Det morderiske Europas krokodilletårer

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europaparlamentet

Jeg orker knap nok at erklære, at tabet af de 300 menneskeliv ud for den italienske ø Lampedusa er en tragedie, for hvem mener ikke det? Og tror nogen oprigtigt på, at EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, er ligeglad med, at mennesker drukner?

Alligevel blev han mødt med tilråb som "morder", da han forleden besøgte Lampedusa. Og tilråbene kom ikke fra Lampedusas hårdt prøvede indbyggere, men fra velorganiserede tilrejsende aktivister.

Men Barroso og alle EU's velbjærgede borgere kan godt beskyldes for en form for uagtsomt, eller måske "egoistisk manddrab" på afrikanske indvandrere - hvis man godtager den påstand, som FN's rapporteur for indvandreres rettigheder, Francois Crepeau, fremfører:

"Det er kriminaliseringen af irregulær indvandring, som førte til Lampedusa-tragedien: At behandle irregulære indvandrere med undertrykkende midler skaber den slags tragedier."

"Morderisk Europa"
Nu er der sat en offensiv i gang for at åbne Europas i forvejen spinkle og porøse grænser, og sproget ændrer sig derefter. EU-kommissær Cecilia Malmström har meddelt sine underordnede, at de ikke længere skal bruge det negativt ladede begreb "illegal immigrant" eller "ulovlig indvandrer". Nu hedder det "irregulære immigranter", altså folk der blot har glemt deres papirer og ankommer til Europa på en lidt rodet måde...

I den vestlige verden har vi nogle hundredtusinder mennesker, som har haft held til at svinge sig op på moralens høje hest og dér tiltaget sig ret til at være vores samvittighed; deres sag er ædel og god som de selv, deres virke er uselvisk, og de skeler ikke til jordisk mammon, for deres NGO'er, "non-governmental organizations", altså ikke-regeringsafhængige græsrodsforeninger, er ikke hæmmet af smålig politik og småtskårne vælgerluner.

Hvordan de har opnået den status til at dømme os alle, er en tankevækkende gåde. For i stedet udgør de i dag en privilegeret kaste af professionelle i indvandrings-, asyl-, integrations- og menneskerets-branchen. De har al mulig selvisk grund til at forsvare deres eksistens, og det gør de i disse tider ved konstant at bebrejde et påstået egoistisk og hjerteløst Fort Europa for at lukke sine grænser for en stadig bredere definition af "flygtninge". Under overskriften "Morderiske Europa" anklager omkring 60 af disse såkaldte NGO'er os og vores regeringer i franske Liberation den 4. oktober i en skinger og propagandistisk tone:

"Siden 1990'erne har Europas krig mod indvandrere dræbt mindst 20.000 mennesker i Middelhavet... Det seneste skibsforlis nær Lampedusa vakte mere opsigt på grund af dets omfang og frembragte de sædvanlige krokodilletårer, som rituelt udgydes af de samme mennesker, som er ansvarlige... Mafia og menneskesmuglere bliver anklaget for at være de skyldige - som om menneskesmuglingen ikke netop var muliggjort og opmuntret af de politikere, som lukker grænserne?... De døde ved Lampedusa er ofre for et Europa, som fornægter de værdier, det hævder at forsvare. Et morderisk Europa."

NGO'erne bliver betalt af EU
Underskriverne er igen en endeløs række af europæiske human rights-organisationer. Den slags NGO'er har ofte mange fælles træk:

De går ind for nærmest ubegrænset indvandring til Europa. De ville ikke eksistere en uge, hvis ikke de var betalt af EU og regeringerne. De har en tydelig modvilje imod at gøre deres regnskaber og tilskud nemt tilgængelige. De prioriterer altid et lobbykontor i Bruxelles. Lønninger og rejser udgør som regel fire-femtedele af deres udgifter. De er altid medlem af en EU-paraplyorganisation, som sammen med andre paraplyorganisationer er medlem af en tredje paraplyorganisation. De hedder altid noget med "European", "network", "inclusion", "defense", "refugees", "asylumseekers", "rights", "human", "platform", "antiracist" osv. For når ordene i en ansøgning rigtigt klinger, straks pengene fra EU's kilder springer.

