Stine Bosse til "naiv" Peter Seier: EU handler om fred og penge

REPLIK: Peter Seier Christensen og resten af Nye Borgerlige har ikke forstået, hvordan verden hænger sammen, når de tager afstand fra EU's migrations- og asylsamarbejde, skriver Stine Bosse.

Af Stine Bosse
Landsformand, Europabevægelsen

Udenrigsordfører Peter Seier Christensen (NB) afslører i Altinget sin og Nye Borgerliges komplette mangel på forståelse for både udenrigspolitik, EU-politik og de værdier, som vores kontinent bygger på.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har fremlagt en ambitiøs og værdibaseret udenrigspolitik i en tid, hvor ikke mange stiller sig forrest i værnet for de danske og europæiske værdier.

Der er ikke skyggen af modsætning mellem danske værdier, også dem, der er fæstet i Grundloven, og de værdier, der fremgår af Lissabon-traktatens artikel to. Den handler om borgeres rettigheder, frihed, demokrati, ligestilling, mindretalsbeskyttelse og retsstater.

Alle disse værdier er de selvsamme, der fremmer stabiliteten og freden – og dermed erhvervslivets trivsel i Europa. Min pointe er, at der er ingen modsætninger mellem støtte til EU og en erhvervsvenlig politik. Jeg har i hvert fald ikke mødt dem til dato.

Seiers naive forestillinger
Det er, som om at Seier faktisk ikke har studeret hverken de danske økonomiske interesser, den nye sikkerhedspoliske realitet, hvor USA truer med at ophæve Natos musketered, og Putin piller ved EU's sikkerhed på flere områder, eller blot den helt åbenbare geografiske placering af hele kongeriget.

Endelig må man undre sig over Seiers næsten naive tilgang til migrations- og flygtningesituationen. Enhver forestilling om, at vi i nord kan forholde os negligerende overfor presset på Sydeuropa, er slet og ret udtryk for naivitet.

Mon 2015-krisen med de mange mennesker, der "pludselig" befandt sig hér, er passeret hen over hovedet på Nye Borgerlige? Vores geografi er forbundet. Vore skæbner har altid været og er forenet. Og det var EU-Tyrkiet-aftalen, der bragte tilstrømningen under kontrol – også for Danmark.

Derfor er både de økonomiske "hjælpepakker" og bestræbelserne på at gøre fælles sag på hele det vanskelige migrationsområde hjælp til selvhjælp. Og i den grad ikke noget, der tages fra vores børn og børnebørn.

Nej, vi laver fælles økonomisk samarbejde i EU for at sikre dem. Økonomisk, værdipolitisk, klimamæssigt og sikkerhedsmæssigt.

Fred og penge
Skal man sige det kort, kan man gentage en sætning, som er yndet blandt samfundsfagslærere, når man skal forklare, hvad EU i sin essens handler om: "EU handler om fred og penge".

Fred og penge. Det har alle dage været EU's primære eksistensberettigelse og er også vores sigte lige nu. Sætningen kommer til mig, for det er jo præcis, hvad Peter Serier Christensen i sit indlæg giver udtryk for, at han ønsker.

"Keine Hexerei nur Behändigkeit" – ingen heksekunster her, kun behændighed.

Forrige artikel Dansk Metal: Den gode, den onde og den grusomme model for en europæisk mindsteløn Dansk Metal: Den gode, den onde og den grusomme model for en europæisk mindsteløn Næste artikel Hans Bonde: Von der Leyens fifty-fifty-kommission kan svække EU i globale udfordringer Hans Bonde: Von der Leyens fifty-fifty-kommission kan svække EU i globale udfordringer