Iskagefabrikken er på spanden
DEBAT: Det er igennem fem år blevet mere og mere tydeligt, at EU har valgt den forkerte krisepolitik. Resultatet er blevet lavere løn til den almindelige befolkning, dårligere velfærd og stigende arbejdsløshed.
Af Søren Søndergaard
MEP, Folkebevægelsen mod EU
I mere end fem år har EU nu haft mulighed for at vise sit værd over for den finansielle krise, som slog igennem i 2007/2008.
Og det har ikke manglet på initiativer. Tværtimod har EU gennemført en lang række tiltag. Herunder tiltag, hvor nationalt valgte regeringer er blevet skubbet til side, og en hårdhændet nedskæringspolitik er blevet gennemtrumfet.
På den baggrund må det være tilladt at kigge lidt nærmere på, hvordan det egentlig går.
Europa hænger fast i recessionen
Forleden offentliggjorde Eurostat de seneste økonomiske nøgletal for eurozonen. I det første kvartal af 2013 faldt eurozonens BNP med 0,2 procent. Det er sjette kvartal i træk, hvor eurozonen er i recession. Til sammenligning steg det amerikanske BNP med 0,6 procent. Ikke meget, men dog alligevel langt mere end i euroland.
Selv der, hvor tallene umiddelbart ser positive ud, er virkeligheden en anden. For eksempel havde Tyskland det største overskud på handelsbalancen på 30,4 milliarder euro i februar 2013. Imidlertid dækker dette overskud ikke over en stigende tysk eksport, men på en faldende import. Det kan naturligvis ikke undre. For hvem er det lige, der skal købe?
I den forstand står vi over for et klassisk dilemma: Iskagefabrikanten er interesseret i at sætte sine arbejderes løn ned for at øge overskuddet. Men samtidig er han interesseret i, at alle de andre fabrikanter giver deres arbejdere højere løn, så de har råd til at købe nogle flere iskager til sig selv og deres børn.
Nedskæringspolitik er ved at køre Europa i sænk
EU har forsøgt at løse dette dilemma ved - billedligt talt - at skære ned på både iskagearbejdernes lønninger og på lønningerne hos alle dem, der skulle købe iskagerne. Det skal fedt hjælpe. Den EU-dikterede nedskæringspolitik har gravet os alle dybere og dybere ned i skidtet.
Og hvem betaler regningen? Det gør den almindelige befolkning med lavere løn, dårligere offentlig velfærd og stigende arbejdsløshed. I dag står en fjerdedel af alle unge i eurozonen uden arbejde. 42 procent i Portugal. 56 procent i Spanien. 59 procent i Grækenland.
Selv hvis nedskæringsfundamentalisterne får ret i, at deres politik på et tidspunkt vil få udviklingen til at vende, så vil de have efterladt et samfund, som vil være præget af social nød, større ulighed og tabte generationer. Sådan ser den virkeliggjorte euro-stat åbenbart ud, når det kommer til stykket.
"The proof of the pudding is in the eating," siger englænderne. Men den ret, som EU har dikteret, er ikke bare uspiselig. Den er direkte sundhedsfarlig!
Skarp konkurrence i vejtransporten
På vej mod udgangen? David Camerons EU-kvaler
