S: Gruppeskifte tvinger DF til at gå på kompromis
DEBAT: Dansk Folkepartis gruppeskifte i Europa-Parlamentet kræver, at partiet må gå voldsomt på kompromis, hvis de vil have den indflydelse, de har lovet deres mange vælgere. Det skriver Ole Christensen (S).
Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet
Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti har valgt at flytte gruppe til De Europæiske Konservatister og Reformister (ECR) og er pludselig begyndt at søge indflydelse i Europa-Parlamentet. De vil ikke længere være et oppositionsparti, men et parti, der sidder med til forhandlingerne. Det sætter jeg stor pris på.
Indflydelsen har dog en pris. Når jeg ser på henholdsvis Dansk Folkeparti og ECR-gruppen, så skal der for alvor hugges en hæl og klippes en tå, for at skoen kan passe. Jeg kan særligt se tre steder, hvor Dansk Folkeparti må gå voldsomt på kompromis.
1) Lønmodtagerettigheder
Basen i ECR-gruppen er de britiske konservative, der i hjemlandet har premierminister David Cameron i spidsen.
I 80'erne var det nu afdøde Margaret Thatcher, der drev butikken. I sine sammenlagt 11 år som premierminister smadrede hun den britiske fagbevægelse og lagde kimen til det opdelte og usikre arbejdsmarked, der stadig findes i England.
Den samme arbejdsmarkedspolitik står ECR-gruppen for i Europa-Parlamentet. De ønsker det indre marked, og de ønsker en fri bevægelighed i EU. Men de ønsker ikke, at EU skal stille krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Hvis der ikke er lønmodtagerrettigheder fastsat på EU-niveau, så eksploderer den unfair konkurrence og social dumping. Det kræver næppe en akademisk titel at indse, at det er soleklart!
Det er derfor spændende, om Dansk Folkeparti vil hjælpe deres nye partikammerater med en udhulning af lønmodtagerrettigheder? Det gælder løn, social sikring, strejke og ikke mindst basal sikkerhed på arbejdspladsen.
2) Til gavn for hvem?
De enkelte partier i ECR-gruppen er nationalistiske partier. De kæmper for, at deres respektive lande skal have mere ud af EU.
De polske politikere i gruppen udgør den næststørste nationale delegation. De mener, at EU skal servicere Polen, og ikke den anden vej rundt. Jeg skulle mene, at danske og polske interesser ofte ligger et stykke fra hinanden. Det gælder særligt diskussionen om social dumping, udflytning af arbejdspladser og ikke mindst miljøspørgsmål.
I det hele taget bliver det ganske spændende at se, hvordan Dansk Folkeparti vil forsvare danske interesser over for de stærke englændere og polakker i deres nye gruppe.
3) Ny holdning til tyrkisk indvandring
Allerede ved det seneste parlamentsvalg i 2009 blev det diskuteret, om Dansk Folkeparti kunne skifte til ECR-gruppen. Dette ønskede Morten Messerschmidt dog ikke med henvisning til, at gruppen gik ind for tyrkisk EU-medlemsskab, hvilket han dengang kaldte "helt uspiseligt for Dansk Folkeparti".
Dansk Folkeparti må dog have ændret deres ellers markante holdning til muslimsk indvandring til EU. De melder sig i hvert fald ind i en gruppe, der kæmper for tyrkisk medlemsskab af EU.
Alt i alt forudser jeg et ganske svært samarbejde. Dansk Folkeparti profilerer sig som et indvandrerkritisk parti, der taler den danske lønmodtagers sag. Men nu placerer de sig i en gruppe, der ser stort på basale lønmodtagerrettigheder, og som arbejder for at integrere cirka 70 millioner muslimer i EU-samarbejdet.
Gad vide, hvor meget DF vil gå på kompromis for at få den indflydelse, de har lovet deres mange vælgere?
DF: Mere Bornholm - mindre Bruxelles
EL: Frihandel angriber arbejdstagerrettigheder
