Rigsrevisoren kritiserer EU's regnskab

BUDGET: Rigsrevisoren finder det beklageligt, at fejlprocenten i EU's regnskab for 2010 er steget i forhold til årene før. Særligt landbrugs- og samhørighedspolitikken er fejlbehæftet. Rigsrevisoren anbefaler, at problemerne offentliggøres.

Den danske rigsrevisor Lone Strøm finder det "beklageligt", at den samlede fejlprocent for EU's regnskab for 2010 er steget i forhold til 2009. Det fremgår af rigsrevisorens notat til Statsrevisoren om Europa-Parlamentets afgørelse om afslutning af EU's regnskab for 2010.

"Det er ikke nogen markant stigning i betragtning af den statistiske usikkerhed, der altid vil være ved sådanne opgørelser, men det er uheldigt, at den positive trend med faldende fejlprocenter, som har kunnet iagttages de seneste år, nu er brudt," skriver Lone Strøm.

I notatet fremgår det, at EU's udgifter til landbrug og naturresurser, samt samhørighed, energi og transport er "væsentligt fejlbehæftet". I 2010 gik 56 mia. euro af EU's budget til landbruget, mens 37,6 mia. euro gik til samhørighedspolitikken. For hele budgettet steg fejlprocenten i 2010 til 3,7 procent fra 3,3 procent i 2009.

Offentliggør problemerne
Lone Strøm er derfor enig med Europa-Parlamentets vurdering af, at det i højere grad er nødvendigt at fokusere indsatsen mod fejl på de medlemsstater, regioner og programmer, hvor der er størst risiko for fejl. Dermed bør der kun indføres flere kontrolmekanismer - og dermed administrative byrder - på de lande og programmer, hvor det er nødvendigt.

"Jeg mener også i lighed med Parlamentet, at det kan have en præventiv virkning, hvis Kommissionen og Den Europæiske Revisionsret i højere grad offentliggør, hvor problemerne findes," skriver Lone Strøm.

Holland, Storbritannien og Sverige har valgt ikke at stemme for en godkendelse af EU's regnskab for 2010 på grund af de fortsat høje fejlprocenter på store dele af regnskabet.

Forrige artikel Danmark ikke færdig som EU-formandsland Danmark ikke færdig som EU-formandsland Næste artikel Cypern skal bevise, de mestrer opgaven som formandsland Cypern skal bevise, de mestrer opgaven som formandsland