Historiker: EU-skeptikere vender ryggen til britisk alliance

Louise Lindhagen
Cand.mag. i historie og EU-studier

De danske EU-skeptikere fremhæver ofte Storbritannien som den store, lysende stjerne, som Danmark bør følge i det europæiske samarbejde.

Især ønsket om at styrke nationale parlamenters rolle i forhold til EU står højt på både de danske EU-skeptikeres og Storbritanniens ønskeliste.

I den igangværende valgkamp op til folkeafstemningen om retsforbeholdet har de danske EU-skeptikere vendt ryggen til den britiske alliance og er gået et skridt længere væk fra det europæiske samarbejde. Det gør de ved at anbefale danskerne et nej til tilvalgsordningen. Essensen i tilvalgsordningen er netop at sikre Folketingets kompetence i forhold til EU på det retspolitiske område. Et nej til tilvalgsordningen er dog ikke blot et EU-skeptisk kryds – det er direkte EU-fjendsk.

Tilvalgsordningen er bygget op, så den giver Folketinget mulighed for at afgøre, hvilke af EU’s retspolitiske regler der i fremtiden skal gælde i Danmark. Hvis danskerne siger ja til tilvalgsordningen, afgiver de danske vælgere suverænitet til Folketinget – ikke til EU – da det er Folketinget, der kommer til at afgøre, hvilke af EU’s retspolitiske samarbejder, som Danmark skal deltage i.

Storbritannien og Irland har tilvalgsordning 
EU-skeptikernes forbillede, Storbritannien, har i mere end et årti haft en tilvalgsordning, der ligner den, som danskerne skal stemme om. Det britiske parlament har valgt to tredjedele af EU’s retspolitiske retsakter til. Storbritanniens politiske tilvalg kræver en styrket undersøgelse af lovgivningen i et parlamentarisk udvalg, hvorefter der følger en parlamentarisk debat, inden den endelige beslutning træffes. Dog er det sjældent, at debatten om tilvalget kommer ud til den britiske befolkning. Alt i alt opfattes tilvalgsordningen i Storbritannien som en hævdelse af den nationale selvbestemmelse over for EU.

Også Irland har i de seneste 10 år haft en tilvalgsordning i forhold til EU’s retspolitik. Modsat Storbritannien har Irland afgivet en erklæring i Lissabontraktaten om, at Irland i videst mulige omfang vælger EU’s lovgivning inden for de retspolitiske og indre anliggender til. Irland vurderer, at fordelen ved tilvalgsordningen netop ligger i at kunne vælge retsakter til på forslagsstadiet. Det giver irske politikere og embedsmænd mulighed for at være med til at forhandle og vedtage den retspolitiske lovgivning – også selvom det giver tidsmæssige udfordringer for parlamentets arbejde, og selvom Irland risikerer at blive bundet af en retsakt, som ikke lever fuldt op til de irske ønsker.

Et EU-fjendsk spor
Når både Storbritannien og Irland har en retspolitisk tilvalgsordning, kan det undre, at de danske EU-skeptikere anbefaler danskerne at stemme nej til en lignende indretning. Med deres anbefaling bevæger de sig væk fra deres EU-skeptiske standpunkt, hvor de agerer som kritikere af det europæiske projekt. I stedet råder de danskerne til at skifte til et EU-fjendsk spor. Det vil med et nej give Danmark samme status som lande, der står uden for EU, når retspolitikken skal forhandles og vedtages.

Tilvalgsordningen, hvor Folketinget har det sidste ord i spørgsmålet om Danmarks deltagelse i EU’s retspolitiske samarbejde, er i sig selv en EU-skeptisk ordning. Ved et ja bliver retsforbeholdet ikke fuldstændigt opgivet, fordi det er Folketinget, der får muligheden for at vælge retspolitiske regler til eller fra.

Fremadrettet ville det klæde de danske EU-skeptikere at bekende kulør: De har bildt danskerne ind, at de blot er reformister af EU-samarbejdet, der vil give mere magt tilbage til nationale parlamenter. Men deres anbefaling af et nej til tilvalgsordningen viser, at de er direkte EU-fjender.

Tilvalgsordningen åbner nemlig en a la carte-mulighed for Danmark, som man kun kan sige nej til, hvis man slet ikke kan lide restauranten. Kun med et ja kan Danmark være sikker på, at vi i fremtiden kan spise med ved EU’s retspolitiske bord.

debat@altinget.dk