Tidligere ambassadør: Vi skal finde ud af, hvad vi vil med vores udenrigstjeneste

Af Claus von Barnekow
Seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

”Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod, mener, at Udenrigsministeriet i dag er et svækket ministerium”. 

Uddraget er fra Jyllands-Posten 28. april 2003. Siden da er udenrigstjenesten yderligere skrumpet.

Vi har og havde råd til en stærk Udenrigstjeneste. Men lige nu i 2020, ved vi ikke, hvad vi vil, og dermed hvad vi har brug for. Lad os starte med at drøfte det.

Udenrigsministeriets mangeårige nedprioritering er ikke blevet og kan ikke opvejes af begejstret retorik fra skiftende regeringer om, hvad man gerne vil, men som man ikke kan. 

Det har konsekvenser for Danmarks troværdige placering og indflydelse i et internationalt system, der er, har været og altid vil være i forandring.

Det fremgår, når blikket løftes fra øjeblikket og opmærksomheden rettes mod la longue durée, det varige, altså de kulturgeografiske og institutionelle strukturer, der sætter rammen om for eksempel den danske stats mulighed for at handle og øve indflydelse, men som også selv er underkastet en stadig, i det korte perspektiv, ikke mærkbar forandring.

Gammel debat 
Som jorden består af stive plader, der bevæger sig i forhold til hinanden, bevæger stater sig også i deres indbyrdes forhold.

Det er en dynamik, der er i det internationale samfund forårsages af vedvarende økonomiske, politiske, tekniske og værdimæssige forandringer.

Det har skabt en tilstedeværelse af politisk uorden, hvor krig har været et middel, stater konstant har måttet forholde sig til altid. 

Debatten om Udenrigsministeriet har årtier på bagen. Med Søren Kierkegaard i hånden kan man måske tillade sig at mene, at det nye ligger i gentagelsen. Og at kernen i den er, at i takt med de mange budgetnedskæringer, er Udenrigstjenesten blevet betydeligt mindre og anderledes sammensat end i 1990'ernes storhedstid.

Det er sket samtidig med at den tekniske udvikling i overført betydning har medført, at hvor kameraet tidligere panorerede langsomt, fastholdt en genstand og fokuserede, skiftes der i dag konstant vinkel og fokus. Begivenheder følger så tæt, at sammenhæng og handling risikerer at gå tabt med mindre overblikket består.

Ikke retoriske målsætninger 
Denne vigtige genopblussede debat om Udenrigstjenesten bør ikke indledes med økonomi eller analyse af magtbalancer på Slotsholmen.

Den bør starte med at definere målsætning og ambitionsniveau for Danmarks engagement med omverdenen. Debatten bør bidrage til præcisering af, hvad varetagelsen af Danmarks interesser indebærer.

Debatten bør ikke dreje sig om budgetter, men om troværdige og håndgribelige, ikke retoriske målsætninger.

Debatten bør ikke dreje sig om spekulative, defensive betragtninger om muligt indenrigspolitisk indflydelsestab, men om hvorledes Udenrigsministeriet med sin særlige ekspertise var og er og til sikring af helheden, kontinuiteten og troværdigheden i Danmarks omverden.

Debatten bør handle om, hvordan ministeriet forbliver krumtappen i Danmarks internationale arbejde og placering i samarbejde med centraladministrationen.

Debatten bør ikke dreje sig om antallet af ansatte og antallet af repræsentationer, men om udvikling af arbejdsmetoder og konkrete handlingsplaner til aktivt at fremme målene.

På størrelse med Luxembourg og Island 
Danmark kan have indflydelse i det omfang, hvor vi kan påvirke andre stater til at overtage eller ikke modarbejde danske synspunkter.

Danmark har kun hypotetisk magt, idet Danmark ikke har ressourcer til at tvinge andre stater til at overtage eller undlade at modarbejde danske synspunkter.

Forudsætningen for indflydelse er, at Danmark under overholdelse af indgåede internationale forpligtelser, herunder om menneskerettighederne, fastlægger virkelighedstro mål, definerer sin rolle og lægger en strategi med en handlingsplan, der aktivt kan bidrage til at nå målene.

