Lidegaard og Løkke fik sat deres aftryk i SVM-regeringens udlændingepolitik

Det er ikke kun den økonomiske politik, der har ændret retning, efter statsminister Mette Frederiksen (S) dannede sin nye SVM-regering. Det samme gælder dele af udlændingepolitikken, der er skudt hen til side 39 i det nye regeringsgrundlag. Et område, hvor socialdemokraterne før valget var aldeles stålsatte, men hvor Mette Frederiksen alligevel gav overraskende indrømmelser for at få sin brede midterregering.

Den absolut mest politisk betydningsfulde ændring ligger i asylpolitikken.
Som det fremgik af Altingets interview med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) i sidste uge, er planerne om et rent dansk modtagecenter i Rwanda nu reelt sat på pause.

Danmark har ikke trukket sig ud af Rwanda, der er stadig danske embedsmænd i Kigali, og der er stadig et samarbejde på forskellige områder. Men det ændrer ikke ved, at der ikke længere foregår forhandlinger om den faktiske etablering af et dansk drevet modtagecenter. Her var den banebrydende idé, at asylansøgerne ikke alene skulle have behandlet deres ansøgning i Rwanda, men også blive, hvis de fik asyl.

Indrømmelse til Lidegaard
Siden præsentationen af den nye regerings program har der ellers været en vis tvivl om, hvordan armlægningen om Rwanda-modellen egentlig var landet.

På den ene side står der ikke et ord om samarbejdet med Rwanda i regeringsprogrammet, selvom socialdemokraterne inden valget havde stillet i udsigt, at et nyt modtagecenter i Rwanda kunne etableres inden for et år. Tværtimod står der, at det videre arbejde for et nyt asylsystem er bundet op på et "samarbejde med EU eller en række andre lande”.

På den anden side slog Mette Frederiksen på et pressemøde fast, at man "ultimativt godt kan forestille sig, at vi kan lave det bilateralt – altså Danmark og et andet land".    

Nu står det altså klart, at den "ultimative" danske enegang er skudt ud i en uvis fremtid, og at Danmark i stedet forsøger den europæiske vej, som socialdemokraterne indtil for nylig anså som ufarbar. 

Formuleringen i regeringsgrundlaget blev efter Altingets oplysninger aftalt mellem Mette Frederiksen og den radikale leder Martin Lidegaard. Og selvom Radikale endte med at holde sig uden for regeringen, blev formuleringen fastholdt alligevel, fordi Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne på det punkt lå helt på linje med Lidegaard.

Venstre støttede officielt den socialdemokratiske position, men Venstre-leder Jakob Ellemann-Jensen synes på det personlige plan ikke have været overdrevent begejstret for Rwanda-projektet. Så der er grænser for, hvor meget han har kæmpet for idéen.

Frankrig og Tyskland imod
Nu er arbejdet for et nyt asylsystem foreløbig lagt over i et europæisk spor.

Udlændingeminister Kaare Dybvad fremhæver, at der "er bevægelse i EU", og der ingen tvivl om, at mange EU-lande bag facaden har været interesseret i den danske Rwanda-model. Som en anden central placeret minister udtrykker det: "Mange af EU-landene er jo enige med os bagefter, men de siger det bare ikke på selve møderne".  

Der er heller ikke tvivl om, at EU står et andet sted end under flygtningekrisen i 2015, hvor det var Angela Merkels liberale udlændingepolitik, der dominerede. Aftalen mellem EU og Tyrkiet om at holde asylansøgere ude af EU markerede et afgørende ryk, og i tilfælde af en ny flygtningekrise, kan der komme nye bevægelser i mere restriktiv retning. Strømmen af flygtninge og migranter er disse måneder stærkt tiltagende ved EU's ydre grænser.

Ikke desto mindre er det usandsynligt at noget der bare minder om den danske Rwanda-model, kan blive gennemført i EU-regi, så langt øjet rækker. Nøglelande som Frankrig og Tyskland er lodret imod, det samme er EU-Kommissionen og størstedelen af Parlamentet.

Briterne på linje
Andre EU-lande, der er enige med Danmark, kan ikke bilateralt tilslutte sig den danske Rwanda-model, fordi det vil være i modstrid med EU's retslige samarbejde. Det samarbejde, danskerne i 2015 sagde nej til at deltage i.

Tilbage står europæiske lande uden for EU, hvor Norge tidligere blev anset som en mulighed, men med den nye norske regering ledet af Arbejderpartiet er den mulighed indtil videre lukket.

Så er der Storbritannien, der selv har en aftale med Rwanda, der dog i første omgang blev bremset af de britiske retsinstanser. Men briterne arbejder videre for at få løst de juridiske problemer, så den mulighed kan ikke helt afskrives. 

Et dansk samarbejde med Storbritannien støder dog på et andet problem: Nemlig at der stadig er bitre følelser over for Storbritannien efter Brexit, og at et bilateralt dansk samarbejde med briterne uden om EU vil være utrolig upopulært i EU-kredse. 

Danmarks omdømme
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kaldte i valgkampen et dansk modtagecenter i Rwanda for noget, "der vil give et internationalt syn på Danmark, hvor smykkeloven er vand ved siden af". Løkke turnerede ellers med lignende forslag, da han selv var statsminister, men der blev ikke blev lagt meget arbejde i det.

