Den nye fortælling

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet, næstformand i Europa-Parlamentets Kulturudvalg

Jeg var blandt de heldige, der fik mulighed for at være til stede på Oslos rådhus den december-dag i fjor, hvor EU fik Nobels fredspris. Det var en bevægende og højtidelig ceremoni, hvor det europæiske fællesskab fik den formelle anerkendelse, som det burde have haft for længst.

Paradoksalt og ikke uden en vis ironi, at det var nordmændene - formelt ikke medlemmer af klubben - der skulle minde os andre om EU-projektets grundlæggende mening.

Også paradoksalt: Nobel-prisen er den formelle anerkendelse af EU's indsats, men reelt er succesen for længst manifesteret, og her kan nordmændene også bidrage. Den rige olie-fætter er reelt med på det meste af, hvad der aftales på EU-plan.

Gamle argumenter er ikke længere brugbare
"Fred gennem handel"-fortællingen fik altså en fortjent renæssance i Oslo. Alligevel er det min erfaring, at EU's postulerede mangel på folkelig opbakning har en klar sammenhæng med, at den dybere mening med projektet i dag synes uklar for mange. Resultatet ses overalt: Vigende tilslutning og politisk populisme.

Fred og velstand er det ultimative narrativ, men de begreber er for langt de fleste europæere under 50 en naturlig tilstand, de er vokset op med. Og hvad stiller man op, når social uro, arbejdsløshed og fattigdom synes at være the new normal...? Fristende er det at sætte lighedstegn mellem EU (euroen) og elendigheden, mellem Europa og opløsning. Fristende - og fuldstændig forkert. 

Hele forløbet har tragediens klassiske kendetegn. Jeg har derfor længe ment, at løsningen på EU's alvorlige udfordringer ikke blot handlede om at tackle gældskrisen og euroens kiksede korthus-arkitektur. Nej, man er nødt til at se på den folkelige forankring - og manglen på samme.

Brug for et nyt narrativ
Det er her, fortællingen kommer ind. Hvis jeg skal overbevise en gennemsnitsdansker om det rigtige ved at låne de gældsatte grækere penge eller leve med franskmændenes mangel på reformer af et forstenet arbejdsmarked - ja, så skal jeg tilbyde en anden fortælling end krise-management. Og skal jeg overbevise en ung arbejdsløs dansker om visdommen ved EU, ja, så skal jeg kunne en anden fortælling end den om fred.

Efter fire år i Europa-Parlamentet har jeg oplevet, at få politikere prøver at formulere noget kvalificeret. Samtidig har jeg konstateret, hvor tavst der har været fra andre. Ikke mindst fra kulturens verden. Fra fritænkerne og de kreative kræfter. Fra filosoffer, forfattere og filmskabere.

Det førte til, at jeg sidste år foreslog at oprette en gruppe af uafhængige borgere fra kulturverdenen - renset for politikere og bureaukrater - med opgaven: Skab en ny fortælling om Europa. Ikke en forkastelse af det eksisterende narrativ, men en modernisering - en Europa version 2.0.

En ny gruppe af kultur-personligheder er lanceret
Lykkeligvis viste det sig, at andre havde gjort sig tilsvarende tanker. Faktisk ringede Kommissions-formanden og ville støtte projektet. Nu er gruppen nedsat - og i går blev den lanceret. Ikke som et EU-projekt, men som et uafhængigt Europa-projekt. Et ønske om at skabe - eller genoplive - en europæisk fortælling.

Gruppen består af en række meget engagerede og begavede kultur-personligheder. De har selv tolket og defineret deres opgave. Blandt andet, at slutproduktet - et charter eller manifest - ikke skal stå alene. Borgerne skal involveres i Europa ved handling.

Deadline for projektet er primo 2014 - og der er allerede aftalt tre store borger-events i Polen, Frankrig og Tyskland undervejs. Her vil der kunne bydes ind og debatteres på grundlag af gruppens del-resultater.

debat@altinget.dk