Mussolinis arvtagere er på vej mod magten i Italien

Af Jesper Skov

Tre gange om året samles tusindvis af italienere i Benito Mussolinis fødeby, Predappio, for at mindes den fascistiske leder. Det sker på hans fødselsdag, hans dødsdag og på årsdagen for den berømte ”March mod Rom” 28. oktober 1922. Dengang Mussolini overtog magten i Italien.

Nogle af gæsterne marcherer i takt, andre sender fascistiske hilsner eller køber souvenirs, der hylder hovedpersonen og Adolf Hitler. Ingen kan være i tvivl om, at fascismen aldrig har forladt det land, hvor den i sin tid blev opfundet. Og det gælder ikke kun i Predappio. I Italiens kollektive erindring er Mussolini ikke forbundet med nær samme stigma som den tyske diktator, der længe var en stor beundrer af Il Duce.

På restauranter landet over er det ikke usædvanligt at høre fascistiske hymner som baggrundsmusik, ligesom Mussolinis villa nær Rimini i dag er en eftertragtet lokalitet for unge par, der indgår ægteskab. Og når italienerne 25. september har været til parlamentsvalg, er der ifølge John Foot, engelsk professor i moderne italiensk historie, al mulig grund til at tro, at et parti med fascistiske aner, vil overtage magten:

”En uge er en evighed i italiensk politik, men det er efterhånden næsten umuligt at forestille sig, at sejren ikke tilfalder Italiens højrenationalister”.

En hilsen med strakt arm

Med sans for aktualitet har Foot netop udgivet bogen ”Blood and Power. The Rise and Fall of Italian Fascism”. Jeg møder ham på University of Bristol, hvor vi især skal tale om, hvorvidt valgets favoritter, partiet Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) og lederen Giorgia Meloni skal opfattes som en videreførelse af Mussolinis fascistiske ideologi.

Italiens Brødres popularitet har siden 2019 løftet sig fra fem procent af vælgerne til i dag at nyde opbakning fra en fjerdedel, hvis man skal tro meningsmålingerne. Et antal, der formentlig vil gøre partiet til Italiens største.

Og tror man også på den såkaldte Bradley-effekt, som nogle politologer hævder kan forklare diskrepansen mellem kontroversielle politikeres lavere opbakning i meningsmålinger end til selve valget (den danske pendant hed engang DF-effekten), ser det endnu bedre ud for Melonis parti. Effekten er dog omdiskuteret og for eksempel Rigsdagsvalget i Sverige forleden har ikke styrket teoriens præmis. Meloni kan tilsyneladende sagtens klare sig uden.

Med støtte fra andre partier på højrefløjen, især Matteo Salvinis yderligtgående Lega og Silvio Berlusconis mere moderate Forza Italia samt en betydelig splittelse på venstrefløjen, ligner det således en sejr til en alliance, man nemt kan forbinde med Mussolini og Italiens fascistiske fortid.

”Eksempelvis fremsatte én af partiets kandidater til borgmesterposten i Rom sidste år den idé, at håndtrykket burde afløses af den mere coronavenlige hilsen med strakt, højt hævet arm,” forklarer Foot.

God vold

Historisk set er fascismen et politisk barn af Første Verdenskrig. En krig, der kostede knap 600.000 italienske soldater livet og som viste en hel nation, at man både kan vinde krigen og tabe freden. Mange italienere opfattede ellers den store krig som en konflikt, der endegyldigt skulle forløse landets potentiale som en af Europas stærkeste og mest potente aktører. Men fredsaftalerne indgået efter krigen opfyldte ikke befolkningens drømme om territoriale gevinster, og snart efter tog den fascistiske stemme form.

I begyndelsen båret af en retorik domineret af kærlighed til fædrelandet og had til den etablerede politiske elite. Senere, under ledelse af Benito Mussolini, ophørte de verbale argumenter imidlertid til fordel for fysisk vold, såkaldt god vold, rettet mod enhver fascisterne mente undergravede nationens interesser. Særligt udsatte var de venstreorienterede, pressen, domstolene og jøderne.

Alligevel, eller netop derfor, steg fascismens popularitet, og det kan undre, at en så brutal politisk bevægelse kunne triumfere i en tid, hvor de fleste higede efter fred. Ligeledes kan det undre, at man i dag kan opnå politisk succes ved at tale positivt om Mussolini, særligt med tanke på konsekvenserne af den fascistiske epoke, der varede fra 1922 til 1943.