Tag blot denne blandt underskriverne, paraplyorganisationen FIDH, International Føderation for Menneskerettigheder, som bryster sig af at have 178 medlemsorganisationer verden over, de 28 i Europa. FIDH er en "non-profit", en såkaldt "non-governmental-organization". FIDH får betalt omkring 80 procent af sine udgifter af bevillinger og donationer. I 2010 modtog FIDH 42 millioner kroner i gaver, de fleste fra EU og FN. Samme år havde FIDH 48 ansatte på sit kontor, placeret bekvemt i Bruxelles, nær EU's penge.

Et andet åbent brev fra 8. oktober til EU-Kommissionen kræver, at både med udvandrere ikke bliver sendt tilbage, hvor de kom fra, at EU skal ændre straffelovene i de medlemslande, som gør det kriminelt at hjælpe ulovlige immigranter, samt at EU's grænseværn Frontex i stedet for at forhindre ulovlige indvandrere at trænge ind i EU skal bruge sine ressourcer på at bekvemmeliggøre overfarten.

Den appel er også underskrevet af hundreder af NGO'er, blandt dem f.eks. endnu en paraplyorganisation, AEDH, den europæiske sammenslutning til forsvar af menneskerettigheder. AEDH er helt og holdent betalt af EU og erklærer åbent, at AEDH's mål er "et Europa, åbent over for verden, og som lever op til sine internationale forpligtelser", og at AEDH vil "påvirke de europæiske institutioner".

Til at betale alle disse trojanske heste, som aktivt modarbejder holdningen hos flertallet af borgere og vælgere i EU, har EU oprettet EIDHR, European Instrument for Democracy & Human Rights, som i perioden 2007-2013 rådede over 8,3 milliarder kroner til at promovere EU's værdier. Herfra får utallige NGO'er - med nærmest enslydende formålsparagraffer - år efter år betalt deres udgifter til lønninger, diæter, kontorer og rejser, og hertil kommer utallige bevillinger til "projekter", som det i dag er gjort til en selvstændig økonomisk videnskab at få fingre i.

NGO'erne er udemokratiske 
Som om det demokratiske underskud i EU ikke var stort nok i forvejen, så har alle disse menneskerets-lobbyister og aktivister fået en enorm magt, selv om ikke én af dem nogensinde er valgt af én eneste EU-borger. Alligevel sidder de med til bords i traktatbestemte EU-organer som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, EØSU, samt Agenturet for Fundamentale Rettigheder, FRA, og bliver indkaldt som ufejlbarlige rådgivere til konferencer og komiteer. Sådan betaler EU-Kommissionen, med EU-borgernes egne penge, talløse NGO'er for at promovere holdninger, som EU-kommissærerne ikke kan få regeringerne eller befolkningerne til at godtage.

Men hvad har de ædle godhedslobbyister forestillet sig? Hvad skal de nye kriterier være for at kalde udvandrere og indvandrere for flygtninge og dernæst at lukke dem ind i Europa? Sult? Krig? Regn? Tørke? Sygdom? Analfabetisme? Arbejdsløshed? Og hvis ikke alle borgere fra Elendigstan skal have fri passage, vil millioner af de forsmåede så ikke alligevel købe en billet til endnu en plimsoller og sætte over Middelhavet? Til et Europa, som styrtbløder arbejdspladser?

EU-borgere skal ikke have dårlig samvittighed 
Du og jeg skal ikke have skyldfølelse over, at udvandrere fra Afrika er parate til at betale flere hundreder eller tusinder dollar for at komme ombord på en synkefærdig båd for at krydse Middelhavet og prøve lykken i Europa. For hvem har ansvaret for den helt frivillige handling? Det har efter min mening i sidste ende de 500 udvandrere fra Eritrea og Somalia selv. Det er unge mænd, som igen og igen spiller hasard, nogle gange også med deres medbragte familiers liv.

Vi gør hverken os selv eller udvandrede millioner af mennesker, der søger et bedre liv, en tjeneste ved at lukke dem ind i Europa. Tværtimod. Og derfor bør skyldfølelsen i stedet påhvile dem, som sikrer sig en levevej ved at påtvinge europæerne dårlig samvittighed og sælge dem humanistiske utopier - og deres egne professionelle krokodilletårer.

debat@altinget.dk