Tidligere overvismand: CETA er langt mere end blot frihandel

Af Christen Sørensen
Tidligere overvismand

CETA-aftalen med Canada og den nedfrosne TTIP-aftale med USA er komplicerede aftaler. CETA-aftalen er således på over 1.500 sider.

Fortalerne for disse aftaler afviser ofte kritik ved at fremføre, at kritikken bunder i modstand mod frihandel. Økonomer, herunder også jeg, betragter som udgangspunkt generelt frihandel og grænseoverskridende investeringer som noget meget positivt.

Frihandel og internationale investeringer muliggør, at landene specialiserer sig i de produktioner, hvor de er relativt effektive, og muliggør endvidere et større og mere varieret udbud af varer og tjenester. Dette øger generelt velstanden i de lande, der indgår sådanne aftaler.

Meget andet end frihandel
Men dette må ikke misbruges til at gennemtvinge forhold, som strider mod grundlæggende værdier. Og aftalerne er på mange vigtige områder også normsættende. Derfor bør kritikken ikke fejes ind under gulvtæppet ved nemme og afledende påstande om modstand mod frihandel – især når der henses til de allerede meget lave toldsatser.

Det mest kontroversielle i CETA er givetvis tvistløsningsmekanismen, der giver multinationale investorselskaber erstatningsrettigheder, som nationale selskaber ikke får, hvis staterne indfører højere standarder på en række områder, som begrænser de multinationale selskabers profitmuligheder.

EU og Canada har forsøgt at dæmpe kritikken ved at vedtage en fælles supplerende fortolkningsaftale. Men jeg må indrømme, at det endnu ikke står mig klart, om højere standarder vedrørende f.eks. sundhed, miljø og sikkerhed, altså afgørende områder for befolkningen, er undtaget for erstatningsansvar. Og selv hvis dette skulle være tilfældet, efter hvilke principper skal spørgsmålet om højere standarder så afgøres?

Hvor stor indflydelse får multinationale selskaber?
Skal det være efter et forsigtighedsprincip eller et evidensprincip? Det er afgørende, som Round-up-sagen har vist. Sundheds- og miljøspørgsmål er så mangeforgrenede og komplicerede, at evidensprincippet ofte ikke giver et klart svar. Og hvor stor indflydelse får de multinationale selskaber på de normer og standarder, som skal gælde? Især hvis evidensprincippet følges, kan denne indflydelse blive stor. Derfor bør det gøres meget klart, at forsigtighedsprincippet skal følges – og ikke evidensprincippet.

Derudover bør diskriminationen til fordel for de multinationale selskaber med anvendelse af en voldgiftslignende erstatningsmekanisme i CETA afvises.

For det første har EU-Kommissionen ikke begrundet, hvorfor erstatningssager for multinationale selskaber skal kunne løftes udenom de nationale domstolssystemer mellem lande, hvor der er velfungerede domstole som vel i EU og Canada? Og hvis det ikke vurderes at være tilfældet, så burde årsager hertil fjernes, idet erstatningssager fra nationale selskaber jo skal igennem de nationale domstole.

For det andet og i forlængelse heraf medfører CETA, at der som anført diskrimineres til fordel for multinationale investorselskaber, idet disse – i modsætning til nationale selskaber – kan overspringe det nationale domstolssystem. I øvrigt er der forbundet så store omkostninger til afholdelse af international voldgift, at diskriminationen især vil være til fordel for de helt store multinationale virksomheder.

For det tredje stadfæster CETA og TTIP også en anden form for asymmetri. Multinationale selskaber kan anlægge erstatningssager mod stater, hvis nye initiativer reducerer deres forretningsmuligheder. Men stater kan ikke via CETA anlægge erstatningssager mod multinationale selskaber, hvis disse overtræder for eksempel miljø- og sundhedsbestemmelser i de pågældende lande. VW-skandalen har ellers vist, at dette kan være yderst relevant.

Fordele til USA
På mindst et område er CETA-aftalen endvidere værre end den nedfrosne TTIP-aftale med USA. Dette skyldes, måske lidt paradoksalt, at en aftale med Canada indebærer større fordele for amerikanske multinationale investorselskaber end for investorselskaber fra EU.

Dette er en umiddelbar følge af, at omkring fire femtedele af alle amerikanske multinationale selskaber har datterselskaber og lignende i Canada, hvorfor de kan udnytte CETA-aftalen i erstatningssager mod EU’s medlemslande ved at lade Canada-selskabet foretage eller overtage investeringerne i EU-lande.

Derfor bør CETA-aftalen ændres og klargøres.

debat@altinget.dk