EU er tvunget til at tage mere ansvar for egen sikkerhed - om vi vil det eller ej

Det siges, at verden aldrig har forandret sig hurtigere. Og når det handler om geopolitikken, er der ingen tvivl: På rekordtid har en række grundlæggende spilleregler ændret sig, og alt peger i samme retning.

EU og Europa kommer til at tage mere ansvar for sin egen sikkerhed, vel at mærke på sin egen måde.

Især tre store skift gør det nødvendigt for Europa at tage mere ansvar selv.

For det første er USA et nyt sted. Både under Obama, Trump og Biden har budskabet været det samme, om end i forskellige semantiske varianter: USA kan ikke, og USA vil ikke længere være verdens politibetjent. Dertil er verden blevet for stor, de konkurrerende magter for stærke og prisen for de militære eventyr i Mellemøsten for stor.

USA opfatter stadig NATO som rygmarven i den vestlige verdens forsvar og som af vital betydning for også amerikansk sikkerhed. Men amerikanerne vil forvente, at vi selv kan tage os mere af vores egne nærområder og egne problemer, for eksempel i forhold til migration.

For det andet er Mellemøsten forandret for altid. Tidligere var det konflikten mellem Israel og Palæstina, der var den afgørende akse eller prisme, som alt andet i regionen blev set igennem. Nu er det stormagtsrivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien, der sender kontinentet ud i den ene blodige konflikt efter den anden - med millioner af flygtninge og en stagnerende økonomi som konsekvens.

Dertil kommer, at USA nu er blevet så uafhængig af olie fra regionen, at man reelt ingen geopolitisk interesse har i at engagere sig i området. Selvfølgelig vil man gerne holde hånden over Israel og undgå nye terrorgrupper, men ellers kan den amerikanske doktrin for Mellemøsten efterhånden koges ned til to ord: Get out.

Det efterlader hele det mellemøstlige inferno til Europa, hvilket EU i dag hverken har midler eller mulighed for at påtage sig. Det må og skal ændre sig,

Endelig har især Kinas fremkomst gjort det bydende nødvendigt for Europa at finde sin egen vej i den tiltagende konflikt mellem USA og Kina. På den ene side må vi kæmpe for demokrati, menneskerettigheder og fair handelsregler sammen med USA, på den anden side kommer vi også til at søge et partnerskab med Kina, især når det handler om klima.

Det gælder også i Afrika og Arktis, hvor Kongeriget Danmark spiller en afgørende rolle, og hvor EU skal finde den rette selvstændige balance – hvilket også gælder i forhold til Rusland og de mange russiske randstater.

Så uanset, om Europa ønsker det eller ej, og uanset om man kan lide EU eller ej, er den geopolitiske udvikling uomgængelig: Europa kommer til at tage mere forsvarspolitisk ansvar selv.

Men Europa bør også gøre det på sin egen måde.

For allerede i dag er vi i fuld gang med at udvide horisonterne for det forsvarspolitiske arbejde, og Danmark tager aktiv del i det. Tag bare den igangværende mission i Sahel i Nordafrika, hvor adskillige nationer deltager i en uformel alliance, anført af Frankrig, sanktioneret af FN og billiget af USA.

Her kombinerer vi den militære indsats med en markant satsning på både traditionel udvikling og en lang række forebyggende og stabiliserende indsatser med en særlig europæisk tilgang og forståelse for kombinationen af hårde og bløde virkemidler, der tegner noget mere lovende end de historiske indsatser i Irak og Afghanistan.

Jamen, vil EU og de 27 meget forskellige lande overhovedet kunne finde ud af at samarbejde om at forsvare sig selv, uden USA er inde over?

Svaret er ja. Intet er mere effektivt til at forene en uhomogen familie end netop det ydre pres. Bemærk, hvordan EU stod sammen under Krim-krisen over for Rusland, under Brexit-forhandlingerne over for Storbritannien og under Trump mod den amerikanske handelskrig.

I den virkelige verden kan de europæiske lande ikke undvære hinanden, og derfor vil vi stille og roligt se en opbygning og udvikling af det europæiske forsvar, ikke som en erstatning for NATO’s musketered, men som et helt nødvendigt supplement, når det gælder kriser og forebyggende og stabiliserende kriser i nærområderne, herunder migration.

Danmark kan vælge at stå uden for denne udvikling i EU, stå uden for indflydelse på retningen, selvom vi er helt afhængige af resultatet. Eller vi kan vælge at tage ansvar og handle for selv at blive et mere sikkert land og for at få indflydelse på den retning, Europa tager. Uden forbehold.

Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være vitalt for danske interesser at gøre det sidste.