Regeringens første dage set fra Bruxelles

Af Connie Hedegaard
EU's Klimakommissær 

Et Folketingsvalg er nok det tætteste, indenrigsredaktioner og hjemlige politiske kommentatorer kommer på en professionel juleaften. Nye ansigter, ny politik, nye konflikter og magtkampe, der bare venter på at blive endevendt og analyseret. De danske medier har da også budt på et overflødighedshorn af reportager, nyheder og analyser, men hvad springer i øjnene, når man betragter det hele udefra? Det har jeg for første gang haft lejlighed til i år. Og set "nede fra Bruxelles" er en af de første ting, der slår en, HVOR nationalt fikseret den danske presse og kommentatorstand indimellem er. Tager vi for eksempel ministerudnævnelserne, var der påfaldende enighed om Nicolai Wammen, med sin nye post som Europaminister, da måtte være regeringsdannelsens helt store taber. Udnævnelsen måtte ligefrem være en form for afstraffelse, mente en kommentator, mens en anden allerede før ministeriets etablering har udnævnt det til et "dødssejlerministerium".

Så er tonen da ellers sat for, hvad det europæiske samarbejde er værd! Helt ærligt: Vi står med mindre end tre måneder til, at Danmark skal sidde for bordenden i ministerrådet, og hvor en ny Europaminister i sagens natur vil få en central rolle. Det vil ikke alene være en ekstremt spændende og vigtig opgave, den vil også få stor offentlig bevågenhed. Og posten kan række langt videre end til seks måneders formandskab.

Større engagement nødvendigt
At udnævne en Europaminister lige nu er helt oplagt, og jeg glæder mig generelt over de stærke signaler om, at Danmark ikke har brug mindre, men MERE engagement i EU. Det er ikke ved at lukke os om os selv, at vi kan bevare om vores politiske suverænitet. I en tid, hvor mennesker, penge, varer og information flytter sig mere end nogensinde før, er SAMARBEJDE en fundamental forudsætning for politisk indflydelse og medbestemmelse over verdens gang.

Forleden ramte den forhenværende tyske udenrigsminister Joschka Fischer hovedet på sømmet med en bemærkning om, at vi danskere har valgt at sidde og hive i årerne under dæk, frem for at få en plads på kommandobroen. Netop derfor er det meget positivt, at den nye regering har varslet et opgør med de forbehold, der rent faktisk er en chance for at gøre op med - retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet.

Danmark bør sætte grønt fingeraftryk
Som klimakommissær synes jeg naturligvis også, det er positivt, at statsministeren i sin åbningstale nævnte det grønne område som det første satsningsområde under det danske formandskab. Her er der rigtig mange ting at tage fat på takket være - tør jeg godt sige - det forarbejde, vi har lavet i Kommissionen.

Er der en ting, jeg er stolt over ved mit arbejde som EU-kommissær, så er det, at vi til trods for den økonomiske krise har spillet ud med en lang række forslag, der ikke kun handler om økonomisk brandslukning her og nu, men derimod om, hvordan vi på sigt skaber en bæredygtig samfundsmodel, hvor forøgelse af velstanden ikke sker på bekostning af vores stadigt mere pressede naturressourcer. Kommissionen er over det sidste års tid kommet med bud på en fiskerireform, en strategi for øget ressourceeffektivitet, en langsigtet klimakøreplan, en mere klimavenlig energibeskatning, et energieffektivitetsdirektiv og ikke mindst en ny finansiel ramme, hvor vi foreslår, at mindst 20 % af det samlede budget skal bruges til at understøtte klimarelaterede formål. Ikke mindst i forhold til budgettet er der virkelig en mulighed for Danmark for at sætte et grønt fingeraftryk. Under den finansielle ramme gemmer der sig delforslag på bl.a. landbrug, regionspolitik, innovation, infrastruktur osv. Det er her de egentlige slag om et mere klimavenligt budget skal slås.

Her kan vi flytte penge fra motorvejsbyggerier over til jernbaneskinner og vælge vedvarende energi frem for gasledninger. Her kan vi kræve offentlige goder af landmændene til gengæld for de offentlige midler, de modtager. Derfor er det også vigtigt, at den politiske debat om budgettet bevæger sig videre end rabatdiskussionen og ned i indholdet. Det er her Danmark kan bidrage, dels med egne erfaringer, dels ved at vise grønt politisk lederskab.