Thorning udskyder afstemning om retsforbehold til efter valget

FORBEHOLD: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) annoncerede i sin åbningstale, at regeringen vil forpligte sig til en folkeafstemning om retsforbeholdet efter næste valg. For Danmark skal fastholde sin deltagelse i det europæiske politisamarbejde, siger statsministeren.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt ønsker en afstemning om retsforbeholdet efter næste valg. Det annoncerede hun i sin tale til Folketingets åbning tirsdag.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt er det udsigten til, at Danmark kan ryge ud af det politiske samarbejde i Europol, der gør en afstemning helt aktuel.

”Det vil være et alvorligt problem for danskernes sikkerhed og tryghed. Derfor er regeringen parat til at forpligte sig til en folkeafstemning efter næste valg. En folkeafstemning om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Så kan vi selv vælge, hvilke dele af EU-samarbejdet på retsområdet Danmark skal være med i. Og hvilke vi ikke skal være med i,” sagde Helle Thorning-Schmidt i talen.

Den del, Danmark fortsat skal stå uden for i EU's retspolitik, er udlændingeområdet, sagde statsministeren.

Blevet lovet før
Det er langt fra første gang, at en dansk regering har annonceret, at den ønsker en folkeafstemning om retsforbeholdet. VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister gjorde det flere gange, uden forbeholdet af den grund kom til afstemning. Helle Thorning-Schmidts eget regeringsgrundlag fra 2011, for den igangværende regeringsperiode, har også en afstemning på programmet.

Men det skal altså tidligst ske i næste valgperiode, slår Thorning fast.

I sin tale fortalte hun, at et analysearbejde nu bliver sat i gang, som skal skabe ”grundlaget for at ændre forbeholdet til en tilvalgsordning”. Det arbejde skal være færdigt inden sommeren 2015. Inden en afstemning vil regeringen også have en politisk aftale på plads med de ”EU-positive partier”.

”Det er mit ønske, at vi kan samles om at sætte en proces i gang, som kan føre til en folkeafstemning efter næste valg,” sagde Helle Thorning-Schmidt.

I august fik Altinget foretaget en meningsmåling om vælgernes syn på en tilvalgsordning. Den viste, at et flertal på 52 procent af vælgerne går ind for at erstatte det danske retsforbehold med en tilvalgsordning. 36 procent ønsker ifølge målingen, at Danmark skal beholde sit forbehold, mens 12 procent ikke vidste, hvad de ville stemme ved en afstemning. 

Forrige artikel Mindst én EU-kommissærkandidat står til ny jobbeskrivelse Mindst én EU-kommissærkandidat står til ny jobbeskrivelse Næste artikel Regeringen tøver med mål for energieffektivisering Regeringen tøver med mål for energieffektivisering