SF: EU’s klimaindsats bør være stærkere

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg vil gerne gentage mig selv og andre fra sidste uges debatrunde og understrege at drivhusgasudledningerne skal markant ned hvis vi skal leve op til Paris-aftalen og stræbe efter at holde den globale opvarmning på 1,5 grader. EU skal være helt CO2-neutral allerede i år 2050 hvis vi skal klare vores del af denne opgave.

Vi kom til det internationale klimatopmøde i Paris med et løfte om at EU vil reducere udledningerne mindst 40 procent i 2030 i forhold til 1990. Men denne målsætning er utilstrækkelig, og det vidste vi jo. Men det er som om man forestiller sig at nogen opfinder en stor CO2-støvsuger lige på målstregen – i stedet for realistisk at sætte fuld tryk på de teknologiske midler vi har.

De kvotebelagte industrier (primært energisektoren) og de ikke-kvoteomfattede sektorer (biler, bønder og boliger) skal alle bidrage mere. Der er stadig utroligt meget at hente i energisektoren og i industrien – men vi har jo indtil nu haft et CO2-kvotesystem uden en egentlig pris på kvoterne. Biler, bønder og boliger er samtidig gået fuldstændig fri, ganske simpelt fordi omstillingen er mest vanskeligt her, men også fordi landbrugslobbyen og bilindustrien har været de heftigste til at jamre.

Det hjælper os imidlertid langtfra at udskyde opgaven, tværtimod ville det have været en stor hjælp hvis vi var kommet i gang for længe siden.

Byrdefordelingen fjerner fokus fra det overordnede mål
EU-Kommissionen har for nyligt luftet muligheden for at EU’s overordnede klimamål i år 2030 kan øges til mere end de 40 procent. Men dette har absolut ingen interesse i medlemslandene.
Byrdefordelingen mellem medlemslandene kan derfor sagtens komme til at stjæle opmærksomheden fra EU’s overordnede klimamål.

Debatten vil dreje sig om hvorvidt Danmark skal reducere mere end Slovakiet og om at landbruget ikke vil tage mere end transportsektoren og omvendt – og diskussionen om de overordnede mål forsvinder ud i tågerne.

Men med klimapakken for biler, bønder og boliger kan EU komme til at låse sig fast på en byrdefordeling der i sidste ende gør det umuligt at rokke på de overordnede, alt for uambitiøse målsætninger før efter 2030. Og det samme risikerer vi med revisionen af EU’s CO2-kvotesystem som forhandles sideløbende.

Her kommer vi højst sandsynligt også til at låse os fast på et antal kvoter der er fastsat efter 40-klimamålsætningen og som bliver svære at ændre før om mange år.
Sådan må det ikke gå – det kan blive katastrofalt for vores klode.

Større omfordeling kan være en del af løsningen
Men hvordan kan vi så hæve barren når nu alle der skal bidrage til klimaindsatsen, synes de har det så svært? Byrdefordelingen bygger på at de rigeste lande skal løfte mest. Men de rigeste lande er samtidigt dem som allerede har opnået de største reduktioner. Der er flere lavt hængende frugter at hente i nogle af EU’s fattigere lande – ja.

Men de er ganske rigtigt også fattige, og derfor kan det der synes som lavt hængende frugter for os, være ganske store investeringer for dem. En løsning til at opnå den største klimagevinst er derfor helt oplagt at de rigeste lande finansierer en større del af indsatsen i de fattigere lande.

Det er ligeledes – i hvert fald i princippet - en god ide med mere fleksibilitet mellem sektorerne hvis vi ad den vej får mest mulig reduktion af drivhusgasser billigst muligt. Så hvad der galt med det?

Denne fleksibilitet kan alt for nemt misbruges. Og et sådant princip fungerer kun hvis det overordnede klimamål er ambitiøst nok. Jeg frygter, med alt for god grund, at medlemsstaterne nu vil benytte sig af så meget flex som muligt – uden at man holder fokus på det langsigtede og nødvendige mål: at blive CO2-neutral i 2050.

debat@altinget.dk