Ifølge John Foot er fascismens erobring af magten da også forbundet med surrealistiske aspekter, det kan være en fordel at kende til i dag:

”Fascismen triumferede ikke i kraft af sin politiske ideologi, men fordi fascisterne helt bogstaveligt var i stand til at smadre sine modstandere. Kort tid efter ”Marchen mod Rom” begyndte socialister og andre frygtsomme, der stod i opposition til fascismen, således at gå i eksil eller trække sig fra den offentlige politiske debat. Og så var der dem, der ganske enkelt skiftede politisk standpunkt, også af rent pragmatiske årsager. Det blev en meget væsentlig del af fundamentet for Mussolinis sejr. Og denne fascistiske model blev senere, i varieret form, imiteret af blandt andre Hitler og Franco. Mussolini opfandt en ideologi og en praksis understøttet af propaganda, der lige siden har inspireret mange populisters stræben efter magten,” fortæller Foot og tilføjer:

”Mussolini viste, hvordan man etablerer et autoritært regime understøttet af vold og foragt for alle eksisterende politiske institutioner, herunder den demokratiske valghandling. Og ikke mindst i et nutidigt perspektiv er det interessant, at han i 1919 var den første betydelige politiker, som offentligt nægtede at acceptere et valgresultat der gik imod egne interesser. Ene og alene fordi de forkerte mennesker vandt.”

Den store march

Og sådan blev det. Fascisterne afviste konsensus og erklærede, at de i respekt for de soldater, der kæmpede under Første Verdenskrig, nødvendigvis og med alle voldelige midler måtte afvise demokratiets stemme.

Herefter indledte fascisterne gradvist magtovertagelsen, hvor de helt konkret vandrede fra by til by og med brutale metoder afsatte de siddende offentlige myndigheder, der ikke fulgte opfordringen om frivilligt at træde tilbage. Det hele foregik meget velorganiseret og systematisk. Som Foot forklarer:

”Fascisterne annoncerede ligefrem på forhånd deres ankomst og ulovlige hensigt pr. brev, hvorefter planen forbløffende nok blev eksekveret. Det hele kulminerede med ”Marchen”, men på det tidspunkt var staten allerede kollapset, og kongens overvejelser om at sætte hæren til modværge realiseredes aldrig”.

Foots omfattende bog, ”Blood and Power”, leverer et mikrohistorisk perspektiv på almene italieneres erfaringer med at leve under fascismen, særligt i relation til fascismens voldsanvendelse og konsekvenserne heraf.

Den beskæftiger sig med såvel fascister som anti-fascister, og voldens centrale etablering ses som et produkt af den grusomhed, der prægede mange soldaters tilværelse under Første Verdenskrig. En krig, der ikke blot brutaliserede sindet hos mange, men som også var årsag til etableringen af voldsfascinerede grupper, der retfærdiggjorde deres barbari med automatisk henvisning til fædrelandets ve og vel.

”En meget stor del af de især unge mænd, der iførte sig fascismens sorte skjorte i skyttegravene under krigen, havde vænnet sig til en tilstand, hvor brutalitet og vold stod i centrum. Mange var dygtige voldsudøvere, og de udviklede nærmest en slags afhængighed af voldelig adfærd, der blev opfattet som både heroisk og retfærdig,” forklarer han.

Er Meloni arvtager?

Hurtigt kunne Mussolins tilhængere konstatere, at en taktik funderet på vold var meget effektiv og også af den årsag værd at fortsætte. Herfra så de sig aldrig tilbage. Som Foot lakonisk udtrykker det:

”I Italiens tilfælde skulle der en ny krig til at stoppe fascismen.”

Man kan få den tanke, at det tavse italienske flertal dengang med åbne øjne accepterede, ja måske ligefrem nød, fascisternes kyniske taktik. Foots analyse er, at mange italienere, også ikke-fascister, på det tidspunkt var bange for en revolution og en kommunistisk magtovertagelse som i Rusland.

”Hvis fascisternes metoder kunne eliminere denne røde trussel, blev volden bredt accepteret,” hævder han og tilføjer:

”Det var en meget lille minoritet i befolkningen, der praktiserede volden, men mange brutale overfald blev udført foran passive tilskuere. Tavse iagttagere, der indirekte blev en forudsætning for, at volden kunne triumfere.”

Det er uundgåeligt at spekulere over, hvorvidt Italien i dag marcherer mod en ny politisk tragedie, hvis Meloni triumferer ved det kommende valg – og på om det er rimeligt at identificere hendes parti som en fascistisk stemme.

Ingen totalitære spøgelser

Foot, der ligesom adskillige af sine forfædre, er erklæret venstreorienteret, ser ikke umiddelbart totalitære spøgelser i horisonten:

”Jeg mener ikke, Italiens Brødre er et fascistisk parti. Primært fordi det altid har ageret inden for rammerne af det demokratiske system. Og der findes ingen indikationer på, at partiet nu skulle være voldsparat og interesseret i et angreb, der udfordrer statens autoritet.”

Men nu tyder meget jo også på, at valget falder ud til Melonis fordel. Og hendes parti deler trods alt stamtræ med det nu opløste neo-fascistiske parti MSI (Movimento Sociale Italiano), grundlagt af fascister efter Mussolinis død.

