Messerschmidt: Danmarks sikkerhed er for vigtig til EU

REPLIK: Indtil Danmark får den aftale om EU’s politisamarbejde, som ingen statsmand ved sine fulde fem vil nægte os, kan vi passende bruge tiden på at sikre os selv, lyder Morten Messerschimdts (DF) replik til Morten Helveg Petersen (R).

Af Morten Messerschimdt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Morten Helveg Petersen (R)  hævder i Altinget, at alt, hvad han og de andre EU-politikere truede danskerne med før folkeafstemningen d. 3. december, nu er ved at blive til brutal virkelighed:
Fire måneder efter at danskerne stemte nej til at opgive det danske retsforbehold, har Danmark nemlig ikke fået en parallelaftale med EU’s politisamarbejde, Europol.

Retsforbeholdet beskytter dansk politik
Ifølge Morten Helveg Petersen har EU slet ikke tid til at forhandle med Danmark, for terror og folkevandring får hele EU-konstruktionen til at knage i fugerne. ”Skulle EU og EU-landene i den kontekst virkelig smide alt fra sig og forhandle en særaftale med Danmark?”, spørger Morten Helveg Petersen retorisk.

Ja, naturligvis. Alt andet ville være uansvarligt, og vi må håbe, at de danske politikere og embedsmænd nede i EU gør deres bedste. Også Morten Helveg Petersen.

Ifølge ham vil danskerne dog som fortjent blive straffet for deres opsætsighed, når de efter 1. maj 2017 famler alene og i blinde uden for Europol overladt til de velkendte kriminelle (og pædofile) netværk.

Men da danskerne stemte nej 3. december, var det ikke fordi, de blev forført af Dansk Folkepartis fløjtespillere, men fordi de mente, at retsforbeholdet beskytter en selvstændig dansk politik, f.eks. for masseindvandring - hvis ellers altså vores regering tør anvende det.

Vi kender EU’s møjsommelige tempo
Dansk Folkeparti har aldrig hævdet, at det blev nemt at få en parallelaftale, for vi kender det møjsommelige tempo, som EU bevæger sig i, og vi har altid været forberedt på, at en blanding af EU-bureaukrater og fanatiske EU-kværulanter ville gøre vejen vanskelig for Danmark.

Det er netop den slags kværulanter, som er samlet i Morten Helveg Petersens gruppe i EU-parlamentet. Den liberale Alde-gruppe kan man altid regne med, hvis et fornuftigt initiativ til at bekæmpe grænseoverskridende terrorisme skal forsinkes og udvandes.

I fem år har EU’s regeringer klogeligt forsøgt at oprette et passagerregister, kaldet PNR, hvor flyselskaberne automatisk opsamler oplysninger om passagererne til brug for myndighederne. Ifølge Europols egen chef er 5.000 hellige Syrien- og Irakkrigere vendt tilbage til Europa.

Men EU-parlamentets liberale Alde-gruppe og de rød-grønne har i årevis kværuleret i ét væk og med diffuse antiovervågnings-argumenter til dags dato forhindret, at dette nødvendige redskab i kampen mod islamisk terrorisme har set dagens lys.

Tillid til den danske efterretningstjeneste
Når Morten Helveg Petersen bryster sig af, at han er ved at toptune EU’s politisamarbejde og spår, at Danmark vil blive kastet ud i mørket, er der grund til at se på, hvordan CIA’s tidligere chef Michael Hayden vurderer de europæiske efterretningstjenester; de indhenter nemlig flere oplysninger i USA, end de gør hos hinanden, fordi de ofte er ”utætte som en si(…)".

Michael Hayden vurderer også EU-landenes sikkerhed: ”Meget gode og aggressive sikkerhedstjenester i Frankrig og Storbritannien; gode men små sikkerhedstjenester i Skandinavien…” Og om Belgiens efterretningstjeneste: ”lille, underfinansieret, juridisk hæmmet og i tjeneste for en regering, som selv har sine problemer med at regere.”.

Efter massakrerne i Bruxelles er der nok mere grund til at have tillid til de danske og britiske efterretningstjenester end til Belgiens efterretningstjeneste.

For vigtigt til EU
Det må være ren bitterhed, som får Morten Helveg Petersen til nu at skose danskerne for deres valg den 3. december, men tiden er alt for kostbar og terrortruslen alt for påtrængende til den slags.

Indtil Danmark får den aftale om EU’s politisamarbejde, som ingen statsmand ved sine fulde fem vil nægte os, kan Danmark passende bruge tiden på at sikre sig selv ved igen at kontrollere sine grænser og lufthavne, overvåge de elementer, som støtter og udfører hellig krig imod os og foretage en kritisk udrensning blandt de konventioner og traktater, som forhindrer den nødvendige og effektive beskyttelse af borgerne.

Det er et ansvar, som er for vigtigt til at blive overladt til EU.

Forrige artikel S: Nye asylregler skal sikre kontrol over flygtningestrøm S: Nye asylregler skal sikre kontrol over flygtningestrøm Næste artikel V: Et stærkere EU, hvor det giver mening V: Et stærkere EU, hvor det giver mening