Medlemskab af NATO, Europarådet og EU er grundvilkår for en ressourcesvag og geografisk udsat stat som Danmark, der må arbejde for at varetage sine interesser indenfor det internationale samfunds rammer. Og Danmarks forhandlingskraft skal bruges positivt, ikke blot afværgende over for det man ikke vil jævnfør denne kronik i Politiken. 

Det er lettere at komme fremad, hvis man ved, hvor man vil hen. Og her er problemet, at regeringen fortsat ikke har fremlagt en udenrigspolitisk programerklæring med målsætninger, tilhørende strategi og midler til målenes opnåelse.

Når alt dette er på plads, kan der drøftes budgetter. Med ét niveau af ambition og ønske om at påvirke verden omkring os, kan vi da sikkert hutle os igennem med en Udenrigstjeneste på størrelse med Luxembourgs eller Islands.

Med større ambitioner bliver det dyrere. Skrues der for alvor op for ambitionen kan vi ligefrem blive nødt til at øge ressourcerne til samme niveau som Norge eller Sverige. Men igen: Vi skal ikke starte med at se på, hvad vi tilfører Udenrigstjenesten, men hvad vi vil have ud af den.

Ingen stemmer i udenrigspolitik 
Regeringen ved, at udenrigspolitik hører til i bunden, når vælgere af meningsmålingsinstitutter spørges om deres præferencer.

Og politikere vælges ikke på baggrund af en udenrigspolitisk interesse. Der er ikke mange stemmer i at betale en større forsikringspræmie til varetagelsen af danske udenrigspolitiske interesser, uanset at vilkårene for megen dansk indenrigspolitik utvetydigt hænger sammen med, hvad der sker uden for Danmarks beskedne 43.000 kvadratkilometer.

Det er regeringens opgave at gøre det klart for befolkningen i verdens befolkningsmæssigt 112. største stat (ud af 197), at sikringen af de ydre eksistensbetingelser ikke er venstrehåndsarbejde.

Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet har begge afgørende og gensidigt komplementerende opgaver at udføre.

Nu må Udenrigsministeriets mål og midler fastlægges, og i det lys en forventet øget præmie betales.

Danmarks BNP er det 35. største ud af 191 lande. Per indbygger er Danmark det 10. rigeste land i verden. Vi har råd til den Udenrigstjeneste, vi har brug for.

Men lige nu, ved vi ikke, hvad vi vil, og dermed hvad vi har brug for. Lad os starte med at drøfte det.

----------------------------

Eksempler på omtale af Udenrigsministeriet i dagspressen:

Berlingske Tidende 3. marts 2002: ”Danmarks omdømme.” ”... danskerne vender sig indad ... yderligere store nedskæringer i Udenrigsministeriet vil kun gøre ondt værre.”

Børsen 3.-4. maj 2002: ”Diplomater i turn-around.”  ” ... fokus på mål og resultater.”  

Jyllands-Posten 28. april 2003: Udenrigsministeriet svækket.” ... Bl.a. ”Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører Jeppe Kofod mener, at Udenrigsministeriet i dag et et svækket ministerium ...”. 

Børsen 23.-25. september 2005: ”Uvejr i Udenrigstjenesten.” ”Det handler om evnen til hurtig omstilling ...”.

Lad os springe nogle år frem.

Berlingske Tidende 6. november 2014, leder: ”Styrk diplomatiet.” ”... Udenrigstjenesten er skåret så meget ned, at det går ud over danske interesser ...”.

Weekendavisen 6. december 2013: ”Nedbarbering”. ”Udenrigsministeriet har mistet status og indflydelse og skal nu spare et trecifret millionbeløb.”

Weekendavisen 3. febraur 2017: ”Småkageministeriet.” ”Er et beskåret udenrigsministerium ... gearet til ... omvæltningerne i den vestlige verden ...?”

Kristeligt Dagblad 16. juni 2017: ”Regering vil meget og kan så lidt.” Regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi ”illustrerer Danmarks internationale magtesløshed.”

debat@altinget.dk