Her er Wammens job

BAGGRUND: Nicolai Wammens europaministerpost er en ny konstruktion i en dansk regering. Her kan du se, hvad hans opgaver bliver, og hvad hans job ellers består af.

Det var en helt ubeskreven ministerpost, Nicolai Wammen (S) fik, da statsminister Helle Thorning-Schmidt udnævnte ham til europaminister. Ministerposten er senest blevet taget i brug, da Bertel Haarder var europaminister, mens Danmark havde EU-formandskabet i 2002.

Dengang var posten dog kun midlertidig, og senest, posten var mere permanent, var i perioden 1966-77, men dengang var opgaverne helt andre, og posten havde det mindre mundrette navn "minister for europæiske markedsanliggender".

Nu har Nicolai Wammen været europaminister i godt en måned, og der danner sig mere og mere et billede af, hvad han er blevet minister for.

Organisationen
Normalt her en minister også et ministerium. Det har europaministeren ikke. I stedet betjenes europaministeren - ligesom udenrigsministeren, udviklingsministeren og den anden nye ministerpost: Handels- og investeringsministeren, af udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet beskæftiger omkring 850 medarbejdere i København, hvor Claus Grube er departementschef. Det er et noget mindre antal, der konkret arbejder med EU-området, omend det er kraftigt opjusteret på grund af det kommende EU-formandskab. Chef for Center for Europa i Udenrigsministeriet, og dermed en slags Nicolai Wammens "departementschef", er Kim Jørgensen.

Formandskabet
Det stod klart allerede inden valget, at Danmark skulle have en ministerpost til at afhjælpe regeringen under det kommende EU-formandskab. Og efter en måned står det også klart, at formandskabet har den højeste prioritet for ministeren.

Overordnet kan europaministerens opgaver op til og under formandskabet inddeles i tre:

- Ansvarlig for den overordnede forberedelse og afvikling af det danske formandskab. I første omgang drejer det sig om koordinering imellem ministerierne i forhold til et program og de danske prioriteter for formandskabet. Men det drejer sig også omkring forberedelserne op til de otte uformelle ministermøder, der skal afholdes i Danmark.

- Under formandskabet kommer Nicolai Wammen til at lede forhandlingerne i EU's Ministerråd for generelle anliggender (GAC), hvor blandt andet EU's budget forhandles, hvilket bliver et varmt emne under det danske EU-formandskab.

- Og sidst men ikke mindst kommer europaministeren til at pleje kontakter til Europa-Parlamentet, hvor han også i høj grad vil være til stede under samlinger og udvalgsmøder. Efter Lissabontraktaten blev vedtaget, er Europa-Parlamentet blevet "med-lovgiver" på en lang række områder, og det er derfor helt nødvendigt for et formandskabsland at have et godt forhold til Parlamentet.

EU-afstemninger
Efter formandskabet, der løber fra 1. januar og et halvt år frem, tyder meget på, at en folkeafstemning om forsvars- og retsforbeholdet kommer højere op på ministerens prioriteter. Den tidligere VK-regering havde i næsten et årti et ønske om at få afskaffet forbeholdene, men en folkeafstemning udeblev dog.

Den nye regering har gentaget målsætningen, dog ønsker den ikke euro-forbeholdet med denne gang. Derfor er der noget, der tyder på, at det bliver mindre risikabelt for regeringen at bede befolkningen om at gå til stemmeurnen - og dermed gør en afstemning mere sandsynligt.

I regeringsgrundlaget hedder det, "at regeringen vil indkalde partierne til drøftelse med henblik på at tilvejebringe et bredt flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet og erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning".

Det bliver europaministerens opgave at samle det flertal og derefter stå i spidsen for en afstemning om afskaffelse af forbeholdene.

Der ud over...
Europaministeren er derudover ansvarlig for den overordnede danske europapolitik. I praksis betyder det meget i forhold til EU-spørgsmål, der rejses i Folketinget, ikke mindst i Europaudvalget - der jo på en måde er ministerens eget udvalg - og i forhold til koordinering af EU-sager i centraladministrationen.

Europaminister Nicolai Wammen har også fået ansvaret for Danmarks position i forhold til EU's udvidelse, strukturfondene (ca. 1/3 af EU's budget) og institutionelle sager, herunder traktatændringer. Sidst er det også på europaministerens bord, når der arbejdes med frihandelsaftaler, der forhandles med flere af EU's nabolande.

Information: Udenrigsministeriet.

Login