Det arabiske forår på vippen

Af Per Stig Møller
Udenrigsordfører og fhv. udenrigsminister (K)

Det er nu et år siden, verden blev overrasket af et arabisk forår, som spredte sig fra Tunesien til Yemen. Der fulgte ikke megen sommer, og risikoen er, at det går som med Kaj Munk, der først skrev "Foråret så sagte kommer", hvorefter Hans Brix sluttede af med "Hastigt svandt den lyse sommer".

Er vi misinformeret?
Ligesom man blev overrasket over, at foråret kom, kan man blive overrasket over, hvad det fører med sig. Vores læsning af begivenhederne har flere fejlmuligheder. For det første interviewer medierne de fortrinsvis unge, som demonstrerer og kan tale engelsk. Og det er et meget beskedent fåtal af befolkningen.

For det andet interviewer de af samme grund mest mennesker i byerne og undervurderer derfor let den store landbefolknings indflydelse. For det tredje er man tilbøjelig til at læse ind i en begivenhed, hvad man helst ser i den. Endelig for det fjerde er der i Vesten stadig en alt for begrænset viden om den muslimsk-arabiske kultur.

Løs og stram håndhævelse af Sharia
Men den muslimsk-arabiske kultur udfolder sig rent faktisk forskelligt. I nogle af landene er kvinderne f.eks. godt med og har ligefrem parlamentsmedlemmer og ministre. I andre er dette ganske udelukket. I nogle lande er analfabetismen begrænset, i andre er den overvældende. I nogle lande er styret langsomt i gang med at modernisere landet, i andre forsøger det at forhindre moderniseringsprocessen. I nogle lande følges Sharia tæt, i andre mere løseligt.

Derfor vil vi se forskellige udviklinger i forskellige muslimsk-arabiske lande. Tunis har den mest uddannede befolkning, og mulighederne for demokrati er klart til stede. I Marokko vil moderniseringsprocessen fortsætte, ikke mindst fordi det islamiske parti er gået ind og har accepteret den demokratisk-parlamentariske proces.

I Libyen er alt på vippen. Sharia er gjort til grundlaget for lovgivningen, men spørgsmålet er, hvor tæt denne skal ligge på Sharia og hvem, der skal afgøre, om Sharia er overtrådt. I Iran har vi set, hvordan "Vogternes råd" holder folket nede og demokratiet ude med dets udlægning af Koranen og Sharia. Et islamistisk styre må man sikkert forberede sig på i Yemen, og det sidste ord er næppe sagt i Bahrain. I Egypten har islamerne og islamisterne sejret ved valgene. Det huer ikke militæret. Hvem af dem, der løber af med sejren, og hvor dyrt den skal betales, ved vi ikke. Men uanset hvem der ender med at vinde magtkampen, bliver den demokratiske modernisering sinket.

Shiitisk styre vs. Sunni-styre
I Bahrain har sunni-styret foreløbig kvalt foråret, mens det i Yemen allerede har væltet diktatoren. Urokkeligt står foreløbig Saudiarabien, der holder fast ved det gamle, som kongen kun meget langsomt forandrer, selvom han allerede i 1989 spåede, at ungdommen ville fremkalde uforudsigelige forandringer. Men det er måske lige netop derfor, han gør, som han gør? Han vil ikke under en modernisering åbne døren for shiitterne og Iran.

I Syrien udspilles et drama, hvis udfald kan få afgørende betydning for regionen - og på længere sigt for konflikten mellem islamismen og Vesten. Styrets jernhånd kan næppe ret meget længere holde folket i sit kvælergreb. Det har først og fremmest Qatar og Saudiarabien erkendt. Derfor har de i Den Arabiske Liga taget teten i opgøret med Assad. De ser på tiden efter og vil ikke se et shiitisk styre komme til magten. For det vil arbejde endnu tættere sammen med Iran, end Assad har gjort. Til gengæld ser Iran hellere Assad end et sunni-styre.

Samtidig frygter Qatar og Saudi at blive klemt af en stigende iransk indflydelse i det shiitisk-dominerede Irak. Denne klemme bliver ikke mindre stram af, at Iran allerede er tæt forbundet med Hezbollah i Libanon og palæstinenserne i Gaza. Endnu værre er det for dem, at Iran efter deres mening er i gang med at udvikle atomvåben. I Syrien vil de derfor gøre, hvad de kan for at få et sunni-styre og i hvert fald ikke et shiitisk efter alawitternes magttab.

Fred ved Gazastriben truet på ny
Høster Iran betydelige frugter af foråret, og fører de vindende islamiske partier i Egypten i modsætning til Mubarak en antivestlig politik, vil Israel komme under pres og fredsprocessen fordampe.

I 00`erne havde Israel store muligheder for at få en fredsaftale med en garanteret og respekteret tostatsløsning. Landet turde imidlertid ikke stole på palæstinenserne på grund af HAMAS og dets forbindelse til Iran. Samtidig gjorde Israel med sin bosættelsespolitik livet vanskeligere for Vestbreddens fredsvillige regering. Det kan håbe, at der kommer demokratiske regeringer, som hellere vil have fred og foretrækker at modernisere og udvikle deres lande frem for at bruge pengene på forberedelse af konflikter og krig. Men Israel risikerer at få demokratiske regeringer, som vil sikre sig befolkningernes opbakning gennem en anti-israelsk retorik, der forhindrer freden og dannelsen af den palæstinensiske stat. Det er set før, at talen løber af med taleren.

EU's ansvar
Midt i al denne usikkerhed er det vores opgave, uanset hvad der sker, at fortsætte vores støtte til de demokratiske kræfter, at fremhjælpe moderniseringen, at fremme kvindernes muligheder og inddragelse i samfundslivet, således som vi har gjort, siden vi i 2003 søsatte Det Arabiske Initiativ. Det, konstaterer jeg også, er den nuværende regerings indstilling. Ligesom det efterhånden også er blevet EU`s politik. Hvis galt er ude, forslår denne støtte naturligvis ikke, men den vil fortsat have betydning for dem, den hjælper. Lykkes demokratiet og moderniseringen, vil vi via denne støtte fra starten have gode relationer til de nye ledere. Det er, hvad man i dag kalder soft power. Tough power hjælper ikke meget, hvor så meget afhænger af befolkningernes sindelag og forhold til Koranen og Sharia.