Lektor: I den nye verdensorden skal Vesten erkende egne begrænsninger

Af Søren Riishøj
Lektor emeritus, Institut for Statskundskab

Præsidentskiftet i USA har allerede ændret verden. Hvor meget den er ændret, er usikkert.

Den "kolde krig" mellem USA, Rusland og Kina vil givetvis fortsætte, dog i ændret form. Joe Biden har indledt forhandlinger med Rusland om rustningskontrol, de såkaldte "New Start" forhandlinger. På klimaområdet vil USA igen være aktiv aktør.

Det er glædeligt. Samtidig iværksættes en offensiv på menneskeretsområdet. Værdipolitik opprioriteres, uanset de mange problemer, Biden har hjemme i USA. Men hvordan skal den nye internationale situation håndteres?

Rusland og Kina er autoritære stater. De har ikke haft det vestlige liberale demokrati. Som sagt af demokratiforskere forudsætter funktionelt liberalt demokrati lav korruption, funktionel markedsøkonomi, "rule of law", pro-demokratiske civilsamfund, respekt for andres meninger og, ikke mindst, en funktionel stat.

Uden høje værdier på disse arenaer for demokrati er udsigterne mørke, selv når autoritære systemer bryder sammen. Valg kan under de forhold gøre mere skade end gavn. Desværre forfalder alt for mange til "electoral fallacy", som dækker over en fejlagtig tro på, at valg i sig selv er demokrati og skaber stabilitet. Det liberale demokrati er også under pres i Vesten.

Sanktioner vil ikke fremme nødvendigt samarbejde
Vi befinder os i svære dilemmaer. Faren for regulær (atom)krig mellem USA/Vesten og Rusland/Kina er større end nogensinde siden murens fald, endda større end i lange perioder under den gamle kolde krig.

Klimatruslen er voksende. At føre kold krig med Rusland og Kina grundet menneskerettighederne vil forøge faren for atomkrig og rykke klimakatastrofen endnu nærmere. Den journalistiske dækning bør være helhedspræget og bygge på troværdige kilder. Hvad skal forstås ved begrebet værdipolitik?

Ét eksempel på dilemmaet fra vores egen andedam er Nord Stream 2. Tyskland har lige nu hårdt brug for gas i et par årtier endnu for at kunne fastholde ophøret med at bruge atomkraft og brunkul og blive CO2 neutralt i 2050.

Heldigvis tyder meget på, at Biden og Merkel i nær fremtid når frem til et kompromis. Sanktioner og et regulært forbud mod Nord Stream 2 vil under ingen omstændigheder forbedre menneskeretssituationen i Rusland og sikre Navalnyjs løsladelse. Tværtimod bliver styret i Rusland endnu mere repressivt med større magt til den "lodrette akse".

Kampen for menneskerettigheder har bedre vilkår med dialog og samarbejde omkring handel, klima og rustningskontrol. Det så vi tydeligt under den gamle kolde krig. At løse verdens klimaproblemer uden dialog og forhandlinger med Kina er ikke muligt. Sanktioner afslører vrede hos dem, der indfører dem. Men de skaber ikke demokrati.

Vi lever fejlagtigt i euforien fra murens fald
Vestens position globalt er svækket, det har vi alt for svært ved at forstå. Det unipolære gen og euforien fra tiden lige omkring og efter murens lever stadig.

Danmark har en tradition for at tækkes USA, selv under Donald Trump. Anderledes forholder det sig heldigvis i andre lande rundt om i Europa. Med Biden ved roret er der skabt et nyt håb for verden.

"New Start" forhandlinger er som sagt begyndt, og klimapolitik er opprioriteret. Men vi har alligevel hårdt brug for en selvstændig europæisk politik, når det gælder forholdet til Rusland og Kina. Merkel og Macron forstår det tilsyneladende.

Rustningskontrol, miljøindsats og demokrati har de bedste vilkår, når vi accepterer forskelligartethed, øver selvkritik og anerkender egne begrænsninger. Vi kan ikke opnå alt på samme tid. Menneskerettigheder, miljø og rustningskontrol skal på dagsordenen og skaber dilemmaer, der skal diskuteres.

Magten har som sagt forskudt sig bort fra Europa og mod Asien. Det er svært at erkende for mange inden for det "liberale" mainstream miljø.

debat@altinget.dk