DF: EU’s passivitet støtter enerådige Erdogan

DEBAT: Mens den tyrkiske præsident, Erdogan, fængsler journalister og oppositionspolitikere, foregår der ingen repressalier fra et passivt Europa-Parlament. Vi skal først og fremmest indstille alle forhandlinger om et medlemsskab til Tyrkiet, skriver Jørn Dohrmanm (DF).

Af Jørn Dohrmann
MEP, Dansk Folkeparti

I den forgangne uge var jeg blandt dem, der bekymret kunne se til, da den tyrkiske præsident, Erdogan, fængslede kurdiske oppositionspolitikere.

Overrasket var jeg dog ikke. For længe har det stået klart, at Erdogans magtsyge er fuldstændig ude af kontrol.

Siden sommerens dramatiske begivenheder i Tyrkiet, hvor præsidenten tilsyneladende fik afværget det mystiske militærkup, har Erdogan ikke set sig tilbage i forsøget på at skabe et nyt, stærkt og autoritært rige.

Det står klart, når det blandt andre er den frie presse, der står for skud i Erdogans rovdrift på sit eget land og sygelige selvudvikling til enerådig hersker. Vi kan nu vide os helt sikre på, at tingenes tilstand er ude af kontrol og udvikler sig i den helt gale retning.

Ingen repressalier fra svagt EU
Én ting er Erdogans egen narcisisme og hungren efter mere magt, som er afskyelig, men som desværre kan være svær at ændre ret meget på.

Noget andet er, hvilke muligheder han gives for at kunne udleve sit magtbegær. Her kan jeg desværre konstatere, at Erdogan gør, som han gør, fordi der reelt ikke synes at være nogen som helst repressalier forbundet med hans plan.

Det skyldes i høj grad et svagt EU og nogle svage europæiske statsledere - blandt andet eksemplificeret da kansler Angela Merkel føjede Erdogans ønske om retsforfølgelse af komikeren Jan Böhmermann, der blot skrev et hånende digt om Erdogan.

EU-kandidater fængsler ikke journalister
Også blandt mine kollegaer i Europa-Parlamentet ser jeg tegn på, at Erdogan har vundet al for meget indflydelse i EU.

Erdogan har brugt flygtningeaftalen med EU som et pressionsmiddel til at gøre, som det passer ham. Erdogans modstandere fængsles på stribe - alligevel står EU stadig og vifter med et medlemsskab derude i den tidsmæssige horisont.

Ved seneste plenarforsamling i Strasbourg stemte vi EU-parlamentarikere om et beslutningsforslag om situationen for journalister i Tyrkiet.

Indstil snak om EU-medlemskab
Blandt de fremsatte ændringsforslag var en herlig klar indstilling til Ministerrådet: Når den frie presse i Tyrkiet bliver angrebet og fængslet, kan der kun være én udgang. Et stop for al forhandling om tyrkisk EU-medlemsskab.

Men forslaget blev stemt ned. Blandt mine danske kollegaer kan jeg konstatere, at ingen var rede til at gå så langt som Dansk Folkeparti, der støttede forslaget, men modviljen var også stor blandt størstedelen af alle medlemmerne.

Det understreger for mig alvoren. For det er naivt at forestille sig Erdogan stopper her. Lige så længe EU forholder sig passivt til hans enegang, vil Erdogan forsætte sin tilbagerulning af demokratiet. At al snak om Tyrkisk EU-medlemsskab ikke for længst er indstillet er en skandale.

Forrige artikel Venstre: Frihandelsaftaler er EU, når EU er bedst Venstre: Frihandelsaftaler er EU, når EU er bedst Næste artikel VedvarendeEnergi: Manglende klimaambitioner får Danmark til at sakke bagud VedvarendeEnergi: Manglende klimaambitioner får Danmark til at sakke bagud