En alvorlig beslutning
DEBAT: Euro-samarbejdet er for vigtigt til at lade gå til, mener Søren Winther Lundby og Peter von Kohl fra Nyt Europa. Og det haster så meget med en løsning, at vi må vente med de ideologiske tovtrækkerier til krisen er løst.
Af Søren Winther Lundby, sekretariatschef og Peter von Kohl, næstformand, Nyt Europa.
To uger før den danske regering overtager EU-formandskabet, er linjerne trukket op. Det er næstsidste udkald for Europa. Det er alvor i en udstrækning, hvor der umuligt kan være tvivl om det, der nu skal arbejdes hen imod. Vi skal styrke det, vi i de forgangne 60 år har bygget op i EU. Vi skal styrke samarbejdet bag den euro, som har været i cirkulation i næsten 10 år. Der er og skal være rum for en diskussion af mellemregningerne, men udgangspunktet er indiskutabelt på en måde, som vores målsætning også bør være. Vi skal have mere EU, ikke mindre.
Euroen skal overleve
Den forhenværende tyske udenrigsminister, Joschka Fischer sagde i forbindelse med sit seneste besøg i Danmark, at det næstværste, der kan ske i Europa efter krig(!), er, at euroen bryder sammen. Forstår vi det udsagn for alvor? Euroens sammenbrud og en afvikling af EU vil have katastrofale følger for en lille åben økonomi som den danske. Ditto med EU-landende i det hele taget, hvis befolkning i forvejen vil svinde ind til at udgøre under 5 % af Jordens befolkning og en langt mindre del af verdensøkonomien end det, der hidtil har været tilfældet.
Vi er ekstremt bekymrede (...) vi er også udsatte på grund af de potentielle civile uroligheder og opløsning af den union, der er smedet derovre," sagde den firstjernede, øverstbefalende, amerikanske general Matin Dempsey forleden dag. Han har i denne sammenhæng ingen interesse i at tale problemer op til noget, de ikke er. Opgaven for os i EU er nu at sikre, at frygten for et sammenbrud bliver gjort til skamme. Det vil kræve politisk handling i særklasse, og det med afsæt i en erkendelse af, at der ikke er frit valg på alle hylder.
Det mindst ringe alternativ
Ingen vælger selv de omstændigheder, de skal operere inden for rammerne af. Heller ikke danske politikere. Merkel er kansler i Tyskland. Sarkozy er præsident i Frankrig. De to har lagt svar på bordet, som tager afsæt i virkeligheden og afspejler deres politiske ståsted. Ud fra et centrum-venstreperspektiv er der mange grunde til at tage afstand fra det, men frit valg på alle hylder er der ikke. Tøver vi for længe med alt for meget, kan alternativet til Merkel-Sarkozy-forslaget om øget finanspolitisk samarbejde blive noget, ingen er tjent med.
Heri ligger ikke en opfordring til at acceptere Merkel-Sarkozy-forslaget fra A-Z. Mogens Lykketoft har bestemt sat fingeren på de ømme punkter ligesom Poul Nyrup Rasmussen, Francois Hollande og Martin Schulz. Alt, hvad vi siger, er, at vi i Danmark og EU som helhed risikerer at gå så meget i selvsving under mellemregningerne, at vi glemmer det alvorlige udgangspunkt og rammer ved siden af det mål, vi skal nå. Vi skal i EU lykkes med at styrke samarbejdet bag euroen. Vi skal lykkes med at styrke det EU, som det har taget 60 år at bygge, men som kan falde hurtigere sammen, end vi kan nå at stave til national suverænitet.
Teknokrater øger deres politiske magt i EU
Dansk EU-formandskab skal stoppe spekulation i fødevarer
