Venstre styrtbløder i ny EP-måling

EP2014: Venstre går markant tilbage i ny meningsmåling, der få dage før Europa-Parlamentsvalget giver fremgang til Dansk Folkeparti, Konservative og De Radikale. Lars Løkke Rasmusssens bilagssag har gjort det til nogle hårde dage for Venstre, siger spidskandidat Ulla Tørnæs (V).

Få dage før valget til Europa-Parlamentet står Venstre til et bemærkelsesværdigt dyk i vælgernes tilslutning. For en måned siden stod partiet til 23 procent af vælgerne, men oven på en voldsom uge omkring partileder Lars Løkke Rasmussens bilag, er der kun 18 procent af vælgerne, som nu vil sætte kryds ved Venstre på valgdagen.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af A&B Analyse, der for Altinget.dk har spurgt til, hvad vælgerne vil stemme til Europa-Parlamentsvalget. Målingen er indsamlet fra onsdag den 14. maj til tirsdag den 20. maj - og dermed lige i perioden, hvor Lars Løkke Rasmussens (V) sag om Venstre-betalt tøj og ferierejse ramte medierne, og inden Venstres forretningsudvalg tirsdag aften udtrykte sin fortsatte støtte til partiets formand.

"Venstres tilbagegang er dramatisk, og det er meget svært at finde andre forklaringer end Lars Løkke Rasmussens seneste tur i manegen. Målingen viser, at det bestemt ikke var ubegrundet, da flere af Venstres EP-kandidater udtrykte frygt for, at formandens mange bilagssager ville koste stemmer. Går det lige så galt på søndag, er det en katastrofe for Venstre," siger Altinget.dks politiske kommentator Erik Holstein.

K går frem
Venstres store tilbagegang bliver i høj grad opsamlet af Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti, som alle står til fremgang i forhold til den seneste måling. Venstres tilbagegang ligner ligefrem at være til fordel for Konservative, der ikke siden marts har stået til et mandat til Europa-Parlamentet i en A&B-måling.

"Et svagere Venstre medfører her, at Konservative lige kommer over grænsen og dermed står til at få et mandat til Europa-Parlamentet," siger valgforsker og professor Søren Risbjerg Thomsen.

Han har regnet på alle de seneste meningsmålinger forud for Europa-Parlamentsvalget på søndag, og vurderer, at målingen har samme retning som de seneste andre målinger, men dog har et lidt stærkere udsving. Han forklarer, at det kan hænge sammen med, at de 1178 svarpersoner i målingen har svaret på nettet, og de i højere grad er modtagelige over for øjeblikkelige begivenheder.

Blandt andet bragte Jyllands-Posten onsdag en måling fra analyseinstituttet Wilke, hvor Venstre ligeledes går tilbage og står til 20 procent af vælgerne. Og Megafon har for TV 2 og Politiken onsdag også en måling, hvor Venstre er gået tre procent tilbage og nu står til 21 procent af stemmerne ved valget til Europa-Parlamentet.

Tørnæs: Svære dage
Venstres spidskandidat, Ulla Tørnæs, mener da heller ikke, at der er så meget at rafle om: Den seneste uges mediedækning af partiformandens bilag har ikke været særlig sjov for Venstres kandidater til Europa-Parlamentet.

"Der er ingen grund til at skjule, at det har været nogle vanskelige dage, hvor fokus omkring Venstre har været på andre ting end parlamentsvalget. Jeg noterer mig, at målingen er indsamlet inden folketingsgruppens og forretningsudvalgets fulde opbakning til Lars Løkke Rasmussen. Så jeg håber, at vi nu kan se fremad og koncentrere kræfterne om Europa-Parlamentsvalget de sidste par dage," siger Ulla Tørnæs.

Bilagssag spøger igen
Det er da heller ikke første gang, at Ulla Tørnæs oplever, mediefokus på partiformanden har taget opmærksomheden fra partiets valgkamp.

"For Venstres spidskandidat Ulla Tørnæs må der være tale om et bittert deja-vu. Da hun var borgmesterkandidat i efteråret, overskyggede GGGI-sagen en pæn del af kommunalvalgkampen, og nu drukner valget til Europa-Parlamentet endnu engang i en diskussion af Løkkes luksuriøse vaner," siger Erik Holstein.

Ulla Tørnæs har dog ikke kastet boksehandskerne fra sig endnu.

"Jeg håber selvfølgelig ikke, det bliver valgresultatet. Det har været nogle vanskelige dage, men nu håber jeg, fokus kommer tilbage på Europa-Parlamentsvalget. Og så vil jeg kæmpe for, at Venstre får et så godt valg som overhovedet muligt," siger Ulla Tørnæs.

Der er valg til Europa-Parlamentet på søndag den 25. maj.

Forrige artikel Eksperter: Tyndt dansk EU-hold kan koste indflydelse Eksperter: Tyndt dansk EU-hold kan koste indflydelse Næste artikel Lige-ved-og-næsten-kandidat jagter EU-revanche Lige-ved-og-næsten-kandidat jagter EU-revanche