Som statsminister lagde Løkke meget vægt på have et nært forhold til Tyskland, som han ser som Danmark nærmeste allierede, og for ham vil det veje ekstra tungt, at den nuværende tyske regering er blankt afvisende over for den danske Rwanda-model.

Rwanda-projektet er hele vejen igennem blevet kørt af Udlændinge- og integrationsministeriet, til dels i samarbejde med ministeren for udvikling, mens selve Udenrigsministeriet har været imod. Men i den rene socialdemokratiske regering var Udenrigsministeriet reelt underlagt statsministeren, der støttede Rwanda-projektet. Med Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister bliver modstanden mod Rwanda-projektet helt anderledes massiv.

"I hjertet af EU"
Mette Frederiksen var i starten af sin statsministertid ret ligeglad med, hvad der var den fremherskende holdning i EU, og hun kaldte uden blusel et EU-budget for "fuldstændig gak". Dengang stod hun rimelig fast på, hvad hun anså som den rigtige politik - uanset reaktionerne.

Men da Mette Frederiksen for halvandet år siden begyndte at tale varmt om "et Danmark i hjertet af EU", lød hun mere som forgængeren, den EU-begejstrede Helle Thorning-Schmidt (S). Den udvikling er fortsat siden hen.

Frygten for negative reaktioner fra centrale EU-lande er utvivlsomt en pæn del af forklaringen på, at Mette Frederiksen valgte at renoncere på Rwanda-modellen under regeringsforhandlingerne. Også på det punkt er statsministeren begyndt at føre en "nødvendighedens politik".

De syriske kvinder
Parkeringen af det rent danske Rwanda-projekt er den substantielt absolut vigtigste ændring af den nye SVM-regerings udlændingepolitik. Men to andre stridspunker har også påkaldt sig opmærksomhed.

Det er er den nye linje over for gruppen af syriske flygtninge fra Damaskus-området, der stod til hjemsendelse, men som nu får lov til at blive, hvis de eksempelvis tager en uddannelse som sygeplejerske eller på et andet område, hvor Danmark har brug for arbejdskraft. I stedet for at sidde på et udrejsecenter i en situation, hvor man ikke kan tvangsudsende folk til Syrien.

Det var netop en af de "tidsler" i det udlændingepolitiske bed, som Lars Løkke Rasmussen pegede på i valgkampen - og som nu er blevet "luget ud". Det er på det principielle plan et opgør med paradigmeskiftet, hvorefter flygtninge ikke skal integreres, men sendes hjem igen, så snart der er fredeligere i hjemlandet.

Emnet blev brugt som skyts mod socialdemokraterne af Danmarksdemokraternes Peter Skaarup i den første spørgetid til SVM-regeringens ministre, og der er ingen tvivl om, at det er et skifte i forhold til socialdemokraternes linje i valgkampen. Men det er næppe et område, der vil give Mette Frederiksen alvorlige problemer.

For selvom der stadig er massiv opbakning til en stram udlændingepolitik, vil ganske mange danskere utvivlsomt dele Løkkes synspunkt om, at det ikke giver mening at have syriske kvinder siddende i en udrejseposition, når en tvangshjemsendelse alligevel ikke kan effektueres, og de i stedet kunne gøre nytte som danske velfærdsarbejdere.

Som Kaare Dybvad påpeger, er det et større problem, at langt de fleste syriske kvinder er uden for arbejdsmarkedet.

IS-mødrene
Så er diskussionen om IS-mødrene i de kurdiske fangelejre i Syrien anderledes sprængfarlig. De kvinder, der er tilbage i lejrene, er ikke længere danske statsborgere, men har statsborgerskab i en række andre lande.

Her har Mette Frederiksen helt indtil valgdagen understreget, at hun ikke vil tage de kvinder til Danmark, der har tilsluttet sig terrororganisation Islamisk Stat - og som "har vendt Danmark ryggen". 

På den anden side af hegnet står Lars Løkke Rasmussen, der for mindre end et år siden udsendte et tweet med teksten: "Danske børn er danske børn - og de skal hjem! Om fornødent må deres mødre følge med."

I modsætning til Rwanda-modellen blev det punkt ikke afklaret under regeringsforhandlingerne. Det blev for nylig behandlet i SVM-regeringen, men man har ikke fundet en løsning.

I første omgang er sagen skudt til hjørnespark, mens  regeringen har "iværksat arbejdet med at få et opdateret vidensgrundlag". Det kommer til at tage nogle uger.

Selvom det næppe gør den store forskel for terrortruslen mod Danmark, om de resterende tre IS-mødre hentes tilbage, er det en symbolmættet sag, hvor både statsministeren og udenrigsministeren har meget prestige på spil. Farligst er det dog for Mette Frederiksen, der igen og igen vil blive angrebet fra højrefløjen, hvis hun bøjer sig på dette felt. 

Skyggerne fra 2015
Alligevel ligger den mest alvorlige trussel mod SVM-regeringens udlændingepolitik på asylområdet.

I alle tre regeringspartier er man foruroliget over, at presset af flygtninge og migranter tager til ved EU's ydre grænser, og hvis der igen kommer asylansøgere vandrende op af de europæiske veje, kan SVM-regeringen komme til at stå i samme situation som i 2015. Det har potentiale til at udløse en politisk tsunami.

Med pauseknappen på det rent danske Rwanda-projekt tyder intet på, at et nyt asylsystem vil være på plads på det tidspunkt. 

erik@altinget.dk