Hvad skal CAP kunne i fremtiden?

DEBAT: Den fælles landbrugspolitik skal fjerne fokus fra direkte støtte til landmændene og i stedet målrettet støtte produktionen af fælles goder, skriver Ella Maria Bisschop-Larsen.

Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Den fælles landbrugspolitik, CAP, har siden grundlæggelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab været en af de helt centrale politikker i EU.

EU skal kræve noget for noget
Danmarks Naturfredningsforening (DN) ønsker, at sigtet bliver lagt radikalt om, så de mange milliarder euro i fremtiden bliver brugt til at støtte en mangfoldig natur og et rent miljø.

Vi ønsker at EU indfører et noget-for-noget princip for støtten til landbruget. Den fælles landbrugspolitik skal derfor i fremtiden skifte sin vægt fra direkte betalinger til landbruget til målrettet støtte til produktion af fælles goder.

To store udfordinger
Forhandlingerne om den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020, som EU-Kommissionen kom med sit udspil til i november 2010, står over for to store udfordringer.

Den ene udfordring er, at vi kommer ind i en stime af formandslande, som har vist sig at være ret reaktionære i forhold til forandringer af CAP. I 2011 er Ungarn og Polen formandslande. I foråret 2012 bliver det Danmarks tur. Rent tidsmæssigt er det meningen, at den nye CAP helst skal falde på plads under Danmarks formandskab. Derfor bliver det Danmark, som traditionelt har ligget i front, når det gælder reformer af CAP, som kommer til at trække det tunge læs.

Det fordrer, at den danske regering meget snart lægger sig helt fast på sin linje og arbejder for den. Når først vi er EU-formandsland, er det vores rolle at få enderne til at nå sammen, og det er meget sværere at fremføre vores egne synspunkter.

Nye medlemslande er en udfordring
Den anden udfordring er, at de nye medlemslande insisterer på at få en meget større bid af landbrugsstøtten, som ikke samlet bliver større. Det kan derfor føre til, at der er meget mindre til de fælles goder, som Kommissionen gør til en central del af sit udspil.

EU Kommissionen har meget klart meldt ud, at fælles goder som beskyttelse af drikkevand, biodiversitet, klimatilpasning og reduktion og klimagasser skal honoreres gennem den fælles landbrugspolitik.

Støtten skal målrettes fælles goder
DN ønsker at sikre, at reformen af CAP fra og med 2013 vil målrette størstedelen af støtten til fælles goder.

DN støtter derfor Kommissionens forslag om at lægge et loft over, hvor meget den enkelte landmand kan modtage i støtte. Det vil i sig selv frigøre en del midler, alt efter hvor loftet lægges, naturligvis. I stedet skal landmændene kunne gøre sig fortjent til at få udbetalt et større beløb pr. hektar ved at implementere miljøtiltag.

Det er uklart, om Kommissionen lægger op til et system med et, to eller flere niveauer over basisniveauet.

I DN foretrækker vi et system med flere niveauer, hvor det bliver muligt at honorere de landmænd, som gør den største indsats. Helt konkret vil vi foreslå, at økologisk jordbrug, som det er defineret gennem de fælles EU-regler, kommer til at ligge højest i tilskudshierarkiet.

Økologisk landbrug er vejen frem
Vi ønsker, at økologisk landbrug skal være målestokken for landbrugsproduktionen i fremtiden. Økologisk jordbrug kan allerede nu tilbyde løsninger på alle disse udfordringer eller har potentialet til det. Samtidig kan økologisk jordbrug opretholde en tilstrækkelig fødevareproduktion. Altså rigtig grøn vækst.

Økologien kan således opfylde de visioner, Kommissionen har til, hvad CAP skal kunne i fremtiden. Nemlig på en gang at producere fødevarer, at gøre det bæredygtigt både på det korte og det lange sigt og at skabe liv på landet.

I stedet for at adskille fødevareproduktion og miljøbeskyttelse er det vigtigt at få de to ting integreret. Det er det, som økologien kan, og det er det, DN vil foreslå, at den danske regering lægger afgørende vægt på i de kommende måneder. Det vil efter vores vurdering være den strategi, som bedst opfylder Kommissionens ambitioner.

Forrige artikel Et konkurrencedygtigt grønt landbrug Et konkurrencedygtigt grønt landbrug Næste artikel Vi må ikke falde for landbrugets dødskampretorik Vi må ikke falde for landbrugets dødskampretorik