DF: Mere Bornholm - mindre Bruxelles

DEBAT: Fra Bornholm til Bruxelles er der kun tusind kilometer. Men afstanden mellem ånden på Folkemødet på Bornholm og mentaliteten nede i Bruxelles' korridorer er mange gange større, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

På Folkemødet på Bornholm kunne politikere, organisationsfolk og nysgerrige og diskussionslystne borgere gribe fat i hinanden, stille spørgsmål og give svar og diskutere heftigt i en fri og afslappet atmosfære.

Her kunne udenlandske gæster se vores ministre og partiledere bevæge sig frit rundt i mængden; nuvel, mindre frit end før Muhammedkrisen, og den islamiske terror rystede Europa, men dog uden en konstant knugende frygt for overfald.

Det er længe siden, Enhedslisten tillod sine aktivister at hælde maling ud over politiske modstandere. I Allinge kunne statsministeren ankomme ubesværet og diskret uden skarpskytter på hustagene eller helikoptere over sit hoved. Her kunne Pia Kjærsgaard (DF) stå i vindjakke og præsentere sin opskrift på græsk kylling. På kajen kunne Lars Hedegaard slentre rundt og nyde det gode vejr. Og alle deltagere kunne endda finde sammen om de samme sange.

Det var også rart for mig at kunne spadsere rundt i Allinges smukke gader og kun blive mødt med venlig opmærksomhed, få gode spørgsmål, blive fotograferet sammen med forbipasserende, eller få både opmuntrende og drilske men aldrig hadefulde eller ondskabsfulde tilråb.

Forskellen på Bornholm og Bruxelles 
Hvad angår frihed, lighed, tolerance og pluralisme er danskernes opførsel ganske enkelt forbilledlig for et ægte folkestyre. Hvorfor opfører vi os sådan? Fordi vi har et demokrati og et land, som vi kan overskue, og fordi vi kan stille vores folkevalgte til regnskab - på Bornholm endda ansigt til ansigt.

Anderledes med Bruxelles. Dernede er ansigtsløse bureaukrater sammen med politikere, som er aldeles ukendte i Danmark, i gang med en bitter strid om, hvem der skal besætte de magtfulde poster i toppen af Babelstårnet.

Stemningen er ond. Europa-Parlamentet med sit evige mindreværdskompleks forlanger, at EU's regeringer uden videre skal godtage luxembourgeren Jean-Claude Juncker som EU-kommissionens "præsident" - eller "formand", som vi mindre højtidelige danskere siger, fordi hans gruppe, det EU-fanatiske Europæiske Folkeparti, EPP, blev størst efter valget 25. maj. 

De to største grupper, konservative EPP og socialdemokraterne, og det liberale ALDE, er aldeles uberørte af, at kun 43 procent af EU-borgerne stemte, at de erklærede EU-kritiske og EU-fjendtlige partier fik 25 procent af stemmerne, og at ingen selv med den største EU-velvilje kan hævde, at mere end 25 procent af EU's vælgere ønsker, at EU skal fortsætte i samme spor som nu - endsige gå i retning af endnu mere ensretning og centralisme.

Opfordring til danske kolleger i Parlamentet
De danske socialdemokrater, konservative og venstrefolk, som blev valgt til parlamentet 25. maj, ville jo ikke engang selv kendes ved deres egne gruppers spidskandidater.

Jeppe Kofod (S), Jens Rohde (V) og Bendt Bendtsen (K) ved nemlig godt, at hvis danske vælgere virkelig fik kendskab til Martin Schulz, Jean-Claude Juncker eller Guy Verhofstadt, så kunne de finde på at straffe de danske EU-partier - igen.

Så med afslutningen af Folkemødet og med udsigten til forbitrede magtkampe i EU-apparatet skal min opfordring til mine 12 danske kolleger i Europa-Parlamentet være, at vi som fælles bagage tager den ægte, tillidsfulde og danske stemning fra Bornholm med os til det fjerne Bruxelles.

Forrige artikel Rina Ronja Kari: Thorning lytter ikke til befolkningen Rina Ronja Kari: Thorning lytter ikke til befolkningen Næste artikel S: Gruppeskifte tvinger DF til at gå på kompromis S: Gruppeskifte tvinger DF til at gå på kompromis