Radikale i EU: Vi skal stille høje krav til naturgas og kernekraft, hvis vi skal betragte dem som grønne
EU's taksonomi bør bruges som det, den er: Et politisk værktøj til at fremme den grønne omstilling på den mest effektive måde. Derfor skal en status som "grøn" energiform følges af høje krav, skriver Morten Helveg Petersen.
I den bedste af alle verdener ville det være enkelt. Grønne energiformer er for mig at se de vedvarende energiformer, som kører på naturens egne uendelige ressourcer: sol, vind, vand og geotermisk varme. I virkelighedens verden forholder det sig imidlertid sådan, at der ikke produceres vedvarende energi nok til at dække vores energibehov – og sådan vil det være en rum tid endnu.
Derfor er det i praksis nødvendigt med andre energiformer i en overgangsperiode, og de mest berømte i forbindelse med EU's taksonomi er gas og atomkraft. Af forskellige årsager er jeg ganske skeptisk over for begge.
Strenge krav til naturgas
Lad os begynde med gassen. Det er indiskutabelt, at gas er en fossil energiform, som skal udfases, og taksonomien bør designes til at gøre gassens rolle i energitransitionen så lille som overhovedet mulig.
Det står allerede klart, at naturgas i taksonomien kun vil få mærkatet "bæredygtig" i en overgangsperiode, men djævlen findes som bekendt i detaljen, og detaljerne kender vi ikke på nuværende tidspunkt, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har offentliggjort sit endelige forslag.
Der bør stilles strenge krav til naturgasprojekter i taksonomien, og et krav kunne eksempelvis være, at rørledninger til naturgas skal forberedes bedst muligt til at indgå i distributionen af grøn brint på et senere tidspunkt.
Det ville også være interessant, hvis taksonomien understøttede det forhold, at der er store regionale forskelle i den europæiske energiforsyning. Naturgas er jo mere bæredygtigt som alternativ til kul end som alternativ til biomasse. Pointen er, at taksonomien kan bruges som værktøj til at sikre, at fossile brændsler kun er relevante, når der ikke findes alternativer.
En postgang for sent til atomkraft
Til forskel fra vedvarende energi er der relativt store udledninger forbundet med udvinding af uran til atomkraft, men energien selv er ren, og det taler selvfølgelig til kernekraftens fordel.
Tilhængerne af kernekraft ynder at fremhæve, at seriøse institutioner som Det Internationale Energiagentur og FN's klimapanel peger på kernekraft som et vigtigt element i den CO2-neutrale energiforsyning, og der er da heller ikke nogen tvivl om, at kernekraft også i fremtiden vil spille en rolle i den globale energiforsyning.
Problemet er, at kernekraft i Europa – i modsætning til for eksempel Asien – længe har været på tilbagetog. I 1980'erne kunne Europa bygge atomkraftanlæg på relativt kort tid, men nye, moderne europæiske kernekraftprojekter er kendetegnet ved meget voldsomme overskridelser af budgetter og tidsplaner.
Europa har simpelthen ikke samme ekspertise og know-how om atomkraft som tidligere, og jeg mener, det er en postgang for sent at begynde at bygge op igen – manglende tid er som bekendt den helt store udfordring i klimakampen.
De investeringer, som via en "grøn" plads på taksonomien vil gå til kernekraft, vil jo blive taget fra de vedvarende energikilder, som vi ved både virker og kan levere billigere energi til europæiske forbrugere end atomkraft. Eksisterende atomkraftanlæg kan selvfølgelig fortsætte med at levere energi til europæiske forbrugere.
Ligesom naturgas spiller atomkraft en nødvendig rolle i energiomstillingen, men en eventuel plads i den grønne taksonomi bør betinges af stærke krav til sikkerhed, affaldshåndtering og ressourceudvinding.
S til Dansk Flygtningehjælp: Alternativet til regeringens asylpolitik er reel fri indvandring
Lykke Friis: Laver Mette Frederiksen en "Tony Blair" i EU-politikken?
