergræs, korn og ikke mindst efterafgrøder, der kan fastholde og opbygge kulstof og kvælstof i jorden.

Alt dette er både forståeligt og respektabelt. Men det ændrer ikke ved, at når der høstes, så er det økologiske udbytte væsentligt mindre end det konventionelle. Og den økologiske kulstofbinding er af samme grund væsentlig mindre end den konventionelle. Dette skyldes to ting: Den konventionelle produktion kan tildele gødningen på det optimale tidspunkt, når afgrødens behov er der (derved udvaskes også mindre). Og den konventionelle produktion kan tildele den nødvendige mængde gødning (undtagen når politikerne har forhindret det!). Herved bliver den konventionelle afgrøde både større og mere proteinrig, hvilket sparer proteinimport fra andre dele af verden.

Kun på et enkelt punkt angriber forfatterne min artikel med følgende bredside: ”Et par andre skudsmål går på, at økologers mekanisk ukrudtsbekæmpelse skader jordboende fugle og småvildt mere end kemisk ukrudtsbekæmpelse. At gentagne forskningsresultater har vist 30 procent højere biodiversitet på og omkring økologiske marker, og at også biodiversiteten i sprøjtefrie bræmmer i konventionelle marker vokser markant, synes at være gået PVS’ næse forbi”.

Nej, det er ikke gået min næse forbi, for det redegjorde jeg jo netop for i min artikel. Pointen er imidlertid, at den biodiversitet, der vindes ved økologiske marker med rigere fugleliv og mere ukrudt, så langt overgås at det tab af naturlige biotoper, som de mindre økologiske udbytter forårsager. (Læs min artikel).

3.

Her gentager forfatterne en af de ”udbredte misforståelser”, som jeg alllerede har kommenteret i min oprindelige artikel.

4.

Jeg tror, forfatterne har misforstået dette punkt. Jeg siger netop, at økologisk drift baseret på græsproduktion og drøvtyggere kan give højere kulstofindhold i jorden end konventionelt landbrug uden husdyr. Men jeg tilføjer, at med de samme afgrøder, vil økologisk drift føre til lavere kulstofindhold end konventionel drift på grund af mindre udbytter og dermed mindre tilførsel af organisk materiale til jordbunden. Og tilføjelsen er jo begrundet i, at økologerne netop argumenterer for færre husdyr. Derfor hænger den økologiske argumentation ikke sammen.

5. 

Forfatterne giver mig ret i, at økologien har et problem med klimagasserne, og jeg er enig med dem i, at det er en ”udfordring for økologien at hæve udbytterne og dermed producere mere pr. hektar med en fortsat lavere klimabelastning”.

6. 

Jeg må fastholde kendsgerningen, at økologiens restriktionerne mod at bruge kunstgødning og slam vil betyde, at økologisk drift i større skala vil medføre nettobortførsel af næringsstoffer fra jorden, som derved bliver mindre frugtbar.

7.

Forfatterne har svært ved at erkende, at de lavere økologiske udbytter betyder, at det økologiske arealbehov vil ødelægge naturlige biotoper, hvor biodiversiteten er større end i kulturlandskabet.

Som så ofte før i debatter om økologi køres diskussionen af sporet: Nu hedder det sig, ”at de økologiske forbrugere har et lavere kødforbrug”. Og at vi bare skal brødføde og ikke ”kødføde” en stigende verdensbefolkning”.

Ja men det er jo en helt anden diskussion. Selv om verden skulle opnå at spise mindre kød, kan vi stadig sikre større naturarealer ved at producere konventionelt med større udbytter. Det gælder simpelt hen om at opnå høje udbytter, hvis vi vil bevare flest mulige naturarealer.

Men hvem er det i øvrigt, der påtager sig at forklare en milliard kinesere, at de godt kan fortsætte med risskålen, selv om de nu ønsker del i bøfferne? Og hvordan vil det økologiske landbrug klare sig med mindre husdyrproduktion? Hvor skal næringsstofferne så komme fra?

Forfatterne fordrejer fuldstændigt situationen, når de påstår, at konventionelt dansk landbrug ”allerede i dag lægger beslag på et areal svarende til Sjællands størrelse i Sydamerika til dykning af gmo-soja til danske, konventionelle husdyr. Arealer, hvor der for en dels vedkommende før var regnskov”. 

Kendsgerningen er jo, at netop økologi og politisk fastsatte kvælstofrestriktioner er den væsentligste årsag til manglende foderproduktion og manglende proteinproduktion i Danmark.

8. 

Dette punkt er fuldstændig beskrevet i min oprindelige artikel. Økologiske dyrkningsmetoder er bedre end ”ingenting” i udviklingslandene, men kan ikke måle sig med moderne konventionelt landbrug.

9. 

Historien om, ”at Fødevarestyrelsens pesticidovervågning hvert år finder sprøjtegiftrester i 50 procent af konventionel frugt og grønt på danske butikshylder, og at de økologiske varer ud over at være fri for den slags, også er fri for 281 E-numre, farvestoffer, nitrit og andet madsminke”, hører til i propagandakategorien. For det første er der stort set ingen overskridelser af de fastsatte grænseværdier. For det andet er fundene hovedsagelig gjort i importerer frugt. For det tredje er detektionsgrænsen med moderne udstyr så lille, at stort set alt kan findes stort set alle steder – ind imellem også i økologiske produkter. For det fjerde har madsminke ikke noget med økologidiskussionen at gøre.

Hvad der kan være værre end pesticidrester, er svampetoksiner og insektker i maden som følge af manglende afgrødebehandling eller konservering.

10. 

Forfatterne er selv inde på, at et bæredygtigt fødevarevareforbrug forudsætter mere vegetabilsk og mindre animalsk mad. Dette fører til færre husdyr og som følge heraf også mindre husdyrgødning og slagteriaffald. Det er åbenlyst, at en sådan udvikling vil svække grundlaget for økologisk landbrug yderligere. Husdyr er nødvendige for sædskiftet i økologisk landbrug, og husdyrgødning, kødbenmel mv. er nødvendigt som økologisk gødning. Det økologiske produktionssystem kan ikke være bæredygtigt, når det er afhængigt af et husdyrhold, som økologerne ikke mener er bæredygtigt. Således deler økologien skæbne med mange ”ismer”: Den største trussel er dens egen udbredelse.

Konklusion
For at undgå flere beskyldninger vil jeg understrege:

Alle, der har lyst at forfølge den økologiske livsstil som producenter eller forbrugere eller på anden måde, bør efter min mening have lov til det. Vi lever jo i et delvist frit land.

Men hvis politikerne vil skabe incitamenter for skatteyderbetalte midler, er det et krav, at der er mere end livsstil i det!

Men de hårde kendsgerninger siger, at økologisk mad hverken er bedre eller sundere end tilsvarende konventionel mad. At økologi ikke er bedre for naturen, miljøet, klimaet eller for andet. Og slet ikke for økonomien.

Derfor er det direkte uansvarligt at poste samfundsmidler i en udvidelse af den økologiske produktion.

Kære politikere: Lad økologerne gøre hvad de vil, så længe de gør det for egne penge. Men hold os andre udenfor! Personligt vælger jeg efter forholdet mellem kvalitet og pris, uanset om det fører til økologisk eller konventionel mad.

 

 

debat@altinget.dk