Løkke lurepasser om europæisk partimedlemskab

Moderaterne flirter med de liberale i Europa, men vil endnu ikke bide til bolle, selv om dørene står åbne for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

BRUXELLES: Tidligere på måneden var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til nytårsreception i Bruxelles hos partigruppen Renew, der samler Europa-Parlamentets liberale partier. Her sidder Venstre og Radikale sammen med blandt andre den franske præsidents EU-politikere (som dog ikke vil kaldes liberale, fordi det er tæt på at være et fyord i fransk politisk kontekst – men det er en anden historie).

Besøget var kort – meget kort. Ministeren havde et fly, han skulle nå.

Efterfølgende var læsningen i Renew-toppen dog klart, at det var en tilnærmelse fra Løkkes side, og at Moderaterne med sikkerhed ville placere sine partisoldater hos dem, hvis de får fisket stemmer nok til næste forårs europaparlamentsvalg til at sende nogen til Strasbourg og Bruxelles.

”Vi anser dem som en del af Renew-galaksen, selv om de kun er uofficielle medlemmer,” som en talsmand for Renew-formand Stéphane Séjourné formulerer det.

Ikke sikkert

Der gør de dog lidt regning uden vært.

For det første har Moderaterne endnu ikke officielt erklæret, om de overhovedet stiller med kandidater til næste års parlamentsvalg. Den klare forventning er, at de gør det, men både detaljerne og bekræftelsen udestår.

For det andet var det heller ikke så meget Løkkes gamle partifæller i Renew, som udenrigsministeren var dukket op for at mingle med. Det var snarere Charles Michel, lederen af Det Europæiske Råd, der samler EU’s 27 stats- og regeringschefer. Han er Løkkes gamle liberale ven fra statsministertiden, og ham ville den nyslåede danske udenrigsminister gerne have hilst på under sin første tur til Bruxelles i sit nye embedes medfør. Det tillod kalenderlogistikken ikke, men så var det, at Michel foreslog, at de stak hovederne sammen hos Renew. I parentes lykkedes det ikke. Løkke var smuttet, før Michel nåede frem til cocktail-sessionen.

For det tredje ønsker Moderaterne endnu ikke at melde deres europæiske intentioner ud – eller om de overhovedet har nogle sådan.

Der er således heller ikke landet nogen ansøgning fra Moderaterne hos den europæiske partifamilie, ALDE (Alliancen af liberale og demokrater for Europa). Det er paraplyorganisationen for liberale partier både inden og uden for Parlamentet (hvor Venstre og Radikale også sidder, men hvor Emmanuel Macrons parti ikke er med - jævnfør den oven for nævnte liberalisme-aversion).

Status som hangaround

Hos ALDE bliver der ikke lagt skjul på, at partiet er velkommen i klubben, hvis de vil med.

Løkke har også fået en stående invitation til store Renew-begivenheder, herunder de traditionelle formøder, som gruppen afholder for partiledere inden EU-topmøder i Bruxelles.

Morten Løkkegaard, der er leder af Venstres firemandsdelegation i Parlamentet, gør klart, at det er ”hans håb og hans forventning”, at Moderaterne lægger deres æg i ALDE og Renews respektive kurve, hvis de vil noget på europæisk plan.

”Hvis Moderaterne skulle melde sig under fanerne, ville jeg da synes, at det var både velkomment og naturligt. Det ville være mærkeligt, hvis det parti ikke hørte hjemme i den liberale familie,” siger Løkkegaard.

I Bruxelles er der altså mange, der føler, at de har fået en kraftig indikation af, at det er den vej, partiet hælder.

Samtidig skal man dog ikke glemme, at nogle dele af Venstre på Løkkes vagt inden sidste europaparlamentsvalg flirtede stærkt med tanken om at flytte partiet til Europa-Parlamentets største gruppe, kristendemokratiske EPP, hvor de danske Konservative sidder.

Det gælder ikke mindst, hvis Konservatives meningsmålinger frem mod valget fortsætter med at være lige så lave som i dag. Hvis det niveau, K pt. står til, skulle veksles til parlamentsmandater, ville partiet slet ikke opnå valg. Det ville efterlade et dansk tomrum på en strategisk vigtig plads i Parlamentet.

Derfor er det ikke svært at få tanken, at Løkke måske bare stadig holder sine muligheder åbne.

{{toplink}}

Forrige artikel Frifindelse af Messerschmidt byggede på tvivl og forkerte præmisser Frifindelse af Messerschmidt byggede på tvivl og forkerte præmisser Næste artikel Lidegaard og Løkke fik sat deres aftryk i SVM-regeringens udlændingepolitik Lidegaard og Løkke fik sat deres aftryk i SVM-regeringens udlændingepolitik