Støjberg: Bred opbakning i EU til nyt rejseregister

REAKTION: Der er bred støtte blandt EU-landene til at indføre register-tjek af alle personer, der rejser visum-frit ind i Europa, siger Inger Støjberg. Hun afviser kritik af, at systemet opbevarer millioner af uskyldige menneskers data.

BRUXELLES: Det møder stor opbakning blandt medlemslandene, når EU-Kommissionen ønsker at skærpe kontrollen med hvem, der rejser ind i unionen.

Sådan sagde integrationsminister Inger Støjberg (V) efter et møde med hendes minister-kolleger i Bruxelles fredag.

Forslaget fra EU-kommissionen vil betyde, at millioner af personer, der fremover rejser ind i EU, skal registrere deres rejse i en database, før de ankommer til Europa. 

”Der er meget stor opbakning til forslaget, og det er helt nødvendigt at få et system som det her,” sagde Inger Støjberg.

Ifølge Kommissionen er forslaget nødvendigt for at imødegå migrationsstrømme og terrortrusler. Registeringen skal omfatte cirka 60 lande, hvis borgere i dag har visumfri adgang til EU's schengenområde.

Afviser kritik
EU-Kommissionen forventer, at mellem 90 og 95 procent af de indrejsende vil få grønt lys gennem systemet i løbet af få minutter. Deres data gemmes dog stadig i op til fem år efter registreringen.

Det har fået nogle EU-parlamentarikere til at kritisere forslaget for at være unødvendig masseovervågning. 

Vi taler om millioner af helt uskyldige rejsende, hvis data gemmes i op til fem år. Er det proportionelt i forhold til, hvad forslaget skal levere af resultater?

”Det mener jeg bestemt. Vi har en ekstrem stor interesse, men også en nødvendighed for, at vi passer så godt på Europa, som overhovedet muligt,” sagde Inger Støberg og fortsatte:

”Vi er nødt til at vide, hvem der opholder sig – og hvem der ikke opholder sig – i Europa.”

Forslaget skal nu forhandles på plads mellem Europa-parlamentet og EU's medlemslande.

,

Forrige artikel Det sker i EU: Ukraine-topmøde og Tyrkiet-kritik Det sker i EU: Ukraine-topmøde og Tyrkiet-kritik Næste artikel Pind: Vi sikrer flere betjente og fortsat grænsekontrol Pind: Vi sikrer flere betjente og fortsat grænsekontrol