Rina Ronja: EU-aftale med Ukraine er en bundskraber

DEBAT: I sidste uge hastebehandlede Europa-Parlamentet associeringsaftalen med Ukraine. Det var en opvisning i proforma-demokrati og med mere fokus på symboler end på indhold. Aftalen er mangelfuld, og den bliver underskrevet på et forkert tidspunkt. Det skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. 

Af Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at selv i EU-sammenhænge var behandlingen af aftalen med Ukraine en bundskraber demokratisk set.

Hastebehandlingen betød, at der ikke var tid til ordentlig behandling af aftalen. De udvalg, der normalt gennemgår aftalerne og tager den demokratiske debat, ja de havde sådan set ikke tid til at behandle aftalen denne gang.

Det er i sig selv dybt forkasteligt at hastebehandle aftaler med så stor betydning, men det blev egentlig endnu værre, da vi så kom ned i parlamentssalen i sidste uge. Grunden til, at vi skulle hastebehandle, var nemlig, at vi dermed kunne have afstemningen samtidig med det ukrainske parlament.

På store skærme var der sat en live-forbindelse op til det ukrainske parlament, hvorefter at præsidenterne fra hver side holdt hver deres tale om, hvor fantastisk dette her var. På dette tidspunkt – hvor vi endnu ikke havde stemt – blev der allerede talt om aftalen, som om den var godkendt. Der blev rost og klappet på skuldre.

Vi havde altså ikke tid til en ordentlig behandling, og afstemningen var ren proforma, festen var allerede begyndt.

Dårligt tidspunkt for aftale
Og nu er det så måske på sin plads at beklage. Jeg undskylder, at jeg sådan ødelægger den gode stemning, men den aftale dér er altså ikke god, og tidspunktet er helt forkert!

For lad os nu være ærlige: Det går ikke særlig godt med demokratiet i Ukraine, og freden er skrøbelig. Det er svært at se, hvordan indgåelse af en associeringsaftale skal kunne gøre det bedre. Det er nemlig ikke bare en samarbejdsaftale, men derimod en aftale om så tæt integration som muligt, hvor det gøres umanerligt svært at se muligheden for, at Ukraine kan have et samarbejde på den anden side også. Og helt ærligt, når nu landet ligger op af Rusland, så ville det måske være værd at overveje, om ikke det vil være bedre, at Ukraine kan samarbejde BÅDE med EU og Rusland. Men nej, i EU er det alt eller intet.

Vi glemmer befolkningen i Ukraine
Samtidig er det så meningen, at vi blot skal lukke øjnene for, at Ukraines demokrati kun virker for dem, som mener det rigtige. Flere partier på venstrefløjen bliver således chikaneret eller direkte forbudte. Det er ikke et blomstrende demokrati, men derimod et land med store udfordringer, hvor vi burde have fokus på at hjælpe med udvikling, frem for at insistere på denne her ”enten vælger I EU eller Rusland” retorik.

Jeg synes faktisk, at der i den grad mangler fokus på, hvad befolkningen egentlig gerne vil i Ukraine. Det burde være vores udgangspunkt, og det burde være vores ønske at understøtte en proces, hvor befolkningen får mulighed for at tage stilling til, hvordan de gerne vil videre.

Med udgangspunkt i befolkningen i Ukraine, frem for hvad forskellige stormagter ønsker, kan vi også sikre, at der bliver indgået gode samarbejdsaftaler til glæde for befolkningen.

Forrige artikel LA: Reformer i EU rykker nærmere LA: Reformer i EU rykker nærmere Næste artikel NGO'er: Behov for reel debat om frihandelsaftale med USA NGO'er: Behov for reel debat om frihandelsaftale med USA