Lektor: Tiden vil vise, om EU's styrke slår dets svage vaccinepunkt

Du kender godt spørgsmålet, som ofte stilles til jobsamtaler: Hvad er dine styrker og svagheder?

Hvis EU var til jobsamtale ville svaret være, at dets styrker også er dets svagheder. Det ses klart i forbindelse med håndteringen af covid-19-krisen. EU's styrker og svagheder skyldes samarbejdets natur.

Kort fortalt er EU et beslutningssystem, der finder teknokratiske løsninger på samfundsmæssige udfordringer, der oftest er af økonomisk karakter. Når EU stilles over for en udfordring, går snørklede beslutningsprocesser i gang.

Disse processer skal ikke alene indtænke de forskellige medlemslandes interesser, men også forskellige partigrupper i Europa-Parlamentets interesser. Det resulterer oftest i langsommelige og komplicerede løsninger, der er et miskmask af forskellige politiske, økonomiske og juridiske hensyn.

Hvorfor er det en svaghed? Og hvordan kan det ses i pandemihåndteringen? Det er en svaghed af flere grunde.

EU så jura, andre lande så nationale interesser
For det første betyder det, at EU agerede langsomt i forhold til kriser generelt og covid-19-krisen specifikt, da det tog tid at komme op i omdrejninger, efter Italien første gang slog alarm.

Nogle vil sige, at EU ikke har mange beføjelser på sundhedsområdet, men det er kun en del af forklaringen. EU har også ageret langsomt i forhold til godkendelse af vaccinerne.

I Storbritannien, USA og Israel har man anvendt nødgodkendelser, men det har man ikke i EU, hvor alt er blevet gransket nøje. For det andet har EU været for optaget af økonomi og jura, da det forhandlede kontrakter med medicinalfirmaerne.

EU ville gerne høste stordriftsfordele og købe billige vacciner som alle medlemslandene havde råd til samt holde medicinalfirmaerne op på deres ansvar i tilfælde af bivirkning. Andre lande, der har villet betale mere, og var villige til at slå en streg over ansvar for bivirkninger, er kommet foran i køen.

For det tredje har EU troet på, at eksport af vacciner på tværs af grænser gav en bedre fordeling på verdensplan. Derimod har andre lande som USA og Storbritannien indført eksportforbud og insisteret på, at vacciner produceret i deres land skal komme deres egne borgere til gav.

Fællesnævneren for de tre eksempler er, at EU har ræsonneret ud fra den vanelige økonomiske og juridiske logik, mens andre lande har set covid-19-krisen som et spørgsmål om vitale nationale interesser og sikkerhedspolitik.

genopretningsfonden er EU's styrke
Hvorfor har den økonomiske-juridiske tænkning også været en styrke i håndteringen af covid-19-krisen?

Det ses blandt andet i oprettelsen af den store genopretningsfond kaldet Next Generation EU, som faldt endelig på plads i slutningen af 2020. Fondens formål er, at hjælpe lande som er hårdt ramt økonomisk og sundhedsmæssigt af Covid-19-krisen. Samtidigt skal den understøtte omstillingen af EU-landenes økonomier i en mere klimavenlig og digital retning.

Fonden råder over 750 milliarder euro, som landene via nationale genopretningsplaner kan søge om at få del i. EU adresserer igennem fonden ikke alene den nuværende udfordring med covid-19, men også en række andre udfordringer.

Det gælder de sydeuropæiske økonomier, som har haft svært ved at komme sig over den økonomiske krise, der begyndte i 2008. Men det gælder også Brexit og stigende nationalisme, hvor EU vil vise, at det er et attraktivt fællesskab, som investerer i borgerne.

Endelig har indførelsen af en retsstatsmekanisme i forbindelse med fonden sendt et signal til Polen og Ungarn om, at deres undergravning af fællesskabets værdier kan blive udfordret økonomisk og juridisk.

Hvorvidt EU indfrier disse hensigter og får løst flere udfordringer med et smæk, eller om den økonomiske-juridiske tænkning, når det kommer til implementeringen, vil spænde ben herfor, må tiden vise.

debat@altinget.dk