Desuden anvender Italiens Brødre, som de fleste efterhånden har opdaget, samme logo, en trikoloreflamme, som blev anvendt af både MSI og Mussolini selv. Og på et vælgermøde forleden i regionen Veneto, havde The Economist talt sig frem til, at hver fjerde mand blandt de fremmødte var iført sorte t-shirts, der i Italien stadig associeres med Mussolinis epoke.

Med en vis rimelighed kan man derfor hævde, at der hos Meloni og hendes støtter ikke eksisterer noget stort ønske om at lægge afstand til partiets fascistiske proveniens. Så hvad skal man lægge i, at Meloni taler som en relativt moderat politiker, der deler konservative holdninger med adskillige andre demokratisk valgte ledere i Vesten som for eksempel Ungarns premierminister Viktor Orbán, den tidligere amerikanske præsident Donald Trump og den nu afgåede britiske premierminister Boris Johnson?

”Det er klart, at hendes parti, særligt de lokale afdelinger, nostalgisk dyrker fortiden. Afdøde fascisters portrætter hænger på væggen, medlemmer har tatoveringer med Mussolinis kontrafej og så videre, men jeg tror ikke, de ønsker at smadre demokratiet, som deres forgængere gjorde. Jeg ser ikke partiets fremgang som et klart udtryk for, at rendyrket fascisme er i fremgang i Italien. Hvis de økonomiske nøgletal fortsat udvikler sig meget negativt, kan det muligvis ændre sig, men for nuværende ser jeg det ikke,” siger Foot.

Tosset ikke at tage sig i agt

De fleste iagttagere, Foot inklusive, er imidlertid enige om, at Italiens Brødre og dets tilhængere vil videreføre den revisionistiske retorik, der fokuserer på alle Mussolinis og fascismens angiveligt gode gerninger.

”Den adfærd kan sagtens vise sig at være skadelig, og det vil være tosset ikke at tage sig i agt over for samme. Det ændrer bare ikke på, at det stadig vil være skørt at opfatte Meloni som fascist. Og hvis hendes modstandere udråber hende og alle i hendes lejr til fascister, vil det være meget nemt at tilbagevise påstanden, og derfor vil den slags ukomplicerede politiske angreb ikke virke efter hensigten. Hendes modstandere bør ej heller overse, at Meloni er en meget begavet og fascinerende politiker.”

Foot mener heller ikke, at Italiens konstitutionelle fundament aktuelt er i fare:

”Jeg tror det italienske demokrati vil overleve en valgsejr til Meloni. Landets grundlov er lykkeligvis meget stærk og indrettet på en måde, der gør det svært at foretage den slags drastiske ændringer. Hvilket selvsagt ikke er det samme, som at der slet ikke er anledning til bekymring.”

Sandt er det da også, at Silvio Berlusconi sad tungt på magten i omtrent 20 år, uden at det bragte demokratiet i fare eller fremmede den fascistiske stemme i Italien. Men Foot ser flere problemer i den sammenligning:

”Via sin kolossale magt over medierne havde Berlusconi slet ikke behov for at justere eller svække de demokratiske institutioner. Med tanke på fraværet af drastiske ændringer i hans regeringstid kan man på sin vis betragte det som en fordel, at Berlusconi grundlæggende kun var interesseret i Berlusconi.”

En sprængfarlig cocktail

Mere relevant er det måske at overveje, hvordan Berlusconi, der i ugen efter valget fylder 86 år, har det med højst at spille andenviolin i en regering ledet af en fagligt overlegen kvinde. Og hvad med Salvini, det tredje ben i højre-alliancens taburet?

”Salvini kan vise sig at være farlig,” mener Foot, ”men han er ikke en seriøs politiker, og han fremstår mere og mere som en vittighed. Helt anderledes forholder det sig med Meloni. Hun virker optaget af at bruge sin magt til at skabe forandring. Det gør hende efter min mening langt farligere.”

Mest overraskende vil det næsten være, hvis alliancen får et langt og roligt liv ved magten. Der spekuleres allerede i, at Salvini og Berlusconi i fællesskab vil forsøge at spænde ben for Meloni. Og de seneste 30 år har den gennemsnitlige levealder for en italiensk regering da også været færre end 20 måneder.

Sikkert er det imidlertid, at Melonis politiske visioner, ud over en sænkelse af både selskabsskatten og arbejdsgivernes bidrag til offentligt finansieret velfærd, rummer et tydeligt ønske om at stramme kursen over for ikke-europæiske indvandrere og at trække Europa i en mere konservativ retning. Formentlig godt sekunderet af lande som Polen og Ungarn. Og netop Ungarn er et eksempel på, at det også i EU-regi er muligt at etablere noget, der minder om et diktatur, inden for grænserne af et demokrati.

Tendensen er entydig, siger Foot:

”Flere steder hænger demokratiet i en tynd tråd. USA er et oplagt eksempel, og i Rusland findes det slet ikke længere. Antallet af autoritære populister er stigende, og det ser ud, som om udviklingen ikke har noget bakgear.”

 

Jesper Skov er lektor ved Rysensteen Gymnasium