Omfordeling af støtten: Hvad skal man dog mene?
DEBAT: EU ønsker ikke at afskaffe landbrugsstøtten helt. Derfor er en klog strategi nødvendigt for at undgå en renationalisering af landbrugsstøtten. Det mener Henrik Zobbe.
Direktør i Fødevareøkonomisk Institut, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Debatten om, hvordan EU's fælles landbrugspolitik skal se ud efter 2013, er i fuld gang. EU-Kommissionen har fremlagt deres overordnede synspunkter og principielle overvejelser. Det, der indtil nu har skabt mest debat i den danske presse, er ideen om omfordelingen af de afkoblede enkeltbetalinger mellem medlemslandene og mellem landmændene internt i medlemslandene.
Forslag markerer et paradigmeskifte
Adskillige journalister har spurgt mig om, hvordan jeg ser på dette. Svaret er ikke lige til. Kommissionens forslag markerer et paradigmeskifte. For at legitimere støtten er det Kommissionens håb, at den fremover skal gøres mere eller mindre betinget af, at landmændene fremover producerer offentlige goder.
Den nuværende støtte skal langt hen ad vejen ses som et produkt af en afviklingsstrategi, der blev lagt sidst i 1980'erne og politisk implementeret gennem MacSherry-reformen i 1992. Tankegangen følger det landbrugspolitiske reformspor, som OECD har lagt det teoretiske fundament til, og som er blevet politisk realiseret gennem først og fremmest Uruguay-aftalen under GATT og senere af WTO.
Aftrapning ikke EU-dagsordenen
Som et led i denne afviklingsstrategi har de seneste reformer af den fælles landbrugspolitik medført, at støtten til landmændene er afkoblet fra den aktuelle produktion og i stedet gjort betinget af landmændenes produktion i en historisk referenceperiode. Ideen var derefter en gradvis aftrapning af støtten, fordi det set fra samfundets og skatteborgernes side er vanskeligt at forsvare og forklare, at man skal blive ved med at støtte landmændenes indkomster generelt baseret på historisk produktion og derudover give ekstra stor støtte til udvalgte landmænd, alene fordi de engang har haft en stor produktion af eksempelvis oksekød.
En sådan generel aftrapning er imidlertid ikke på dagsordenen i EU. Kommissionen ser ud til at arbejde ud fra en præmis om, at støtten fremover skal forblive, og derfor argumenterer de for en model, hvor støtten under en eller anden form skal udbetales til landmændene som en slags betaling/kompensation for produktion af offentlige goder som eksempelvis naturforvaltning, miljøvenlig produktion og øget dyrevelfærd.
Klog strategi undgår glidebaner
Under forudsætning af at støtten foreløbigt ser ud til at bestå, er dette set fra mit bord en udmærket strategi betinget af følgende: For det første skal der skabes en sammenhæng mellem værdien af de offentlige goder, der ønskes produceret, og de omkostninger, den fremtidige støtte påfører de europæiske skatteydere, og for det andet at eventuelle omfordelinger mellem lande og mellem landmænd kan begrundes ud fra denne samfundsøkonomiske værdiskabelse samt ske på en måde, så der tages hensyn til de potentielle negative effekter skabt af den nuværende støttes kapitalisering.
En tredje udfordring er selve valget af, hvilke offentlige goder politikken skal støtte. Det er ikke nødvendigvis de samme offentlige goder, der efterspørges i de forskellige europæiske medlemslande og regioner. Man kan nemt forestille sig, at biodiversitet står højere på den politiske dagsorden i Danmark, end den gør i Rumænien. Dette kan åbne op for en potentiel glidebane væk fra den traditionelle fælles politik til en renationalisering, der bestemt ikke vil være til gavn for hverken samfundsøkonomien, Danmark eller dansk landbrug.
Sæt frøene fri
Afvikling af landbrugsstøtte vil være en katastrofe
