Pernille Weiss: Det tyske marked har også følelser

Det er da også møgirriterende, når kunderne ikke bare vælter ind i vores butik og river varerne ned fra hylderne. Når vi nu har det, som de har brug for.

Især nu, hvor Tyskland for alvor – og efter mange år med genforeningsudfordringer, flygtningekrise og så videre – har taget kampen op mod klimaforandringerne og er med på ambitionen om, at EU bliver klimaneutral i 2050. 

Vi har jo næsten alt, hvad de har brug for: Masser af energieffektiviserende teknologier og alle de vindmøller, som deres hjerte og baghaver kan finde ud af at begære. Analyser har jo vist, at hvis bare de køber 50.000 til 65.000 vindmøller, så kan de komme i 'nul' til tiden.

De fylder godt nok ungefähr 50.000 kvadratkilometer, hvilket svarer til 16 gange Fyns størrelse, og bliver af mange årsager aldrig til virkelighed. Men mindre kan også gøre det.

Købekraften fejler ingenting
Så hvorfor køber tyskerne ikke flere varer af Danmark? Eksportpotentialet er jo stort.

Især i Sydtyskland. Som, skal vi huske, jo er en af de stærkeste økonomier i Europa med en enorm købekraft. Ikke kun af energiteknologier.

I Sydtyskland bor de rigeste europæere, og der er mange af dem, som burde slæbe B&O-anlæg over deres dørtærskler, promenere i dyrt dansk designertøj og sidde i håndlavet eksklusivt nordisk møbelkunst.

I en tid, hvor den tyske økonomi sejtrækker, og hvor beregningerne af omkostningerne ved den grønne omstilling flere steder er ved at tage luften ud af mange beslutningslokaler (860 milliarder euro ifølge den tyske industriorganisation, BDI), så må Danmark med en stor eksportøkonomi af mange forskellige varegrupper være kreative og finde kunderne, hvor de er. Også mentalt.

Relationer skal plejes for at blomstre
Trods de store potentialer er der ganske rigtigt ikke gang i den endnu.

Der skal meget mere til end at tro, at fordi den nye tyske finansminister er socialdemokrat og kommer fra Flensborg, så skal der nok gå hul på bylden.

Ligesom der – med al respekt – skal mere til end det flot gennemførte og utvivlsomt værdiskabende besøg, som Dronning Margrethe II og Kronprins Frederik aflagde sidste år.

Jeg vil gerne i denne omgang fremhæve ét aspekt, som vi ofte glemmer: Vi danskere er som europæere meget hurtige på aftrækkeren og opfører os lidt som ægtefællen, som mener, at der med et "ja" ved alteret en gang for alle blev sagt, at jeg hver dag er glad for ægteskabet.

Relationer - især mellem europæiske stater og folkefærd – skal plejes for at blomstre. Især når den gode energi gerne skal give kontant afregning til den ene part.

Jeg har nemlig spurgt mig lidt omkring i min store gruppe af kollegaer i EPP. Som jo har mange tyske medlemmer. For de kan godt lide Danmark og troede faktisk, at den tyske import af "Made in Denmark" var større.

Nøgterne nordboere og skamfulde tyskere
I den tyske folkesjæl og selvforståelse lever skammen over Anden Verdenskrig og andre tidlige tiders krigssynder i bedste velgående. De bærer stadigvæk på tyngden af dårlig samvittighed over ikke altid at have været en ordentlig og næstekærlig europæer.

Selvom de fleste erhvervsaktive tyskere i dag kun er efterkommere af krigens generationer, så render mange af dem rundt med skyld og skam over fortiden, som bekræftes af enten omverdenens direkte påmindelser eller ignorant ligegladhed.

Vi har altså at gøre med noget, der hører følelsesregisterets stemningsbilleder til, og som vi nøgterne nordboere kan have en tilbøjelighed til at trække på skuldrene af. Når vi gør det, så holder vi – peger flere af mine kollegaer på – dem fast i billedet af, at vi nok ikke kan lide dem.

At vi bærer nag fra krigens tid eller generelt ser ned på deres sammensatte og komplekse kultur af forskellige forbundsstater, fastlåste spændinger og forskelle mellem det tidligere Øst- og Vesttyskland, deres langsomme omstillingsparathed og ofte overforsigtige omgang med egen størrelse.

Dette kan være en af de oversete forklaringer på, at især sydtyske indkøbere ikke ser mod Danmark. Det kan – og bør vi – gøre noget ved.

{{toplink}}

debat@altinget.dk