Rugbrødsformandskab slutter med ubesvarede spørgsmål

Da Danmark sidst havde formandskabet, blev det fejret som en fest med den store EU-udvidelse mod Østeuropa. Den næsten lykkelige slutning på udvidelsesprocessen gjorde formandskabet til en klar vindersag. Ti år efter er bedømmelserne af det nuværende danske formandskab, der gives videre til Cypern med udgangen af denne uge, en noget mere nuanceret fortælling.

Regeringspartiernes egne politikere har kaldt det et "rugbrødsformandskab", da det har drejet sig om at få gennemført tekniske, men vigtige, direktiver, der ikke har det med at samle den største mediebevågenhed. Og endda på et tidspunkt, hvor den økonomiske krise har det med at sætte sine begrænsninger for medlemslandenes ambitioner.

Et godt eksempel på det har været det noget tekniske energisparedirektiv, hvor det lykkedes det danske formandskab at skabe enighed bag en stor aftale. Kritikere af formandskabet har hævdet, at det ikke har været et dansk initiativ at få sådanne direktiver gennemført - forslaget lå i forvejen på dagsordenen. Og det er rigtigt. Men forløbet med energisparedirektivet viste alligevel, at det danske formandskab gjorde en meget stor forskel: Vedholdende holdt den danske regering fast i, at et kompromis skulle nås, og med en del list gjorde formandskabet et "kunstgreb", der banede vejen for kompromiset (se artikel i linkboks).

Både nederlag og sejre
Men selvom energisparedirektivet måske har været formandskabets største sejr, har det været vanskeligt at få løftet den grønne dagsorden under formandskabet. Godt nok fik Danmark opbakning til et nyt miljøhandlingsprogram, men hverken EU's klimakøreplan eller energikøreplan kunne mønstre enstemmighed mellem medlemslandene - det blokerede Polen. Og heller ikke på GMO-området var der opbakning til en ny aftale, der kunne stramme reglerne i de enkelte medlemslande.

Formandskabet kan dog også bryste sig af en række sejre: Serbien blev officielt EU-kandidatland, ligesom der er blevet åbnet optagelsesforhandlinger med Montenegro, og så er nye regler for banker blev vedtaget. Desuden undgik regeringen, at EU-Kommissionens forslag om en skat på finansielle transaktioner opnåede tilstrækkelig opbakning blandt medlemslandene. Til gengæld har en række lande med Tyskland i spidsen sat sig for at gå solo med forslaget.

Det største politiske nederlag for formandskabet blev, da justitsminister Morten Bødskov (S) måtte agere boksebold i Europa-Parlamentet, da han pludselig endte som midtpunkt for en institutionskamp mellem Parlamentet og Rådet. Sagen om Schengen-samarbejdet havde ikke som sådan meget med den danske regering at gøre, alligevel blev formandskabet truet med boykot af Parlamentet. En heftig diplomatisk indsats fra den danske europamininister Nicolai Wammen (S) og den danske EU-repræsentation gjorde dog, at Danmark kom nogenlunde uskadt igennem opgøret og blandt andet kort efter kunne afslutte forhandlingerne om energisparedirektivet.

Storpolitisk afslutning
Da Danmark overtog formandskabet, skete det med afsæt i aftalen om EU's finanspagt, hvor 25 lande valgte at gå videre, på trods af at Storbritannien og Tjekkiet ikke ønskede at være med. Den model, hvor nogle lande vælger ikke at følge de andre, kan meget vel blive gentaget. Den storpolitiske diskussion i EU er nemlig langt fra stoppet med finanspagten.

Og de helt store spørgsmål om EU's fremtid kan netop meget vel komme til at dominere formandskabets afsluttende rådsmøde mellem regerings- og statslederne torsdag og fredag.

De overordnede diskussioner går i øjeblikket mellem den tyske kansler, Angela Merkels, ideer om en finansunion - som i korte træk går ud på, at landene skal have samme strenge regler for den økonomiske politik - og de sydeuropæiske landes ønske om en gældsunion - hvor flere lande skal være med til at dele eurolandenes gældsansvar gennem blandt andet euroobligationer.

Hvordan det storpolitiske slagsmål vil ende, er ekstremt vanskeligt at spå om. Men meget tyder på, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har ret, når hun til dagbladet Politiken siger, at der er så meget "uro og usikkerhed" omkring det europæiske projekt, at det kan vare flere år.

Ubesvarede spørgsmål
Den konstatering har statsministeren ladet influere på, om vælgerne skal tage stilling til de danske rets- og forsvarsforbehold. Det skal danskerne ifølge regeringsgrundlaget, men onsdag blev det af statsministeren ændret til, når "det rigtige tidspunkt" kommer. Og det vil ifølge Helle Thorning-Schmidt først være, når der er "en vis ro omkring det europæiske projekt".

Dermed er en forbeholdsafstemning igen - for en afstemning var også nævnt i den foregående regerings ambitioner - udsat på ubestemt tid. Og det rejser naturligvis også spørgsmålet om, hvad europaministerens opgave bliver efter formandskabet.

Altinget har tidligere gennemgået europaministerens ressort, og her fylder først EU-formandskabet og siden forbeholdsafstemningerne en meget stor del af ministerens arbejdsopgaver. Nu er formandskabet ovre og forbeholdsafstemningen udsat - det må derfor ikke undre, hvis beslutningen om at udsætte forbeholdene på ubestemt tid også giver næring til overvejelser om, at europaministerposten alligevel kun skal være midlertidig.

mj@altinget.dk