Poker-millionær, OL-vindere og realitystjerner vil i Parlamentet

EP2014: De europæiske vælgere har mulighed for at sende en perlerække af farverige kandidater til Europa-Parlamentet. Blandt de opstillede er både kunstnere, sportsmænd og en karriere-kortspiller.

BRUXELLES: I Frankrig er Maud Fontenoy mest kendt for at have roet over Atlanten og Stillehavet. Efter på søndag vil det stå klart, om hun også kommer til at kunne skrive europaparlamentariker på sit CV. Hun og en lang række andre kandidater til Europa-Parlamentet gør op med idéen om, at man skal være levebrødspolitiker for at gøre sig gældende i politik.

Sangere, skuespillere, komikere og en cirkusartist med speciale i ilddans er blandt de over 16.000 kandidater, som de europæiske vælgere kan sende i fast rutefart til EU-land de næste fem år.

Der er også en 21-årig efterkommer af den franske kongefamilie, en polsk topmodel med en fortid på forsiden af Playboy og den litauiske pokermillionær, Tony G, der i sin fritid sponserer sit lands basketball-landshold.

Realitystjerner og sportsikoner
Polen stiller med en tidligere deltager fra TV-programmet Vild med Dans, som desuden er sovset ind i en korruptionsskandale, der involverer en kuvert, med hvad der svarer til 200.000 kr. Briterne har også en reality-stjerne på stemmesedlen, nemlig Katie Hopkins, der har deltaget i både jobudskilningsløbet "The Apprentice" og i det Robinson-lignende koncept "I'm a Celebrity...Get Me Out of Here".

Fra dansk side stiller Venstre med OL-guldvinder i badminton Poul Erik Høyer. Kommer han ind, kan han få følgeskab af indtil flere andre prominente sportsfolk. Der er den græske spydkaster Sofia Sakorafa, der nåede at sætte verdensrekord 17 gange i sin karriere. Der er den tidligere italienske landsholdsmålmand Giovanni Galli. Og så er der vinderen af 200 m butterfly ved OL i Athen i 2004, polske Otylia Jedrzejczak.

Det bliver i familien 
Parlamentet er vant til at huse farverige personligheder. Der har været rallykørere, astronauter og soap-stjerner i plenarsalen, og man har kunnet sidde til udvalgsmøder med folk som skuespilleren Jens Okking og sangeren Nana Moskouri.

Det skorter heller ikke på eks-præsidenter og premierministre i Parlamentets annaler - eller på deres familier.

I den nuværende embedsperiode har den rumænske præsidents datter Elena Basescu, med tilnavnet Rumæniens Paris Hilton, siddet i Parlamentet. Denne gang er det landets statsminister Victor Pontas kone, der stiller op. Derudover vil en gammel kending af Parlamentet, Alessandra Mussolini, barnebarn af Italiens fascistiske leder, forsøge at komme tilbage til EU's hellige haller, ligesom den tidligere finske præsident Martti Ahtisaaris svigerdatter også forsøger at komme på Tinge. 

Det er nu op til de europæiske vælgere, om de vil se disse mennesker på de bonede gulve i Strasbourg.

Hvis de ikke vil se nogen af dem, kan de stemme på den kontroversielle polske kandidat fra "Det Nye Højre"-parti, Janusz Korwin-Mikke. Han går nemlig til valg på at omdanne hele Europa-Parlamentet fra lovinstitution til et gigantisk bordel.

Forrige artikel Analyse: Det transatlantiske samarbejdes fremtidige udfordringer Analyse: Det transatlantiske samarbejdes fremtidige udfordringer Næste artikel Patentdomstolen: Her står uenighederne Patentdomstolen: Her står uenighederne