To ud af tre EU-kandidater er mænd

EP2014: Udviklingen går den forkerte vej i forhold til at øge kønsbalancen blandt kandidater til Europa-Parlamentsvalget. Kun en tredjedel af de opstillede er kvinder, hvilket er lavere end ved sidste valg.

BRUXELLES: En kvinde topper Venstres kandidatliste til europaparlamentsvalget. Men 81 procent af de opstillede Venstre-folk er mænd.

Det placerer Danmarks liberale parti i bunden af en opgørelse af kønsfordelingen blandt kandidater til valget på søndag på baggrund af Altinget.dk's kandidatdatabase.

I alt er 36 procent af feltet kvinder. Det er en lille tilbagegang fra sidste valg i 2009, hvor tallet var 38 procent.

Efter Venstre kommer Folkebevægelsen mod EU, hvor kun en fjerdedel af kandidaterne er kvinder, mens SF kan præstere 35 procent. Alle tre partier har dog en kvindelig spidskandidat.

Fire partier tæt på lighed 
I den anden ende af skalaen har Radikale en lille overvægt på spindesiden, hvilket giver dem 57 procent kvinder på listen. Hos både Dansk Folkeparti og Konservative er der total ligevægt, mens Liberal Alliance er tæt på med 44 procent kvindelige kandidater - fire kvinder og fem mænd. Socialdemokraterne ligger på 38 procent.

Christina Fiig, der er lektor ved Europastudier på Aarhus Universitet, gør klart, at der ikke er et fast mønster omkring kønsfordelingen blandt kandidater ved parlamentsvalgene.

Også ved sidste valg var Radikale og Dansk Folkeparti med blandt de partier, der stillede flest kvinder op, men det samme var SF og Folkebevægelsen, der ikke klarer sig godt denne gang.

Til gengæld peger hun på, at vælgerne i 2009 stemte en højere andel kvinder ind i Parlamentet, end deres andel af kandidatfeltet umiddelbart tilsagde.

"Ved sidste valg var der 38 procent kvinder opstillede, men der blev valgt 46 procent. Det vil sige, at der er en højere andel af kvinder i Europa-Parlamentet end i Folketinget, hvor det ligger omkring 38-39 procent. Det peger i retning af, at vælgerne gerne vil have flere kvinder valgt, end partierne opstiller," siger Christina Fiig.

 

Artiklen fortsætter under grafen

<iframe height=371 width=441 src="//docs.google.com/a/altinget.dk/spreadsheets/d/1znpYH8rHbRPRwWNV1zIyE5ZC5bZ3crj7a29LEyRkMzg/gviz/chartiframe?oid=1189335433" seamless frameborder=0 scrolling=no></iframe>

Christina Fiig er ikke overrasket over Venstres bundplacering, der flugter godt med, at partiet også lå lavt i rangeringen ved sidste valg med kun 29 procent opstillede kvindelige kandidater. De lå også lavest ved efterårets kommunalvalg med 13 procent kvinder på listerne.

"Men 19 procent er meget lavt. Så der er noget omkring Venstre og kvindelige kandidater. Det ved vi også fra Folketinget. Der er heller ikke så mange kvinder i folketingsgruppen, som det er tilfældet for andre partier," siger hun.

SF rasler ned 
Mest overraskende er det ifølge Christina Fiig, at SF, som hun kategoriserer som "et traditionelt kvindeparti", nu ligger nummer tre fra bunden efter at have været duksen ved sidste valg.

"Partiet går fra 54 procent til 35 procent kvindelige kandidater. Det er ganske markant," siger hun.

SF's spidskandidat Margrete Auken er ikke tilfreds med den udlægning. Hun peger på, at tre ud af fem kandidater på de fem første pladser på SF's opstillingsliste er kvinder, og at det kun er dem, som partiet promoverer.

"Du skal se på, hvem det er, vi kører kampagne for, og der er vi langt foran de andre," siger hun.

Ikke sideopstillede 
SF er dog ikke alene om at have så mange kvinder højt placeret. Også Radikale har tre kvinder blandt de fem første pladser på listen.

Dertil kommer, at de fleste danske kandidater er opstillet sideordnet, hvilket betyder, at også SF's nummer 16 eller 18 kan sprænge listen, hvis bare der hentes personlige stemmer nok.*

Et parti som Venstre har således gjort en dyd ud af at have en ikke-prioriteret liste og har gjort placeringen på listen alfabetisk - ud over for spidskandidaten.

Margrete Auken fastholder dog, at man kun bør se på dem, hun kalder "de seriøse kandidater" blandt de 13 mænd og syv kvinder, der er opstillet for SF.

"Der er jo ingen af de andre, der har en kinamands chance for at blive valgt, og det regner de heller ikke selv med," siger hun.

Ingen kvoter, tak
Hos Venstre, der skraber listens bund med kun 19 procent opstillede kvinder, forklarer spidskandidat Ulla Tørnæs, at det er op til de lokale bestyrelser at stille med deres kandidat.

"De er valgt ud fra kvalifikationer. Og der har man lagt vægt på, om det er én, der ville være en god repræsentant for Venstre i Europa-Parlamentet. Vi har ikke nogen kvindekvoter i vores partiorganisation," siger hun.

"Når det så er sagt, så kan jeg da godt ærgre mig over, at der ikke er flere kvinder på den liste, når jeg ved, at der er mange dygtige kvindelige Venstre-politikere. Men jeg har stor respekt for den proces, som har fundet sted i vores organisation," siger hun og understreger, at det på ingen måde er noget, som hun vil tage initiativ til at ændre.

God afspejling af danskerne 
Hos organisationen Kvinfo, der forsker i og arbejder for et mere ligestillet samfund, regner specialkonsulent Jytte Nielsen med, at andelen af danske kvinder, der bliver valgt til Europa-Parlamentet denne gang, vil falde fra det nuværende høje leje på 46 procent.

Hun ser samtidig andelen af opstillede kvinder som en indikation af, at danskerne ikke prioriterer lighed i repræsentationen så højt. 

"Det afspejler den generelle holdning til kvinder i politik i Danmark. Den er, at både vælgere og partier synes, at det er OK, når der er omkring en tredjedel kvinder. Ser man på tallene fra kommunalbestyrelser og landspolitik, så har der været en stagnation de sidste 15-20 år, hvor der ikke sket noget. Vi ligger omkring de 38 procent i landspolitik og omkring de 30 procent i kommunalpolitik," siger hun og fortsætter:

"Men når det er sagt, så så jeg da gerne, at der var betydeligt flere kvinder, som både stillede op og blev valgt ind på alle politiske niveauer".

 

*Af artiklen fremgik det først, at SF's kandidater ikke er sideopstillet. Det var en fejl, som nu er rettet. 

Forrige artikel EU's konservative trækker fra land i sidste prognose før valget EU's konservative trækker fra land i sidste prognose før valget Næste artikel Messerschmidt har massiv medieføring Messerschmidt har massiv medieføring