Vestager modtager Altingets pris for politisk kommunikation

TING-PRISEN: EU-kommissær Margrethe Vestager bliver modtager af årets Ting-Pris. Prisen overrækkes torsdag klokken 16 ved en åben reception i Altingets gård. 

Hun hævder selv, at hun tumlede ind i politik ved et tilfælde.

At hun mest stillede op til Folketinget som 25-årig af ren nysgerrighed, og fordi det var temmelig sikkert, at hun ikke kunne blive valgt.

Det blev hun heller ikke i første omgang, men inden hun fyldte 30, var hun alligevel blevet både partiformand og minister.

Resten er, som man siger, historie. Og den historie er efterhånden så markant, at Margrethe Vestager ikke er til at komme udenom, når man skal uddele en pris for politisk kommunikation. Hun har sat EU på dagsordenen i Danmark, placeret EU på verdenskortet i USA og – måske ikke mindst – sat en dansk dagsorden i Europa.

Margrethe Vestager har en evne til at kommunikere, så hele verden lytter. Hun har som kommissær med ansvar for konkurrencepolitik skabt sig en global talerstol, der demonstrerer, at det faktisk kan gøre en forskel at sidde med ved bordet. Hendes stil er usnobbet uden at være leflende, uanset om hun taler på et folkebibliotek eller på et pressemøde med verdenspressen.

Derfor modtager Margrethe Vestager Altingets Ting-Pris 2018.

Prisen, der er uddelt siden 2004, går til en politiker med særlig evne til at kommunikere sin politik, så Christiansborg eller EU kommer tættere på vælgerne.

Og i Margrethe Vestagers tilfælde er det ikke blot lykkedes at bringe EU tættere på de danske vælgere, men tættere på vælgere i hele den vestlige verden. Det er noget, som mange EU-kommissærer igennem tiden har drømt om, men som meget få har formået.

Prisen uddeles torsdag eftermiddag klokken 16 ved en åben reception, hvor Altinget også ønsker glædelig jul og præsenterer den nye udgave af Altingets Magasin, som udkommer med et særligt tema produceret i samarbejde med New York Times, om hvad vi skal vente af 2019.

Årets to andre nominerede til Ting-Prisen var miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og det tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic. Læs mere om dem her.

Forrige artikel EU-Domstolen slår fast: Briterne kan på egen hånd tilbagerulle Brexit EU-Domstolen slår fast: Briterne kan på egen hånd tilbagerulle Brexit Næste artikel Theresa Mays dilemma: Lige meget hvad hun beder EU om, er det ikke nok Theresa Mays dilemma: Lige meget hvad hun beder EU om, er det ikke nok